Dokumentets metadata

Driftsomkostninger - afskrivning på driftsmidler - markedsundersøgelser - patenter - befordring - afvisning af nye spørgsmål - endelig administrativ afgørelse

Skatteyderen påstod, at han havde ret til fradrag for bl.a. udgifter til erhvervsmæssig kørsel i egen bil i medfør af ligningslovens § 9B. Skatteyderen anførte under sagens behandling ved domstolene, at udgifterne til befordring var bogført i hans virksomhed som markedsudviklingsudgifter. Spørgsmålet om fradrag for markedsudviklingsudgifter var prøvet af Landsskatteretten.Landsretten lagde til grund, at skatteyderens påstande om fradrag for erhvervsmæssig kørsel i egen bil var spørgsmål, der ikke var prøvet af Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1.Landsretten afviste skatteyderens påstande med henvisning til, at spørgsmålene ikke havde en klar sammenhæng med de øvrige spørgsmål i sagen, der var behandlet og afgjort af Landsskatteretten. Landsretten lagde herved vægt på, at spørgsmålene om fradrag for erhvervsmæssig kørsel i egen bil og om fradrag for markedsudviklingsudgifter ikke var sammenfaldende, og at de skulle afgøres ud fra forskellige retsregler og faktiske omstændigheder. Der var heller ikke grundlag for at antage, at det var undskyldeligt, at spørgsmålet om fradrag for erhvervsmæssig kørsel i egen bil ikke havde været inddraget tidligere, eller at skatteyderen ville lide et uforholdsmæssigt retstab ved ikke at få tilladelse til at inddrage spørgsmålet under sagen.

Parter

H1 ved A
(selvmøder)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Anne Larsson)

Afsagt af landsdommerne

Lisbeth Parbo, Thomas Jønler og Peter Flügge (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byretten har den 5. marts 2013 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. BS C3- 1378/2008).

Påstande

For landsretten har appellanten, H1 ved A, nedlagt følgende påstande:

Principalt:

Indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende for indkomståret 2003, at hans skattepligtige indkomst nedsættes med et fradrag på -106.532 kr. for erhvervsmæssig benyttelse af egen bil i henhold til Ligningsrådets satser.

Subsidiært:

Skatteministeriet skal anerkende, at det private antal kørte kilometer ved opgørelsen af hans skattepligtige indkomst for 2003 sættes til 8.000 km, og at varebilen har kørt i alt 49.568 km i perioden fra den 6. september 2002 til den 18. september 2003.

Mere subsidiært:

Skatteministeriet skal anerkende, at hans skattepligtige indkomst for indkomståret 2003 hjemvises til fornyet behandling ved de lokale skattemyndigheder for så vidt angår posten erhvervsmæssig kørsel i egen bil.

A har endvidere - uanset sagens udfald - påstået sig tilkendt sagsomkostninger for byretten.

Skatteministeriet har principalt påstået stadfæstelse over for As principale påstand og afvisning over for hans subsidiære og mere subsidiære påstand.

Subsidiært har Skatteministeriet påstået frifindelse.

Supplerende sagsfremstilling

For landsretten drejer sagen sig alene om As ret til fradrag for erhvervsmæssig kørsel i egen bil vedrørende indkomståret 2003.

A købte bilen i 2002 som fabriksny. Bilen er en varebil på gule plader, og den blev registreret til at kunne anvendes blandet privat og erhvervsmæssigt.

Der har været fremlagt oplysninger om de kilometer, som A har kørt i bilen ifølge noteringer i bilens servicebog og fakturaer fra mekaniker vedrørende serviceeftersyn. Det fremgår heraf, at bilen i forbindelse med et serviceeftersyn i september 2003 havde kørt 49.568 km. Ved et serviceeftersyn i september 2008 er det noteret 351.533 km.

I As brev af 30. april 2007 (bilag R) til Landsskatteretten med klage vedrørende indkomståret 2003, som blev modtaget i Landsskatteretten samme dag, nedlagde han bl.a. påstand om, at der skulle ske fradrag i virksomhedens indkomst med 84.843 kr. vedrørende

"Markedsudviklingsudgifter SSL 6a, LL § 8-I, subsidiært LL 8-B".

