Dokumentets metadata

Dokumentets dato:21-09-2015
Offentliggjort:21-12-2015
SKM-nr:SKM2015.792.LSR
Journalnr.:14-4275693
Referencer.:Registreringsloven
Dokumenttype:Afgørelse


Anmodning om, at ansøgning om historiske nummerplader til brandbil imødekommes.

Da SKAT ikke havde udøvet et pligtmæssigt skøn i forbindelse med nægtelse af at udstede historiske nummerplader, hjemviste LSR sagen til SKAT til udførelse af skønnet.


SKAT har ikke imødekommet klagerens anmodning om historiske nummerplader.

Landsskatteretten hjemviser sagen til fornyet behandling hos SKAT.

Faktiske oplysninger
Klageren har den 24. januar 2014 bestilt historiske nummerplader til et motorkøretøj af mærket Bedford WLG med stelnummeret [...].

SKATs afgørelse
SKAT har ikke imødekommet klagerens anmodning om historiske nummerplader.

SKAT har som begrundelse for afvisningen anført:

"SKAT har afvist din bestilling af historiske nummerplader.

Den 24. januar 2014 har du bestilt historiske nummerplader til dit køretøj.

SKAT har afvist din bestilling af historiske nummerplader til dit køretøj, som er en lastbil fra 1939.

Dette skyldes, at SKAT kun tildeler/udsteder historiske nummerplader til personbiler samt motorcykler. SKAT administrerer reglerne i henhold til § 74 i bekendtgørelse nr. 20 af 15. januar 2013.

SKAT kan derfor ikke tildele/godkende historiske nummerplader til dit køretøj, idet det er en lastbil."

Klagerens opfattelse
Klageren har nedlagt påstand om, at SKAT pålægges at imødekomme ansøgningen om historiske nummerplader.

Klageren har til støtte for påstanden anført:

"...
Jeg har efter 22 år fået renoveret min Bedford brandbil fra 1939. [...]. Jeg købte og betalte historiske nummerplader på nettet hos Skat den 14. jan 2014, men et par dage efter kom der et brev at det ville man ikke udlevere da man havde besluttet at man ikke ville udlevere historiske nummerplader til lastbiler. Man henviste til § 74 i bekendtgørelse nr. 20 af 15. januar 2013. Men der står ikke noget specielt vedr. lastbiler. Jeg har så ringet og spurgt hvorfor, men fik kun en dårlig undskyldning om at man ikke havde tid til at udlevere til lastbiler, da der var mange forskellige. Derfor kun til personbiler og motorcykler. Det forstår jeg ikke, da nummerpladen er den samme som man udleverer til personbiler. Det er først efter 1958 der sker ændringer. Man burde i det mindste kunne udlevere indtil da. Jeg tvivler også på, at der er så mange lastbiler af denne alder, at det skulle kunne overbebyrde systemet. Så jeg ber kun om lidt sund fornuft. Man kan da ikke udstille en 75 år gammel bil til lufthavnens 50 års fødselsdag med hvide nr. plader.
..."

SKATs bemærkninger til sagen
SKAT har indstillet, at afgørelsen stadfæstes.

SKAT har som begrundelse for indstillingen bl.a. henvist til ministersvar af 29. april vedrørende spørgsmål nr. 409 af 3. april 2014, hvoraf det fremgår:

"SKAT har ved en administrativ beslutning fastlagt, at SKAT kun udleverer historiske nummerplader til personbiler og motorcykler. Årsagen til denne begrænsning findes i et hensyn til administrative og omkostningsmæssige konsekvenser.

Særligt for de nummerplader, der blev brugt i perioden mellem 1958-1976, skete der en væsentlig udvidelse af antallet af forskellige typer af nummerplader. En udvidelse af ordningen vil have administrative konsekvenser og vil desuden kræve systemmæssige ændringer for at sikre, at de korrekte nummerserier bliver brugt.

