Dokumentets metadata

Omkostningsgodtgørelse - rimelighedsvurdering - kompleksitet - skøn honorar

Sagen angik, hvorvidt SKAT havde lagt vægt på usaglige hensyn, herunder udøvet magtfordrejning, da SKAT, og efterfølgende Skatteankestyrelsen, nedsatte sagsøgerens godtgørelsesberettigede honorar. Sagsøgeren gjorde gældende, at afgørelserne var ugyldige, idet nedsættelsen af honoraret måtte være begrundet i, at sagsøgeren offentligt havde ytret kritik af SKATs sagsbehandling. Af SKATs og Skatteankestyrelsens afgørelser fremgik det, at vurderingen af om honoraret var rimeligt, var foretaget efter de momenter, som følger af forarbejderne til skatteforvaltningslovens § 57, stk. 3. Sagsøgte gjorde gældende, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at SKAT havde foretaget et fejlagtigt skøn, og at det heller ikke var godtgjort, at SKAT havde lagt vægt på usaglige hensyn, herunder udøvet magtfordrejning. Retten fandt, efter en samlet vurdering, at der ikke var grundlag for at forhøje honoraret, hvorfor der ikke var grundlag for at tilsidesætte skatteankestyrelsens afgørelse som ugyldig. Sagsøgte blev herefter frifundet.

Parter

H1 ApS
(selvmøder)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten v/advokatfuldmægtig Steffen Juhl Carlsen)

Afsagt af byretsdommer

Niels Østergaard

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører en omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 19.

Sagsøgerens påstand er, at sagsøgte skal anerkende, at Skatteankestyrelsens afgørelse af 10. april 2014 er ugyldig, og at SKATs afgørelse af 19. april 2012 er ugyldig.

Sagsøgtes påstand er frifindelse.

Sagsøgte har under sagens forberedelse opfordret sagsøger til at nedlægge påstand vedrørende størrelsen af omkostningsbeløbet. Sagsøger har ikke ønsket dette. Sagen vedrører derfor alene spørgsmålet om ugyldighed.

Oplysningerne i sagen

Sagsøger, H1 ApS, drives af A, der er cand. jur., underviser og redaktør på www.

Sagsøger har for Landsskatteretten ført to skattesager for to brødre (idet følgende benævnt KL og OL).

Skattesagen

Skatteankenævnet stadfæstede den 9. august 2010 en afgørelse truffet af SKAT den 3. oktober 2008, hvorefter KL og OL's skattepligtige indkomst for 2005 og 2006 blev forhøjet. KL og OL havde i 2003 i lige sameje købt en fritidsbolig ved ...1 og sagen vedrørte overskud ved udlejning af denne. Ved afgørelsen vedr. KL blev KL's skattepligtige indkomst for 2005 forhøjet med 7.050 kr. og for 2006 med 2.052 kr.

Ved Landsskatterettens kendelse af 6. oktober 2011 blev SKATs afgørelse ophævet. Landsskatteretten lagde vægt på, at den ordinære frist for SKATs varsling af ændringer er på 4 år. Ifølge bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 er fastsat en kortere frist for personer med enkle økonomiske forhold. Landsskatteretten fandt KL omfattet af bekendtgørelsen og dermed den kortere frist. SKAT kunne derfor kun varsle ændringer, såfremt skatteyderen havde udvist grov uagtsomhed. Landsskatteretten fandt, at dette ikke var tilfældet.

Omkostningssagen

Ved skrivelse af 10. oktober 2011 ansøgte sagsøger om omkostningsgodtgørelse. Det fremgår, at kravet var overdraget fra KL og OL til sagsøger. Ifølge ansøgningen havde sagsøger 98 debiterbare timer, der blev fordelt med halvdelen (49 timer) på hver af de to sager og debiteret med en timesats på 2.200 kr. + moms (2.750 kr.) eller 134.750 kr. incl. moms for så vidt angår KL.

SKAT traf afgørelse ved skrivelse af 6. december 2011. SKAT besluttede, at der skulle ydes omkostningsdækning med 100 %, hvilket såvidt ses er en obligatorisk følge af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, 2. pkt., da skatteyder havde fået fuldt medhold. SKAT besluttede samtidig i medfør af samme lovs § 57, stk. 3, at undersøge størrelsen af udgifterne. I overensstemmelse med § 57 blev beløbet 2 x 134.750 kr. herefter udbetalt men med forbehold om tilbagesøgning.