I brevet anførte han blandt andet følgende i 4. afsnit i punkt 1.2.1. om

"Markedsudviklingsomkostninger kr. 84.843":

"...

Såfremt Landsskatteretten måtte finde, at udgifterne ikke kan anses for omfattet af Statsskattelovens §6a, gøres gældende, at de 84.843 er markedsudviklingsomkostninger i.h.t. Ligningslovens § 8-I samt Ligningsvejledningen afsnit E.A.2.1.4.2, samt cirkulære Nr. 72 af 17.4.1996 om ligningsloven.

..."

A har for landsretten som bilag 4c fremlagt et andet eksemplar af brevet af 30. april 2007 til Landsskatteretten. Brevet fremtræder identisk med bilag R, men 4. afsnit i punkt 1.2.1. om

"Markedsudviklingsomkostninger kr. 84.843"

er udfærdiget således:

"...

Såfremt Landsskatteretten måtte finde, at udgifterne til bilens drift ikke kan anses for omfattet af Statsskattelovens §6a eller som markedsudviklingsudgifter i.h.t. Ligningslovens § 8-I, gøres gældende at disse kan fradrages efter Ligningsrådets satser, jfr. Ligningsvejledningen afsnit A.F.3.4.1 (B), samt cirkulære 2002-43.

..."

Fradraget på 106.532 kr. anført i As principale påstand angår et ligningsmæssigt fradrag for kørsel, og han har i processkrift af 3. juni 2013 redegjort for, hvorledes beløbet fremkommer. I processkriftet er det bl.a. anført:

"...

..."

Forklaringer

A har afgivet supplerende forklaring for landsretten.

A har supplerende forklaret blandt andet, at han arbejdede for G5 A/S til udgangen af juni 2002. Efter patenterne blev opnået i 2002, arbejdede han på fuld tid i den personligt drevne virksomhed. Underskuddene i virksomheden i 2002 og 2003 skyldtes, at virksomheden havde opstartsaktiviteter med udgifter til 2 europæiske og 4 amerikanske patenter. Efter råd fra en advokat skulle ejerskabet til patenterne ligge i den personligt drevne virksomhed, og selskabet skulle herefter betale royalties for at benytte dem. Der er ikke ført kørselsbog i 2003, da han vidste, at den private kørsel normalt kunne sættes til 8.000 km årligt uden nærmere dokumentation.

I forhandlingsreferatet fra Landsskatteretten for den 3. december 2007 er det anført, at han oplyste, at bilen blev anvendt udelukkende erhvervsmæssigt. Referatet er på dette punkt ikke korrekt, idet han oplyste, at bilen hovedsageligt havde været anvendt erhvervsmæssigt. Referatet viser, at de var inde på muligheden for et ligningsmæssigt fradrag for kørslen.

Han kan ikke umiddelbart forklare, hvorfor der foreligger to udgaver af hans klagebrev af 30. april 2007 til Landskatteretten. Han havde flere udgaver på sin computer. Han er enig i, at det er det klagebrev, der er stemplet modtaget i Landskatteretten den 30. april 2007 (bilag R), som han har sendt til Landsskatteretten. Det blev lavet i hast og var ikke let at lave. Det var meningen, at det skulle have været udgaven fremlagt som bilag 4c, som skulle have været sendt.

I årene fra 1982 til 1989 var han ansat i revisionsvirksomheden R1, og han arbejdede med selvangivelser for virksomheder. Han har i 1986-89 gennemført uddannelsen til cand.merc.aud. Han var bekendt med skattereglerne til og med 1989, men har ikke beskæftiget sig med området siden.