... Hjemmelsgrundlaget og skøn under regel
Det fremgår af § 74, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 20 af 15. januar 2013 (registreringsbekendtgørelsen), at

"SKAT kan tillade brug af en historisk nummerplade på køretøjer, der er registreret første gang før den 1. april 1976"

Det er som udgangspunkt SKAT's opfattelse, at der er hjemmel i registreringsbekendtgørelsen til udelukkende at tillade brug af historiske nummerplader til personbiler og motorcykler, således som det er anført i Den Juridiske Vejledning, 2015-1, afsnit E.A.8.5.11 .

Denne opfattelse er støttet på ordlyden af registreringsbekendtgørelsens § 74, stk. 1, hvorefter SKAT kan tillade brug af en historisk nummerplade på køretøjer, der er registreret første gang før den 1. april 1976.

SKAT er af den opfattelse, at registreringsbekendtgørelsens § 74, stk. 1 bemyndiger SKAT til, at træffe afgørelse om, hvilke køretøjer, som skal have tilladelse til at anvende historisk korrekte nummerplader. SKAT læser ikke bestemmelsens om et pålæg om, at der skal gives tilladelse til anvendelse af historiske nummerplader til alle køretøjer, som er indregistreret første gang før den 1. april 1976, idet SKAT netop "kan" tillade brug af historisk nummerplade.

For så vidt angår skøn under regel skal SKAT henvise til Garde m.fl. Forvaltningsret - almindelige emner 2009, side 271, hvor det blandt andet anføres:

"Især det hensyn til konsekvens i forvaltningens afgørelser, som kan udledes af lighedsgrundsætningen og hensynet til forudseelighed taler for anvendelse af interne regler som indeholder retningslinjer for sagernes behandling og afgørelse. Behovet er særligt udtalt, hvor den pågældende forvaltningsmyndighed træffer afgørelse i et stort antal enkeltsager, som det især er tilfældet på det lokale og regionale niveau. Administrative hensyn taler naturligvis også for at sagsbehandlingen forenkles mest muligt gennem anvendelse af interne regler"

Det fremgår af side 272, at

"Der gælder dog en formodning imod, at skønnet helt kan afskæres, og formentlig også imod egentlige begrænsninger af skønnet, f.eks. gennem opstilling af ufravigelige (positive eller negative) betingelser, således at der kun bliver tale om et skøn med hensyn til forvaltningsaktens udstedelse, når disse betingelser er opfyldt. I forlængelse heraf gælder, at en forvaltningsmyndighed normalt ikke uden særlig hjemmel kan undlade at foretage en konkret vurdering og i stedet træffe afgørelse ved lodtrækning eller anden form for tilfældighed, det vil sige uden inddragelse af afvejningen af relevante saglige kriterier. Der er dog en vis usikkerhed om grundsætningens nærmere rækkevidde. Hvor de ovennævnte betragtninger (masseforvaltning, behovet for forudseelighed mv.) i særlig grad gør sig gældende, vil større eller mindre begrænsninger af skønnet efter omstændighederne kunne accepteres".

Det fremgår heraf, at der er mulighed for at opstille en såkaldt afskæringsregel, hvorefter der ikke skønnes, eller alene skønnes, når nogle nærmere betingelser er opfyldt.

Bent Christensen, Forvaltningsret - opgaver organisation, hjemmel 1997, anfører side 173 -175 om afskæringsregler:

"Lovligheden af bevidst opstillede regler, der afskærer afvejning fuldstændig har formodningen imod sig. Men især masseforvaltning eller behovet for forudseelighed kan på forvaltningsområder, der ikke præges af høje krav til individualisering, gøre sådanne regler acceptable. Under lignende omstændigheder vil interne regler, der begrænser afvejningen være lovlige".

