Dokumentets metadata

Sikkerhedsstillelse - virksomhedsordningen

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørger fra sin udlejningsvirksomhed under virksomhedsordningen kunne stille ejerpantebrev i udlejningsejendom til sikkerhed for lejer Malermester G A/S´ bankgæld, uden om hæverækkefølgen i virksomhedsskattelovens § 5, når pantsætningen skete i en ejendom, der udlejedes til Malermester G A/S og tillige var domicil for selskabet.Skatterådet bekræftede, at der ikke ville ske beskatning efter reglerne i virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6, hvis spørger kautionerede for kr. 1 mio. vedrørende stillede arbejdsgarantier i det af ham 100 pct. ejede selskab, Malermester G A/S.

Spørgsmål

1. Kan Skatterådet bekræfte, at spørger fra sin udlejningsvirksomhed under virksomhedsordningen kan stille ejerpantebrev i udlejningsejendom til sikkerhed for lejer Malermester G A/S´ bankgæld, uden om hæverækkefølgen i virksomhedsskattelovens § 5, når pantsætningen sker i en ejendom, der udlejes til Malermester G A/S og tillige er domicil for selskabet?

2. Kan Skatterådet bekræfte, at der ikke sker beskatning efter reglerne i virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6, hvis spørger kautionerer for kr. 1 mio. vedrørende stillede arbejdsgarantier i det af ham 100 pct. ejede selskab, Malermester G A/S?

Svar

Ad 1. Nej.

Ad 2. Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger driver i dag malervirksomhed i selskabet Malermester G A/S. Selskabet er stiftet ved en skattefri virksomhedsomdannelse pr. 1/1 2015. Tidligere har malervirksomheden været drevet som personligt ejet virksomhed.

I forbindelse med virksomhedsomdannelsen er erhvervsejendommen, hvor der er personalefaciliteter, værksted og lager m.v. forblevet en personligt ejet ejendom. Denne ejendom ejes 100 pct. af spørger og beskattes efter virksomhedsskatteordningen. Ejendommen lejes ud til selskabet Malermester G A/S.

I forbindelse med virksomhedsomdannelsen skal sikkerhedsstillelserne over for spørgers pengeinstitut ændres/genforhandles. Der ønskes følgende kreditramme:

Eller alternativ til ejerpantebrev - personlig kaution på kr. 1.000.000 for stillede bankgarantier.

Spørger har ingen bankgæld i virksomhedsskatteordningen. Privat har han en kassekredit på ca. 350.000, hvor der ifølge seneste årsrapport var en privat egenkapital på kr. 2.138.559.

Ovennævnte sikkerheder vil give selskabet særdeles favorable bankvilkår, herunder rentesatser.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Ad spørgsmål 1

Da der er forretningsmæssig sammenhæng mellem spørgers personlige virksomhed, udlejer G, og Malermester G A/S, vil det være oplagt, at spørger stiller ejerpantebrevet til sikkerhed for selskabet og herved opnår gunstige bankvilkår. Som modydelse med sikkerhedsstillelsen vil spørger modtage en kautionspræmie.

Spørgsmål 1 bør derfor besvares med "Ja.".

Ad spørgsmål 2

Ifølge spørgsmål 247 fra Torsten Schack Pedersen under behandling af lovforslaget, hvor han spørger "om personlig kautionsstillelse skal anses som sikkerhedsstillelse i relation til virksomhedsskattelovens §10, stk 6?", er svaret, at det som udgangspunkt ikke i sig selv er nok til, at aktiver i virksomhedsordningen, anses for at være stillet til sikkerhed for gæld, der ikke indgår i ordningen.

Den påtænkte stillede kaution på kr. 1.000.000 for arbejdsgarantierne medfører ikke en utilsigtet udnyttelse af virksomhedsordningen, men medfører alene bedre bankvilkår for selskabet.

Spørgsmål 2 bør derfor besvares med "Ja.".

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at spørger fra sin udlejningsvirksomhed under virksomhedsordningen kan stille ejerpantebrev i udlejningsejendom til sikkerhed for lejer, Malermester G A/S´, bankgæld, uden om hæverækkefølgen i virksomhedsskattelovens § 5, når pantsætningen sker i en ejendom, der udlejes til Malermester G A/S og tillige er domicil for selskabet.