Procedure

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

A har navnlig anført, at spørgsmålet om hans ret til fradrag for erhvervsmæssig kørsel i egen bil for 2003 er prøvet af Landskatteretten, og spørgsmålet kan derfor inddrages under denne sag, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, 1. pkt. Han har herved henvist til, at den erhvervsmæssige kørsel er selvangivet som en del af markedsudviklingsudgifterne, da posterne brændstof og vedligeholdelse vedrører varebilen, og at SKAT og Landsskatteretten derfor har taget stilling til disse poster og spørgsmålet om den erhvervsmæssige kørsel. Hvis der er tale om et krav, som SKAT og Landsskatteretten ikke tidligere har taget stilling til, har spørgsmålet en sådan klar sammenhæng med spørgsmålet om fradrag for markedsføringsudgifter og afskrivninger, at retten bør tillade, at det inddrages under sagen. Bilen er samme objekt ved begge fradragstyper, og Landsskatteretten har i sin kendelse af 28. april 2008 prøvet spørgsmålet om den erhvervsmæssige anvendelse af varebilen. Det må i øvrigt anses for undskyldeligt, at spørgsmålet ikke er indbragt før, og tillades det ikke at inddrage spørgsmålet, vil det medføre, at han påføres et uforholdsmæssigt retstab. Betingelserne i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, 2. pkt., for at tillade, at spørgsmålet inddrages under retssagen, er derfor opfyldt.

A har endvidere anført vedrørende den principale påstand, at det ved sagens oplysninger er godtgjort, at han er berettiget til et fradrag som opgjort i påstanden, der hviler på reglerne i Ligningsvejledningen for indkomståret 2003, afsnit A.F.3.4.1 under delafsnittet "Når kørselsbog ikke foreligger". Der kræves ikke nogen dokumentation, men alene en sandsynliggørelse af udgiftens størrelse, og den private kørsel kan efter Ligningsvejledningen sættes til 8.000 km. Til støtte for den subsidiære påstand har han anført, at Skatteministeriet er forpligtet til at anerkende, at varebilen i den nævnte periode har kørt det anførte antal kilometer, og at den erhvervsmæssige kørsel skal opgøres som det totale antal kørte kilometer minus 8.000 km til privat kørsel. Han har til støtte for den mere subsidiære påstand anført, at sagen er utilstrækkeligt belyst, og der er derfor behov for, at sagen hjemvises til fornyet behandling.

Vedrørende sagsomkostningerne har A gjort gældende, at han uanset ankesagens udfald må anses for den vindende part, således at Skatteministeriet skal betale sagsomkostninger til ham. Sagens behandling for skattemyndighederne og for byretten har samlet set medført, at en væsentlig del af forhøjelsen af indkomsten for 2002 og 2003 er blevet nedsat. I anden række har han anført, at sagsomkostningerne bør ophæves, da han har fået medhold i, at den skattepligtige indkomst for 2002 skal nedsættes med 100.000 kr. I tredje række bør de idømte sagsomkostninger fastsættes til et væsentligt lavere beløb end opgjort af byretten.

Skatteministeriet har vedrørende sine principale påstande navnlig anført, at As påstande vedrører spørgsmålet om fradrag for hans erhvervsmæssige kørsel i egen bil for indkomståret 2003. Dette spørgsmål har ikke tidligere været prøvet af SKAT eller Landsskatteren og kan derfor ikke indbringes for domstolene, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, 1. pkt. Spørgsmålet om ret til fradrag for udgifter til markedsudvikling er ikke sammenfaldende med spørgsmålet om ret til et standardmæssigt fradrag for erhvervsmæssig kørsel i egen bil. De to spørgsmål afgøres ud fra forskellige retsregler og faktiske omstændigheder. Landskatteretten har heller ikke truffet afgørelse om fastsættelse af antal kørte km og antal private kørte km, som er indeholdt i As subsidiære påstand, der i øvrigt ikke blev fremsat for byretten. Der er endvidere ikke grundlag for at inddrage spørgsmålene under sagen i medfør af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, 2. pkt., da betingelserne herfor ikke er opfyldt.

Til støtte for den subsidiære påstand om frifindelse over for As principale påstand har Skatteministeriet navnlig anført, at det ikke har godtgjort, at han har ret til et fradrag for kørsel i egen bil med 106.532 kr. A har ikke fremlagt kørebog eller kørselsregnskab. Han har heller ikke fremlagt anden form for materiale, der konkret kan dokumentere eller sandsynliggøre, at bilen har været anvendt til erhvervsmæssigt formål. Vedrørende As subsidiære påstand er praksis vedrørende privat kørsel på 8.000 km ikke anvendelig i nærværende sag, og det er uden betydning for As skatteansættelse, om Skatteministeriet skal anerkende, at varebilen i perioden fra den 6. september 2002 til 18. september 2003 har kørt et bestemt antal km. Med hensyn til As mere subsidiære påstand har skattemyndighederne ikke forsømt at sørge for en tilstrækkelig oplysning af sagen, og der foreligger ikke oplysninger om fejl eller andre forhold, der kan begrunde, at sagen bør hjemvises til skattemyndighederne.