Tilsvarende fremgår det af Gammeltoft-Hansen mfl. Forvaltningsret 2002, side 363, at

"Selv meget faste og stort set ufravigelige interne retningslinjer kan forventes anerkendt hvis der er en meget klar administrativ fordel herved, i hvert fald hvis reglen er opstillet på et sagsområde, hvor der er et meget stort antal ensartede sager"

Det kan på baggrund af ovenstående konkluderes, at forbuddet mod skøn under regel ikke er en absolut og ufravigelig grundsætning, og særligt på områder, hvor der træffes et stort antal ensartede afgørelser, der ikke præges af høje krav til individualisering, er der et betydeligt rum for at der kan fastsætte afskæringsregler indenfor det område som lovgiver har overladt til forvaltningen at udfylde, idet sådanne regler også tilgodeser det forvaltningsretlige lighedsprincip.

SKAT har nedenfor beskrevet såvel omfanget af sager på området som de administrative og omkostningsmæssige forhold. Det er SKATs opfattelse af disse forhold betyder, at SKATs interne retningslinjer om at afslå at udlevere historiske nummerplader til lastbiler, må anerkendes som værende omfattet af hjemlen i registreringsbekendtgørelsens § 74, under henvisning til at der er en meget klar administrativ fordel herved på et område med mange ensartede sager.

Administrative og omkostningsmæssige forhold
SKAT har af driftsøkonomiske- og administrative hensyn valgt ikke at tillade brug af historiske nummerplader på andre køretøjstyper end personbiler og motorcykler. SKAT vurderer, at en udvidelse af den nuværende ordning til at omfatte lastbiler ikke kan begrænses til kun at omfatte denne type køretøjer, da SKAT ligeledes har modtaget anmodninger om historiske nummerplader til varebiler, campingvogne og traktorer. En udvidelse af ordningen til at omfatte andre køretøjer vil medføre både engangs- og løbende omkostninger i en væsentlig størrelsesorden, set i relation til en, forventet, forholdsvis lille efterspørgsel.

SKAT har ikke oplysninger om den forventede efterspørgsel, såfremt ordningen skulle udvides, men det kan oplyses at SKAT udleverer ca. 1.000 sæt historiske nummerplader pr. år. SKAT skønner, at en udvidelse af ordningen måske kunne medføre en øget efterspørgsel på 100 sæt nummerplader pr. år.

Hvis SKAT skulle udlevere historisk korrekte nummerplader også til last- og varebiler, samt andre køretøjstyper ville det bl.a. betyde at

SKAT skønner, at omkostningerne til produktion af nye plader, tilretning af Køretøjsregisteret og fremtidig administration af flere ansøgninger om tilladelse til at anvende historiske nummerplader, kan beløbe sig til op imod 1 million kroner i engangsomkostninger. Derudover vil en ændring skønsmæssigt med nogen usikkerhed medføre løbende omkostninger for SKAT på omkring 100-300.000.
..."

Indlæg på retsmøde
SKATs repræsentant har på retsmødet bekræftet klagerens oplysning om, at der i det konkrete tilfælde er tale om samme type nummerplade, som var gældende for privatbiler.

Landsskatterettens afgørelse
Det fremgår af lovbekendtgørelse nr. 16 af 9. januar 2013 (registreringsloven) § 7, stk. 4, at skatteministeren kan fastsætte regler, hvorefter ejeren af et køretøj kan anvende historisk korrekte nummerplader. SKAT kan tillade brug af en historisk nummerplade på køretøjer, der er registreret første gang før den 1. april 1976, jf. den dagældende registreringsbekendtgørelse nr. 20 af 15. januar 2013 § 74, stk. 1.

Landsskatteretten finder, at SKAT generelt er berettiget til at opstille interne regler om, at bestemte typer af køretøjer, som udgangspunkt ikke kan få historiske nummerplader, hvis udstedelse heraf vil medføre væsentlige ulemper eller økonomiske eller administrative byrder for SKAT, men finder, at der af hensyn til udformningen af loven og bekendtgørelsen, hvor der overlades SKAT beføjelse til at skønne over, om historiske nummerplader skal udstedes, skal foretages et individuelt skøn i hvert enkelt tilfælde. Da dette skøn ikke er udøvet i dette tilfælde, hvor udstedelsen er nægtet alene, fordi der er tale om en lastbil, hjemvises sagen til SKAT til udøvelse af skønnet.