Lovgrundlag

Virksomhedsskattelovens § 10

"(..)

Stk. 6. Stilles aktiver i virksomhedsordningen til sikkerhed for gæld, der ikke indgår i virksomhedsordningen, anses det laveste beløb af enten gældens kursværdi eller sikkerhedsstillelsens størrelse for overført til den skattepligtige, jf. dog stk. 7-9. Opgørelsen af beløbet sker på det tidspunkt, hvor der stilles sikkerhed.

Stk. 7. Stk. 6 finder ikke anvendelse, hvis sikkerhedsstillelsen er foretaget som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition.

Forarbejder

L200 2013/14 (betænkningen)

"Det foreslås at indsætte en undtagelse i virksomhedsskattelovens § 10, stk. 7. Bestemmelsen giver mulighed for, at den skattepligtige uden skattemæssige konsekvenser kan stille aktiver, der indgår i virksomhedsordningen, til sikkerhed for gæld, der ikke indgår i virksomhedsordningen, hvis det sker som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition. For at der kan være tale om en sædvanlig forretningsmæssig disposition, skal dispositionen (sikkerhedsstillelsen) tjene et forretningsmæssigt formål for den skattepligtiges virksomhed under virksomhedsordningen.

Ved vurderingen kan der bl.a. lægges vægt på, om det er den løbende samhandel mellem den skattepligtige virksomhed under virksomhedsordningen og låntager, som afstedkommer behovet for sikkerhedsstillelse.

Alt efter de konkrete omstændigheder kan det tjene et forretningsmæssigt formål for den skattepligtiges virksomhed under virksomhedsordningen, at den skattepligtige stiller aktiver i virksomhedsordningen til sikkerhed for tredjemands gæld.

Eksempelvis kan der være tale om, at en leverandør grundet manglende likviditet ikke kan udføre en ordre for den skattepligtiges virksomhed under virksomhedsordningen, medmindre den skattepligtige stiller sikkerhed over for leverandørens pengeinstitut, så leverandøren får adgang til den nødvendige kapital til at udføre ordren.

Det vil dog altid være en konkret vurdering, om en sikkerhedsstillelse vil kunne anses for at være en sædvanlig forretningsmæssig disposition, som tjener et forretningsmæssigt formål for den skattepligtiges virksomhed under virksomhedsordningen."

L200 2013/14 (Spørgsmål 34 til skatteministeren)

Spørgsmål:

Ministeriet anfører flere steder i høringsskemaet, at der vil blive stillet ændringsforslag til lovforslaget, hvorefter det vil være muligt at stille aktiver, der indgår i virksomhedsordningen til sikkerhed for gæld, der ikke indgår i virksomhedsordningen, hvis det sker som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition. Vil ministeren redegøre nærmere for, hvad der forstås ved sædvanlig forretningsmæssig disposition?

Svar:

Efter ændringsforslaget tillades det, at aktiver, der indgår i virksomhedsordningen, stilles til sikkerhed for gæld, der ikke indgår i ordningen, hvis det sker som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition.

Som det fremgår af bemærkningerne til ændringsforslaget, vil vurderingen af, om sikkerhedsstillelsen sker som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition, bero på en konkret vurdering. Uddybende kan det oplyses, at den konkrete vurdering sker ved en test bestående af to elementer, hvor sikkerhedsstillelsen skal leve op til begge elementer før den undtages hovedreglen.

For det første skal der være tale om, at sikkerhedsstillelsen er foretaget som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition. Dette indebærer, at det altid vil være et krav, at behovet for sikkerhedsstillelse udspringer af en anden forretningsmæssig disposition mellem den skattepligtiges virksomhed under virksomhedsordningen og tredjemand. Sikkerhedsstillelsen kan herved siges at være af sekundær betydning og må derfor ikke være det bærende element i transaktionen mellem parterne. Ved vurderingen kan der eksempelvis lægges vægt på, om det er den løbende samhandel mellem den skattepligtiges virksomhed under virksomhedsordningen og tredjemand, som afstedkommer behovet for sikkerheds-stillelse.

