Dokumentets metadata

Dokumentets dato:14-12-2004
Offentliggjort:13-01-2005
SKM-nr:SKM2005.17.LR
Journalnr.:001009/04-000766
Referencer.:Etableringskontoloven
Kildeskatteloven
Virksomhedsskatteloven
Dokumenttype:Bindende forhåndsbesked


Etableringskonto - betingelser for forlods afskrivning og indskud

Ligningsrådet besvarede en række spørgsmål vedrørende betingelserne for at kunne anvende etableringskontomidler til forlods afskrivning samt for at kunne foretage indskud m.v.


Skatteyderen A spurgte Ligningsrådet om følgende:

Spørgsmål:

  1. Kan skatteyder efter etablering anvende etableringskontomidler til forlods afskrivning på aktiver, der er erhvervet i tidligere indkomstår?
  2. Kan skatteyder efter etablering anvende etableringskontomidler til forlods afskrivning på aktiver, der er erhvervet i tidligere indkomstår, når der i tidligere indkomstår er forlods afskrevet på disse aktiver?
  3. Kan skatteyder anvende indskud uden binding til forlods afskrivning på aktiver erhvervet i tidligere indkomstår?
  4. Kan skatteyder anvende indskud uden binding til forlods afskrivning på aktiver erhvervet i tidligere indkomstår, når der i tidligere indkomstår er forlods afskrevet på disse aktiver?
  5. Kan skatteyder anvende etableringskontomidler, der ikke er bundet på etableringskonto, til forlods afskrivning på aktiver, der er erhvervet i det indkomstår, hvor der er foretaget fradrag for indskuddene på etableringskonto uden binding?
  6. Hvis der svares benægtende på spørgsmål 5, ønskes det oplyst, om etableringskontomidler, der er fradraget ved indkomstopgørelsen, men som ikke er bundet på en konto, alene kan anvendes til forlods afskrivning på aktiver, der er erhvervet efter indkomstårets udløb, men inden indskudsårets udløb.
  7. Kan skatteyder efter etablering indskyde på konto i etableringsåret og de efterfølgende 4 indkomstår med henblik på frigivelse til opførelser af ny driftsbygning i 2008?
  8. Kan skatteyder anvende etableringskontomidler til forlods afskrivning på aktiver, der er erhvervet ved succession?
  9. Anses indskud på etableringskonto for et privat aktiv, således at indskud anses for en hævning i virksomhedsordningen, når midlerne til indskud hæves fra virksomhedens kassekredit?

Svar:

Ad 1) Ja, se sagsfremstilling og begrundelse.

Ad 2) Ja, se sagsfremstilling og begrundelse.

Ad 3) Ja, se sagsfremstilling og begrundelse.

Ad 4) Ja, se sagsfremstilling og begrundelse.

Ad 5) Ja, se sagsfremstilling og begrundelse.

Ad 6) Bortfalder.

Ad 7) Se sagsfremstilling og begrundelse.

Ad 8) Ja, se sagsfremstilling og begrundelse.

Ad 9) Ja, se sagsfremstilling og begrundelse.

Beskrivelse af de faktiske forhold

A erhvervede ved endeligt skøde af 7. juli 2003 med overtagelse den 30. april 2003 en landbrugsejendom på ca. 100 ha. På ejendommen er der følgende driftsbygninger: foderlade, stald, gylletank, maskinhus og en bygning i øvrigt. Alle bygningerne anvendes til afskrivningsberetttigede formål. Ved overdragelsen succederede A i genvundne afskrivninger vedrørende stalden, maskinhuset og bygningen i øvrigt.

I forbindelse med etableringen af sin landbrugsvirksomhed fik A frigivet etableringskontomidler på i alt 413.234 kr. Midlerne blev anvendt til forlods afskrivning på foderladen. Den samlede anskaffelsessum for foderladen er opgjort til 702.400 kr., hvorved afskrivningsgrundlaget kan opgøres til 289.166 kr.

I etableringsåret har A investeret 315.232 kr. i en plastsilo. Af den samlede udgift er 76.750 kr. straksfradraget og 238.482 kr. er optaget til ordinær afskrivning.

For indkomståret 2003 har A fradraget 100.000 kr. som indskud på etableringskonto. Midlerne er bundet på kontoen indtil indskudsårets udløb.

Som begrundelse for anmodningen om bindende forhåndsbesked har A’s repræsentant henvist til, at etableringskontoloven fra og med indkomståret 2002 blev ændret, jf. ændringslov nr. 390 af 6. juni 2002 (L 135, Folketinget 2001-02, 2. samling). Herefter kan der fra og med indkomståret 2002 foretages indskud på etableringskonto i det indkomstår, hvori der sker etablering og de fire efterfølgende indkomstår, jf. etableringskontolovens § 2.

Told- og Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Ad spørgsmål 1:

En skatteyder kan efter etablering af selvstændig erhvervsvirksomhed opnå fradrag for indskud på etableringskonto for det indkomstår, hvor etableringen finder sted, og de 4 nærmest efterfølgende indkomstår, jf. etableringskontolovens § 1, stk 3.

Endvidere kan en skatteyder efter at have etableret sig anvende etableringskontomidler til forlods afskrivning på aktiver, der er erhvervet i etableringsåret eller indtil 3 år forud for etableringsåret, eller som er erhvervet i de 9 nærmest følgende år efter etableringsåret, jf. etableringskontolovens § 7, stk. 1, jf. § 5, stk. 6, og § 10, stk. 1.