Ved skrivelse af 19. april 2012 besluttede SKAT at nedsætte omkostningsbeløbet fra 134.750 kr. til 93.500 kr. incl. moms. I afgørelsen er redegjort for de kriterier, der er anvendt. (Kriterierne fremgår ikke af lovens ordlyd men af forarbejderne.) Det drejer sig om følgende:

SKAT anså herefter det anvendte timetal som værende for højt også under hensyn til den anvendte timesats.

Ved skrivelse af 2. maj 2012 påklagede sagsøger afgørelsen for så vidt angår KL (men ikke OL) til Landsskatteretten. I klageskrivelsen henviste sagsøger navnlig til følgende:

Ved afgørelse af 10. april 2014 besluttede Skatteankestyrelsen at nedsætte det godtgørelsesberettigede honorar til 50.000 kr. (Når klage er indgivet til Landsskatteretten men afgørelse truffet af Skatteankestyrelsen, beror det på ændring af det administrative klagesystem).

Det fremgår, at Landsskatteretten i forbindelse med klagesagens behandling har tilbudt sagsøger at få belyst honorarkravet ved syn og skøn, da der i det konkrete tilfælde ikke findes noget brancheorgan, som sagen kunne forelægges for.

Af Skatteankestyrelsens afgørelse fremgår bl.a., at Skatteministeriet har udarbejdet en redegørelse om omkostningsdækning for 2010. Ifølge denne var den gennemsnitlige timesats for sagkyndig bistand på 2.949 kr. for advokater, 2.118 kr. for revisorer og 1.480 kr. for konsulenter i driftsøkonomi og personer, der kan sidestilles hermed.

Skatteankestyrelsens begrundelse var bl.a.

"...

I nærværende sag er der ikke mulighed for at forelægge spørgsmålet om honorarets rimelighed for et klagenævn. SKAT har derfor været berettiget til selv at foretage en konkret vurdering af rimeligheden heraf.

Henset til samtlige foreliggende oplysninger om jeres sagsbehandlers erfaring, sagens kompleksitet og karakteren af det udførte arbejde tiltræder Skatteankestyrelsen, at det udfakturerede honorar vedrørende bistanden i klagesagen overstiger et korrekt og rimeligt honorar for den ydede bistand. Der er herved ligeledes henset til, at sagen er ført sammen med en helt tilsvarende sag vedrørende klagerens bror, der tillige var repræsenteret af jer, og som er udfaktureret et tilsvarende beløb for den ydede bistand.

..."

Parternes synspunkter

Sagsøger har gjort gældende, at sagsøgte ikke har godtgjort, at sagsøgers honorarkrav er urimeligt.

Når SKAT har ført sagen og dermed tvunget KL til at klage videre til Landsskatteretten, beror det på, at SKAT forfulgte politiske formål.

Den skete nedsættelse af sagsøgers honorarkrav har sammenhæng med, at sagsøger offentligt har ytret kritik af SKATs sagsbehandling.

Sagsøgte har gjort gældende, at sagsøger ikke har godtgjort, at SKAT har foretaget et fejlagtigt skøn.

Sagsøger har heller ikke godtgjort, at SKAT har lagt vægt på irrelevante forhold d.v.s. udvist magtfordrejning.

Rettens begrundelse og afgørelse

KL fik fuldt medhold i skattesagen og har derfor krav på at få godtgjort sine udgifter til sagkyndig bistand ifølge skattestyrelseslovens § 52, stk. 1, 2. pkt. Det følger dog af skattestyrelseslovens § 57, stk. 3, sammenholdt med forarbejderne til denne bestemmelse, at alene rimelige udgifter til sagkyndig bistand kan kræves godtgjort, jf. herved Folketingstidende 2001-2002, LFF 2002-01-17 nr. 54, pkt. 4 og betænkning 1382/2000 om omkostningsdækningsordningen.

Ved vurderingen af hvad der er rimelige udgifter skal der bl.a. tages hensyn til kriterier svarende til de, der er refereret ovenfor ad SKATs afgørelse af 19. april 2012.

Det fremgår endvidere af forarbejderne, at SKAT til brug for sin vurdering kan forelægge spørgsmålet for den relevante brancheorganisations klagenævn eller foranstalte syn og skøn.

