Dokumentets metadata

Dokumentets dato:15-04-2015
Offentliggjort:11-06-2015
SKM-nr:SKM2015.396.VLR
Journalnr.:8. afdeling, B-3189-13
Referencer.:Ligningsloven
Skatteforvaltningsloven
Dokumenttype:Dom


Maskeret udlodning - private udgifter - ansættelsesfrist

Appellanten var i de omtvistede indkomstår 2005, 2006 og 2008 eneanpartshaver i et selskab, som drev tømrer- og snedkervirksomhed.For indkomståret 2005 bestred han ikke, at han materielt skulle udlodningsbeskattes med kr. 146.278,- som følge af, at selskabet ved ombygning af samleverens bopæl ikke havde faktureret hende for leverancer af vinduer og døre. Derimod gjorde han formelle indsigelser gældende, herunder at ansættelsen var foretaget for sent efter skatteforvaltningslovens fristregler.Ministeriet gjorde i den forbindelse i første række gældende, at ansættelsen var sket rettidig, da den var omfattet af den forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5.Byretten fandt ikke, at betingelserne for at anvende skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, var opfyldt, men fandt, at genoptagelse kunne ske i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.Landsretten tiltrådte derimod, at der var tale om en kontrolleret transaktion således, at skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, fandt anvendelse.For indkomstårene 2006 og 2008 fastslog landsretten, at appellanten med rette var blevet udlodningsbeskattet af manglende fakturering af svendearbejde på samleverens bopæl og manglende fakturering af arkitekt- og arbejdsudgifter vedrørende hans ægtefælles sommerhus.Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom.


Parter

A
(advokat Christian Falk Hansen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Tim Holmager)

Afsagt af landsdommerne

Lis Frost, Jens Hartig Danielsen og Lisbeth Kjærgaard (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byretten har den 6. december 2013 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. BS 10- 594/2012).

Påstande

For landsretten har appellanten, A, gentaget sine påstande for byretten.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Supplerende sagsfremstilling

På ordrebekræftelse af 2. november 2005 fra G6 til A er anført, at køkkenet, der blev leveret til ...1, var inklusive snedkermontering.

Forklaringer

A har afgivet supplerende forklaring for landsretten.

A har supplerende forklaret, at H1 A/S (tidligere H1x ApS) samtidig med ombygningen på ...1 ombyggede selskabets ejendom på ...3. G3 A/S leverede vinduer både til ombygningen på ...3 og på ...1. Det er muligt, at hans bogholder har troet, at vinduerne, der blev afleveret på ...3, men som skulle have været afleveret på ...1, vedrørte ombygningen på ...3, og derfor ved en fejl har bogført vinduerne til ...3. Han accepterede, at vinduerne til ...1 blev afleveret på ...3, fordi de var bagefter med ombygningen på ...1. Hans ægtefælle BA var ikke involveret i ombygningen på ...1, og hun har ikke set de fakturaer, som sagen drejer sig om.

Da SKAT var på besøg i virksomheden, blev han af SKAT foreholdt fakturaerne vedrørende dørene og vinduerne til ...1, og SKAT spurgte ham, om vinduerne var brugt på ...3. Han erkendte da, at det var en fejl, at vinduerne og dørene ikke var faktureret til ...1. Han tilbød at sikre, at pengene blev indbetalt til selskabet, men SKAT mente ikke, at det skulle ske på daværende tidspunkt. BA har ikke efterfølgende betalt selskabet for vinduerne og dørene.

I forbindelse med opførelsen af sommerhuset på ...2 blev der lavet et budget på 1,9 millioner kr. til brug for byggefinansieringen. Der blev ikke lavet en entreprisekontrakt mellem selskabet og BA. Materialetillægget på 5 % i forbindelse med opførelsen af sommerhuset skal ses i lyset af, at virksomheden fik 3 % i bonus ved køb af materialer fra sine leverandører. Det har kostet BA ekstraordinært mange renter, at byggeperioden blev så lang, som den blev.

Udover sommerhuset ...2 er der blevet opført et sommerhus til G4 på ...4. Der er ikke blevet bygget andre sommerhuse.

Procedure

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

A var i 2005 direktør og eneanpartshaver i holdingselskabet H1 Holding ApS, der ejede samtlige anparter i H1 A/S (tidligere H1x ApS), og han var tillige direktør i sidstnævnte selskab. A udøvede dermed en bestemmende indflydelse over H1 A/S, jf. skattekontrollovens § 3 B, stk. 1, nr. 2. Det var derfor en kontrolleret transaktion, at H1 A/S leverede et parti døre og et parti vinduer til As samlever/ægtefælle BA i forbindelse med ombygningen af samleverens bopæl uden at fakturere leverancen. Da transaktionen således var en kontrolleret transaktion omfattet af skattekontrollovens § 3 B, finder skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, anvendelse, og den ændrede skatteansættelse for A for året 2005 var dermed rettidig.

Landsretten tiltræder, at A for skatteåret 2006 ikke har bevist, at det af ham kontrollerede selskab har faktureret i alt 13 arbejdstimer til BA. SKAT har derfor med rette i henhold til ligningslovens § 16 A, stk. 1, anset de 13 arbejdstimer svarende til 5.525 kr. som udlodning til A.

A oplyste ved SKAT's kontrolbesøg, at selskabet fakturerede med 340 kr. til boligforeninger og med 370 kr. til andre kunder inklusive moms, og har ikke godtgjort, ej heller ved den foretagne skønsforretning, at den timepris eller det materialetillæg, som er anvendt af SKAT, var højere end markedsprisen. For skatteåret 2008 tiltræder landsretten derfor af de af byretten i øvrigt anførte grunde, at de af H1 A/S afholdte udgifter til arkitekthonorar, arbejdstimer og materialetillæg i henhold til ligningslovens § 16 A, stk. 1, er at anse som udlodning til A.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande skal A betale sagsomkostninger for landsretten med i alt 30.000 kr. til udgifter til advokatbistand.

Beløbet til dækning af udgifter til advokatbistand er inklusive moms, da Skatteministeriet ikke er momsregistreret. Landsretten har ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på sagens økonomiske værdi samt dens omfang og udfald.

T h i k e n d e s f o r r e t

Byrettens dom stadfæstes.

A skal betale sagens omkostninger for landsretten med 30.000 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.