Dokumentets dato: | 05-11-2004 |
Offentliggjort: | 30-11-2004 |
SKM-nr: | SKM2004.470.HR |
Journalnr.: | 173/2003 |
Referencer.: | Skattestyrelsesloven |
Dokumenttype: | Dom |
Såvel agterskrivelsen som afgørelsen om forhøjelse af skatteansættelsen var sendt til den forkerte adresse, og det var ikke godtgjort, at den skattepligtige eller hans revisor havde modtaget agterskrivelsen trods fejladresseringen. Alligevel blev lovens frister for varsel og gennemførelse af skatteforhøjelser anset for opfyldt, og efter en konkret væsentlighedsvurdering var afgørelsen gyldig trods sagsbehandlingsfejlen. (Tidligere SKM2003.193.ØLR, kommenteret i JUS 18/2003)
Parter
A
(advokat Flemming Heegaard)mod
Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Lars Apostoli)
Afsagt af højesteretsdommerne
Marie-Louise Andreasen, Peter Blok, Per Walsøe, Niels Grubbe og Marianne Højgaard Pedersen.
I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 4. afdeling den 2. april 2003.
Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.
Påstande
Appellanten, A, har nedlagt påstand om, at indstævnte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at Skatteforvaltnings afgørelse af 23. juni 1998 er ugyldig.
Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.
Anbringender
Skatteministeriet har for Højesteret anerkendt, at det beror på en myndighedsfejl, at agterskrivelsen af 27. april 1998 og afgørelsesskrivelsen af 23. juni 1998 blev sendt til A og dennes revisor på adresser, hvor de pågældende ikke længere boede eller havde kontor.
Højesterets begrundelse og resultat
Højesteret lægger til grund, at skattemyndigheden sendte agterskrivelsen af 27. april 1998 til A med kopi til hans revisor i overensstemmelse med dateringen, men til deres tidligere adresser. Det er ubestridt, at myndighederne er skyld i fejladresseringerne, og Skatteministeriet har ikke godtgjort, at A eller hans revisor trods fejladresseringerne har modtaget agterskrivelsen.
Da agterskrivelsen blev afsendt inden 1. maj 1998, er bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, 1. pkt., opfyldt, selv om skrivelsen blev sendt til skatteyderens tidligere adresse. Som følge af fejladresseringen modtog A ikke skriftlig underretning om, at skattemyndigheden agtede at ændre skatteansættelsen, jf. skattestyrelseslovens § 3, stk. 4, 1. og 2. pkt., men Højesteret tiltræder af de grunde, der er anført af landsretten, at denne fejl ikke kan antages at have haft betydning for sagens udfald og derfor ikke medfører, at skatteansættelsen er ugyldig.
Den varslede forhøjelse af skatteansættelsen blev foretaget rettidigt, jf. skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, 2. pkt, Da der under de foreliggende omstændigheder ikke var pligt til at underrette A om den foretagne skatteansættelse, jf. skattestyrelseslovens § 3, stk. 4, 4, pkt., er det uden betydning for dens gyldighed, at underretning blev sendt til As tidligere adresse. Det bemærkes herved, at A trods fejladresseringen modtog underretning om skatteansættelsen, og at han havde modtaget den, da skattemyndigheden blev bekendt med fejladresseringen.
Med denne begrundelse stadfæster Højesteret dommen.
T h i k e n d e s f o r r e t
Landsrettens dom stadfæstes.
A skal i sagsomkostninger for Højesteret betale 25.000 kr. til Skatteministeriet.
De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.