Dokumentets metadata

Dokumentets dato:31-01-2005
Offentliggjort:31-01-2005
SKM-nr:SKM2005.51.TSS
Journalnr.:99/04-4744-00048
Referencer.:Pensionsbeskatningsloven
Dokumenttype:Meddelelse


Beskatning af pension fra United Nations Joint Staff Pension Fund (FN-pensioner)

Told- og Skattestyrelsen er blevet spurgt om de skattemæssige konsekvenser af, at et medlem, der er indtrådt i FN’s pensionsordning (UNJSPF) før 18. februar 1992, vælger at blive omfattet af reglerne i pensionsbeskatningslovens § 53 A, jf. lov nr. 1388 af 20/12 2004, § 5, nr. 2. Told- og Skattestyrelsen svarede, at den årligt tilskrevne rente på pensionsordningen skal medregnes i den skattepligtige indkomst. Det var oplyst, at medlemmerne hvert år under ansættelsen modtager opgørelse fra UNJSPF, hvoraf primo- og ultimoværdien fremgår tilligemed den årlige rentetilskrivning. Det var yderligere oplyst, at efter medlemmets pensionering, vil medlemmet ikke modtage nævnte opgørelse. Told- og Skattestyrelsen bemærkede til dette, at renten efter styrelsens opfattelse herefter må beregnes med udgangspunkt i ultimoværdien i året før pensioneringen/valget og en renteprocent svarende til gennemsnittet af de sidste tre års renteprocent før pensioneringen/valget, medmindre der er indikation for, at en anden rente skal anvendes. I mangel af konkrete oplysninger ansættes renten efter et skøn.


Told- og Skattestyrelsen er blevet bedt om at tage stilling til, hvorledes medarbejderne i WHO i Danmark vil blive beskattet, såfremt de vælger, at deres pensionsordning i United Nations Joint Staff Pension Fund (UNJSPF) skal være omfattet af beskatningsreglerne i pensionsbeskatningslovens afsnit II A.

Med lov nr. 1388 af 20. december 2004, § 5, nr. 2 er der skabt mulighed for, at personer, der har en ordning oprettet eller erhvervet før den 18. februar 1992, i stedet kan vælge, at pensionsbeskatningslovens § 53 A eller 53 B skal finde anvendelse på ordningen. Samtidig er det i lovens § 4, nr. 1 fastsat, at reglerne i skattekontrollovens § 11 C, stk. 1-6 også finder anvendelse for pensionsordninger i udenlandske pensionskasser og pensionsfonde og hos andre, der udbetaler pensioner. Disse regler omfatter herefter også pensionsordningen i UNJSPF. Reglerne i § 11 C, stk. 1-6 har virkning for disse pensionsordninger, hvis de er tegnet efter lovens ikrafttræden den 22/12 2004.

Valget kan iværksættes med bindende virkning allerede fra 1. januar 2004, såfremt Told- og Skattestyrelsen eller forsikringsselskabet m.v. modtager oplysning herom inden den 1. april 2005. Endeligt bindende valg skal under alle tilfælde foretages inden 1. januar 2006 eller i forbindelse med indtræden af fuld skattepligt her til landet.

Det fremgår af det tilsendte materiale, at UNJSPF-pensionernes størrelse fastsættes efter reglerne i Part V i Regulations of the United Nations Joint Staff Pension Fund. Pensionerne finansieres ifølge Part III af deltagernes bidrag, medlemsorganisationernes bidrag, afkast af fondens investeringer, ekstraordinære medlemsbidrag samt bidrag fra andre kilder.

Det fremgår videre, at der for hver deltager opgøres en årlig balance, der viser det forudgående års indestående, årets rente, der beregnes på baggrund af dette indestående, årets bidrag samt den ny balance ultimo året tilligemed den samlede tilskrevne rente.

I det forelagte tilfælde, som vedrører årene 1994, 1995 og 1996 for samme person, har renten i de pågældende år tilsyneladende andraget 3,34 %, 3,39 % og 3,44 %.

Det er oplyst, at deltagerne under deres ansættelse årligt modtager en sådan opgørelse, hvoraf rentetilskrivningen fremgår, men at dette ophører, når deltageren pensioneres.

På dette grundlag meddelte Told- og Skattestyrelsen følgende,

I mangel af tilstrækkelige oplysninger ansættes renten efter et skøn.