Etableringskontoloven kan efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse ikke anses for at stille krav om, at de aktiver, hvorpå der foretages forlods afskrivning med midler indskud efter etableringen, også skal være erhvervet efter etableringen.

Det indstilles på denne baggrund, at Ligningsrådet svarer ”ja” til spørgsmål 1.

Ad spørgsmål 2:

Det forhold, at der før etableringen er foretaget forlods afskrivninger på et aktiv, er efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse ikke til hinder for, at der efter etableringen foretages yderligere forlods afskrivninger på det pågældende aktiv.

Det indstilles således, at Ligningsrådet svarer ”ja” til spørgsmål 2.

Ad spørgsmål 3:

Ifølge etableringskontolovens § 4, stk. 2, kan indskud på en etableringskonto helt eller delvis undlades, hvis den skattepligtige allerede inden indskudsårets udløb opfylder betingelserne for at hæve indskuddet på en etableringskonto, jf. henvisningen til betingelserne i lovens § 5. Indskudsåret løber fra 16. maj i indkomståret til 15. maj året efter.

Efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse kan det ikke lægges til grund, at etableringskontoloven stiller krav om, at de etableringskontomidler, der anvendes til forlods afskrivning på aktiver erhvervet i tidligere indkomstår, skal have været indskudt på en etableringskonto, dersom de nævnte krav er opfyldt.

Det indstilles således, at Ligningsrådet svarer ”ja” til spørgsmål 3.

Ad spørgsmål 4:

Som anført i svaret på spørgsmål 2 finder Told- og Skattestyrelsen ikke, at det forhold, at der før etableringen er foretaget forlods afskrivninger på et aktiv, er til hinder for, at der efter etableringen foretages yderligere forlods afskrivninger på det pågældende aktiv. Dette gælder efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse også, hvis skatteyderen anvender de regler, hvorefter indskud på en konto helt eller delvis kan undlades.

Det indstilles således, at Ligningsrådet svarer ”ja” til spørgsmål 4.

Ad spørgsmål 5:

Som nævnt under besvarelsen af spørgsmål 3 kan indskud på en konto dog helt eller delvis undlades, når den skattepligtige inden udløbet af indskudsåret opfylder betingelserne i etableringskontolovens § 5 for at hæve indskud af samme størrelse.

Efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse er der ikke bestemmelser i etableringskontoloven, der er til hinder for, at en skatteyder anvender etableringskontomidler, der ikke er bundet på en etableringskonto, til forlods afskrivning på aktiver, der er erhvervet i det indkomstår, hvor der foretages fradrag for indskuddene uden binding.

Det indstilles derfor, at Ligningsrådet svares ”ja” til spørgsmål 5.

Ad spørgsmål 6:

Som konsekvens af svaret på spørgsmål 5 bortfalder spørgsmålet 6.

Ad spørgsmål 7:

Som nævnt under besvarelsen af spørgsmål 1 kan en skatteyder efter etablering af selvstændig erhvervsvirksomhed opnå fradrag for indskud på etableringskonto i de 4 indkomstår nærmest efter etableringsåret, jf. etableringskontolovens § 1, stk 3.

Det følger af bestemmelsen i etableringskontolovens § 10, stk. 1, at den skattepligtige på grundlag af aktiver, der anskaffes i de 9 år, der følger nærmest efter etableringsåret, kan hæve fra etableringskontoen.

Da A vil overholde tidsfristerne i de ovenfor nævnte bestemmelser, hvis han efter etableringen indskyder på en konto i etableringsåret og de efterfølgende 4 indkomstår med henblik på frigivelse til opførelse af ny driftsbygning i 2008, finder Styrelsen, at A vil kunne disponere på denne måde. Det bemærkes dog, at fradrag for indskud på etableringskonto ikke kan opnås for efterfølgende indkomstår, hvori indskudte beløb ikke er hævet fuldt ud, jf. etableringskontolovens § 1, stk. 3, sidste punktum.

Ad spørgsmål 8:

Det er Told- og Skattestyrelsens opfattelse, at A’s anskaffelsestidspunkt i relation til etableringskontoloven for de aktiver, han erhverver ved succession, er det samme tidspunkt som det tidspunkt, hvor han i øvrigt erhverver ejendommen. Dette følger efter Styrelsens opfattelse af den bindende forhåndsbesked af 23. september 2003 refereret i SKM2003.512.LR . I afgørelsen henviser Ligningsrådet til en kendelse fra Landsskatteretten, hvori det udtales, at det fremgår af kildeskattelovens § 33 C, stk. 2, at der ved overdragelse med succession alene succederes i relation til avanceopgørelsen og skattemæssige afskrivninger.

Efter Styrelsens opfattelse må det herefter lægges til grund, at de aktiver, der er erhvervet ved succession, indgår i den anskaffelsessum, der skal opgøres efter etableringskontolovens § 5, stk. 2.

Det indstilles på denne baggrund, at Told- og Skattestyrelsen svarer ”ja” til spørgsmål 8.

Spørgsmål 9:

Hvis en skattepligtige, der driver en virksomhed under virksomhedsordningen, hæver midler fra virksomheden og indskyder midlerne på en etableringskonto, er der efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse tale om, at der overføres midler fra virksomheden til privatsfæren, jf. virksomhedsskattelovens § 5. Der lægges herved vægt på, at en etableringskonto er et aktiv uden relation til virksomhedens drift.

Det indstilles således, at Ligningsrådet svarer ”ja” til spørgsmål 9.

Ligningsrådet tiltrådte Told- og Skattestyrelsens indstilling.