For det andet skal dispositionen i form af sikkerhedsstillelsen tjene et forretningsmæssigt formål for den skattepligtiges virksomhed under virksomhedsordningen. Dette indebærer, at sikkerhedsstillelsen f.eks. skal være foretaget på armslængdevilkår, og at modydelsen for sikkerhedsstillelsen skal afspejle den risiko, som den skattepligtiges virksomhed under virksomhedsordningen påtager sig ved at stille aktiver, der indgår i virksomhedsordningen, til sikkerhed for eksempelvis tredjemands gæld. Der behøver ikke være tale om en særskilt modydelse, idet modydelsen kan være integreret i parternes samlede udvekslinger.

Praksis

SKM2015.581.SR

Spørger ønskede bekræftet, at realkreditlån med sikkerhed i en udlejningsejendom i virksomhedsordningen, udgjorde en sædvanlig forretningsmæssig disposition og således ikke skulle afvikles inden 31. december 2017 for at spørger fortsat havde mulighed for opsparing af årets overskud i virksomhedsordningen.

Spørger drev under anvendelse af virksomhedsordningen liberalt erhverv og udlejningsvirksomhed med fast ejendom. Ejendommen tjente tidligere som privat beboelsesejendom for spørger men blev i 2011 indskudt i virksomhedsordningen. Gælden vedrørende ejendommen blev holdt uden for virksomhedsordningen.

Ejendommens værdi oversteg kursværdien af det tilknyttede realkreditlån.

Skatterådet udtalte, at det var en forudsætning for at anse sikkerhedsstillelsen undtaget fra virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6, jf. samme bestemmelses stk. 7, at behovet for sikkerhedsstillelse udsprang af en anden forretningsmæssig disposition. Det var herved således forudsat, at sikkerhedsstillelsen udsprang direkte af en anden egentlig forretningsmæssig transaktion end selve sikkerhedsstillelsen. Det måtte herved forudsættes, at samhandelspartneren var en tredjemand og ikke - som i tilfældet - spørgeren selv. Sikkerhedsstillelsen kunne derfor ikke anses undtaget efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 7.

SKM2015.474.SR

Spørger ønskede bekræftet, at en planlagt pantsætning af sin landbrugsejendom ikke medførte beskatning efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6.

Såvel spørger som dennes bror, PJ, drev virksomhed med svineproduktion og markdrift.

Spørgers virksomhed blev drevet under anvendelse af virksomhedsordningen.

Spørger ejede i lige sameje med sin bror PJ et interessentskab, hvis virksomhed bestod i, fra lejede lokaler ejet af spørger og PJ, at købe smågrise fra de to interessenter og opfede disse til slagtning. Interessentskabet var ligeledes aftager af hovedparten af interessenternes planteproduktion, der blev anvendt til foder til grisene.

Spørger og PJ drev deres respektive virksomheder økonomisk adskilt.

Der var dog et betydeligt samarbejde i den daglige produktion, bl.a. som følge af tilknytningen til og samhandelen med det fælles interessentskab.

Samarbejdet omfattede bl.a. pasning og bjærgning af markafgrøder, pasning af grise i spidsbelastningsperioder, vedligehold af bygninger samt strategi og forretningsudvikling. I dagligdagen var det spørger, der, ud over sin svineproduktion, også varetog markdriften for begge virksomheder, medens PJ primært varetog sin egen og interessentskabets svineproduktion.

Interessenternes respektive virksomheder rådede over særskilt driftsmateriel, der dog i praksis indgik i en fælles drift.

Al samhandel parterne imellem foregik efter det oplyste på armslængde-vilkår.

Spørger, PJ og interessentskabet var kunder i samme bank, der, som følge af økonomiske problemer, overgik til Finansiel Stabilitet. Der blev senere imellem Finansiel Stabilitet og et andet pengeinstitut indgået rammeaftale om overførsel af de pågældende engagementer.

Det blev over for parterne som betingelse for overførsel tilkendegivet, der skulle ske en samlet overførsel af alle engagementer. Spørgers lån var dermed afhængig af, at PJ accepterede en låneaftale.

Det blev overfor spørger endvidere stillet som betingelse, at denne indtrådte som meddebitor (50/50) i forhold til ét af PJs låneforhold stillede sikkerhed herfor, i alt kr. 4.692.000. Ingen særskilt betaling for sikkerhedsstillelsen var aftalt imellem spørger og PJ.