Vedrørende sagsomkostningerne har Skatteministeriet anført, at der er grundlag for efter sagens udfald at pålægge A at betale sagsomkostninger til ministeriet. For byretten omfattede sagen flere påstande, som A frafaldt inden hovedforhandlingen. Skatteministeriet anerkendte inden hovedforhandlingen for byretten, at As indkomst for 2002 skulle nedsættes med 100.000 kr. Værdien af denne nedsættelse udgjorde kun en mindre del af sagens samlede værdi for byretten, hvor A i øvrigt må anses for den tabende part.

Landsrettens begrundelse og resultat

As principale påstand

Efter bevisførelsen, herunder indholdet af As brev af 30. april 2007 til Landsskatteretten (bilag R) og indholdet af Landsskatterettens kendelse, lægger landsretten til grund, at Landsskatteretten ikke har prøvet spørgsmålet om As ret til fradrag for erhvervsmæssig benyttelse af egen bil for indkomståret 2003. Dette spørgsmål kan derfor kun inddrages under sagen med rettens tilladelse efter skattekontrollovens § 48, stk. 1, 2. pkt.

Spørgsmålet har ikke en sådan klar sammenhæng med spørgsmålet om As ret til fradrag for udgifter til markedsudviklingsudgifter og de øvrige spørgsmål i sagen, der er behandlet og afgjort af Landsskatteretten, at der er grundlag for at meddele en sådan tilladelse. Landsretten har herved blandt andet lagt vægt på, at spørgsmålene om fradrag for erhvervsmæssig benyttelse af egen bil og om fradrag for markedsudviklingsudgifter ikke er sammenfaldende, og at de afgøres ud fra forskellige retsregler og faktiske omstændigheder.

Der er heller ikke grundlag for at antage, at det er undskyldeligt, at spørgsmålet om fradrag for erhvervsmæssig benyttelse af egen bil ikke har været inddraget tidligere, eller at A vil lide et uforholdsmæssigt retstab ved ikke at få tilladelse til at inddrage spørgsmålet under sagen.

Efter det anførte og af de grunde, som byretten har anført, tiltræder landsretten, at Skatteministeriets påstand om afvisning er taget til følge.

As subsidiære påstand

Det lægges efter bevisførelsen til grund, at Landsskatteretten heller ikke har truffet afgørelse vedrørende spørgsmålet om fastsættelsen af antal kørte kilometer og antal privat kørte kilometer. Disse spørgsmål kan derfor også kun inddrages under sagen med rettens tilladelse efter skattekontrollovens § 48, stk. 1, 2. pkt.

Af de grunde, som er anført ovenfor vedrørende den principale påstand, er betingelserne for at tillade, at disse spørgsmål inddrages under sagen, heller ikke opfyldt.

Landsretten tager derfor Skatteministeriets påstand om afvisning til følge.

As mere subsidiære påstand

Landsretten tiltræder med samme begrundelse, som byretten har anført, at Skatteministeriet er frifundet for påstanden om hjemvisning af sagen til fornyet behandling ved skattemyndighederne.

Sagsomkostninger

Af de grunde, som byretten har anført, tiltræder landsretten endvidere byrettens afgørelse om sagsomkostninger. Hverken det forhold, at Skatteministeriet forud for hovedforhandlingen i byretten anerkendte, at As indkomst for 2002 skulle nedsættes med 100.000 kr., eller det, som A i øvrigt har anført for landsretten, giver grundlag for at ændre byrettens afgørelse.

På den anførte baggrund stadfæster landsretten herefter byrettens dom, i det omfang dommen er anket, og afviser As subsidiære påstand.

Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande for landsretten skal A betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 30.000 kr. Beløbet omfatter udgifter til advokatbistand inkl. moms og er navnlig fastsat ud fra sagens omfang for landsretten.

T h i k e n d e s f o r r e t

Byrettens dom stadfæstes.

H1 ved As subsidiære påstand afvises.

H1 ved A skal betale sagens omkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 30.000 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8 a.