Det er rettens vurdering, at retten kan foretage en forholdsvis vidtgående efterprøvelse af SKATs skøn. Efter systematikken i § 52 og § 57 er udgangspunktet, at SKAT skal betale udgifterne, men SKAT kan efter et konkret skøn nedsætte det krævede beløb, jf. om prøvelsesretten i almindelighed Jan Pedersen m.fl.: Skatteretten, bd. 4, side 226.

Ved vurderingen af hvad der er rimelige udgifter forekommer det retten nærliggende at overveje, hvad der ville følge af de almindelige regler om indenretlig omkostningsfastsættelse d.v.s. de regler, der ville finde anvendelse ved retten, hvis der bortses fra de særlige regler i skatteforvaltningsloven.

Retten kan i den forbindelse tænkes at træffe afgørelse i to forskellige relationer. For det første i forholdet mellem parterne, hvor omkostninger fastsættes til et passende rundt beløb under forholdsvis håndfast anvendelse af landsretspræsidenternes vejledende salærtakster. Takstmæssigt proceduresalær for en sag med en sagsgenstand på ca. 9.000 kr. ville efter salærtaksterne ligge i intervallet 10.000 til 18.000 kr. + moms Der er imidlertid intet til hinder for, at den advokat, hvis klient har fået medhold, afkræver sin klient et yderligere beløb. Omkostningsbeløbet udgør således ikke - og tilsigter ikke at udgøre - fuldt vederlag og disse regler er derfor ikke sammenlignelige.

Retten kan for det andet tænkes at træffe afgørelse om salærfastsættelse for en beskikket advokat. Advokaten har i denne situation forbud mod at afkræve sin klient yderligere salær, jf. retsplejelovens § 334, stk. 5, 1. pkt. og det fastsatte salær udgør derfor det fulde vederlag. Salær vil i denne relation efter praksis blive fastsat efter en noget friere fortolkning af salærtaksterne. Oftest vil det tidsforbrug, der med rimelighed er anvendt, blive honoreret med en timetakst, der fra 1. oktober 2014 udgør 1.700 kr. + moms, jf. landsretspræsidenternes takster af 22. september 2014 om vejledende takster for forsvarere m.v. Salæret fastsættes under hensyntagen til det tidsforbrug, der med rimelighed kan forventes brugt under hensyntagen til bl.a. sagens kompleksitet, udfald og størrelsen af de involverede værdier. Det forhold, at det er statskassen og ikke klienten selv, der skal betale salæret, kan naturligvis tilskynde til et noget højere tidsforbrug, og det er således ikke det fulde tidsforbrug, der nødvendigvis honoreres. Disse regler synes i et vist omfang men næppe fuldt ud at kunne sammenlignes med reglerne for SKATs skønsmæssige omkostningsfastsættelse.

Efter en samlet vurdering er det rettens konklusion, at 40.000 kr. + moms eller 50.000 kr. udgør fuld dækning af de rimelige udgifter.

Retten har herved navnlig lagt vægt på, at sagen - i hvert fald for en specialist i skatteret - ikke synes at frembyde nogen voldsom kompleksitet. Skatteankenævnets afgørelse af 9. august 2010 er ikke fremlagt, men ifølge klageskrivelsen har afgørelsen været begrundet med, at der var udvist grov uagtsomhed, og klagen har således navnlig vedrørt dette forhold. Retten har på den anden side lagt vægt på, at KL har fået medhold og KL har således været nødsaget til at føre klagesagen.

Da retten ikke finder grundlag for at forhøje omkostningsbeløbet, er der ikke grundlag for at tilsidesætte Skatteankestyrelsens afgørelse som ugyldig og sagsøgtes frifindelsespåstand tages derfor til følge.

Efter sagens udfald skal sagsøger betale sagsomkostninger til sagsøgte. Beløbet fastsættes som et skønsmæssigt fastsat beløb til dækning af sagsøgtes udgift til advokat. Beløbet fastsættes til 12.500 kr. Retten har herved navnlig lagt vægt på at, sagen har nødvendiggjort en vis sagsforberedelse navnlig med hensyn til det retlige grundlag, men at hovedforhandling er gennemført på under en time.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes for den af sagsøger, H1 ApS, nedlagte påstand.

I sagsomkostninger skal sagsøger, H1 ApS, inden 14 dage betale 12.500 kr. til sagsøgte, Skatteministeriet.