Spørger oplyste under sagen, at begge brødre var insolvente. Spørgers mulighed for fortsat at drive sin virksomhed var afhængig af finansiering også af PJs virksomhed. Undladelse af at stille sikkerhed ville betyde, at den samlede aftale vedrørende alle tre virksomheder faldt til jorden.

Skatterådet udtalte, at en sikkerhedsstillelse, for at kunne anses foretaget som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition, måtte opfylde en test med to elementer. For det første måtte sikkerhedsstillelsen udspringe af en anden forretningsmæssig disposition mellem den skattepligtige under virksomhedsordningen og tredjemand. For det andet måtte dispositionen i form af sikkerhedsstillelsen tjene et forretningsmæssigt formål.

Efter en konkret vurdering fandtes testens første led opfyldt. Der var herved henvist til, at spørgers mulighed for at afsætte produkter og tjenesteydelser til interessentskabet samt at erhverve produkter og tjenesteydelser fra PJ måtte anses for snævert forbundet med de påtænkte dispositioner, herunder behovet for at stille sikkerhed for et af PJs lån. Behovet for sikkerhedsstillelsen ansås således at udspringe af behovet for at gennemføre transaktioner vedrørende afsætning og erhvervelse af produkter og tjenesteydelser, jf. den tæt integrerede forretningsmæssige drift af virksomhederne, brødrenes insolvens og det uholdbare i, at Finansiel Stabilitet stod for finansieringen af virksomhederne. Testens andet led fandtes også opfyldt, idet det herved blev lagt til grund, at parternes samhandel foregik på armslængdevilkår.

Begrundelse

Spørger har tidligere drevet malervirksomhed under anvendelse af virksomhedsordningen. Malervirksomheden blev pr. 1.januar 2015 omdannet efter lov om skattefri virksomhedsomdannelse. Domicilejendommen blev holdt uden for omdannelsen og fremover udlejet til selskabet.

I forbindelse med selskabets etablering af driftskredit ønsker banken sikkerhed i nævnte ejendom, der fortsat henhører under spørgers virksomhedsskatteordning.

En sådan sikkerhedsstillelse af virksomhedsaktiver for gæld, der ikke indgår i virksomhedsordningen, omfattes af virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6.

Retsfølgen af sikkerhedsstillelsen er ifølge bestemmelsens ordlyd, at det laveste beløb af enten gældens kursværdi eller sikkerhedsstillelsens størrelse anses overført til den skattepligtige.

Skatterådet fandt ved SKM2015.745.SR , at der ved overførsel skal forstås en overførsel foretaget i overensstemmelse med virksomhedsskattelovens § 5, jf. rådets besvarelse af spørgsmål 8.

Efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 7, finder stk. 6 ikke anvendelse, hvis sikkerhedsstillelsen er foretaget som led i en "sædvanlig forretningsmæssig transaktion".

Dette indebærer bl.a. et krav om, at behovet for sikkerhedsstillelse udspringer af en anden forretningsmæssig disposition mellem den skattepligtige virksomhed under virksomhedsordningen og tredjemand, idet sikkerhedsstillelsen derved ikke må være det bærende element i transaktionen mellem parterne. Ved vurderingen kan der eksempelvis lægges vægt på, om det er den løbende samhandel mellem den skattepligtiges virksomhed under virksomhedsordningen og tredjemand som afstedkommer behovet for sikkerhedsstillelse. Jf. herved skatteministerens besvarelse af udvalgsspørgsmål 34 under behandlingen af L200 2013/14, som gengivet ovenfor.

Behovet for sikkerhedsstillelse tager efter SKATs opfattelse ikke udspring i en forretningsmæssig transaktion imellem udlejningsvirksomheden og aktieselskabet og sikkerhedsstillelsen kan ikke anses foretaget som led i udlejningsvirksomhedens almindelige aktivitet. Sikkerhedsstillelsen må derimod anses at udspringe af aktieselskabets behov for almindelig driftsfinansiering.

En sikkerhedsstillelse som beskrevet vil derfor ikke være undtaget efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 7.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Nej.".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at der ikke sker beskatning efter reglerne i virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6, hvis spørger kautionerer for kr. 1 mio. vedrørende stillede arbejdsgarantier i det af ham 100 pct. ejede selskab, Malermester G A/S.

Lovgrundlag

Se ovenfor under spørgsmål 1.

Forarbejder

Se ovenfor under spørgsmål 1.

Praksis

Spørgsmål 247 af 5. december 2014 til Skatteudvalget (SAU 2014/15)

"Spørgsmål:

Vil ministeren oplyse, om personlig kautionsstillelse skal anses som sikkerhedsstillelse i relation til virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6?

Svar:

Det fremgår af virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6, at "Stilles aktiver i virksomhedsordningen til sikkerhed for gæld, der ikke indgår i virksomhedsordningen, anses det laveste beløb af enten gældens kursværdi eller sikkerhedsstillelsens størrelse for overført til den skattepligtige, jf. dog stk. 7-9."

Det er udgangspunktet, at det forhold, at der er stillet en personlig kaution, i sig selv ikke er nok til, at aktiver, der indgår i virksomhedsordningen, anses for at være stillet til sikkerhed for gæld, der ikke indgår i ordningen.

Det er dog opfattelsen, at ud fra en konkret vurdering vil en kaution i særlige tilfælde kunne indebære, at virksomhedens aktiver er stillet til sikkerhed for gæld, der ikke indgår i virksomhedsordningen. Dette følger af en fortolkning virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6, som den er gengivet oven for, og formålet med lovgivningen, som er at hindre en utilsigtet udnyttelse af virksomhedsordningen.

Der kan således være tale om et arrangement i et pengeinstitut, der har en karakter, hvor der efter en konkret vurdering er en klar sammenhæng mellem muligheden for kredit i privatsfæren og indestående på virksomhedens driftskonto eller lignende. Fx kan kreditten være opnået ved at stille krydsende kautioner. I sådan en situation vil kautionerne kunne anses for at udgøre en sikkerhedsstillelse, hvis der ikke er stillet særskilt privat sikkerhed for den gæld, der kautioneres for"

Spørgsmål 250 til af 5. december 2014 til Skatteministeren (SAU 2014/15)

"Spørgsmål:

Der skal ikke ske beskatning ved optagelse af privat gæld, hvor der stilles sikkerhed for gælden med virksomhedspant, hvis der er stillet særskilt sikkerhed for gælden i private aktiver. Betyder det, at der skal være stillet særskilt privat sikkerhed for et beløb svarende til gældens kursværdi, for at man kan undgå beskatning?

Svar

Ja, det skal der.

Dette følger af virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6, hvorefter beløbet, der anses for overført til den skattepligtige, opgøres som det laveste beløb af enten gældens kursværdi eller sikkerhedsstillelsens størrelse.

Stilles der ikke særskilt privat sikkerhed svarende til den private gælds kursværdi, vil en del af virksomhedspantet, og dermed aktiver, der indgår i virksomhedsordningen, reelt være stillet til sikkerhed for den private gæld.

I forlængelse af ovenstående skal det desuden bemærkes, at privat sikkerhed for privat gæld skal udgøre en reel værdi. Udgør en privat sikkerhed ingen reel værdi, fordi det private aktiv f.eks. allerede er pantsat, vil virksomhedspantet alligevel udløse beskatning efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6, fordi aktiverne, der indgår i virksomhedsordningen, i denne situation også reelt må betragtes som værende stillet til sikkerhed for den private gæld."

SKM2015.787.SR

Spørger spurgte til, om en personlig kaution stillet for dennes helejede byggeselskab ville blive betragtet som en sikkerhedsstillelse efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6.

Spørger drev entreprenørvirksomhed under anvendelse af virksomhedsordningen. Det blev nu overvejet af flytte aktiviteterne i entreprenørvirksomheden til et selskab. Selskabet ville blive stiftet på med en anpartskapital på 50.000 kr. Der ville ikke blive tale om en delomdannelse efter virksomhedsskatteloven og der ville ikke blive tale om et stiftertilgodehavende. Det nye selskab ville få behov for en kassekredit. Långiver havde stillet betingelse om personlig kaution fra spørger.

Skatterådet svarede, at der hverken i transaktionens formål eller i de beskrevne transaktioner var forhold, der pegede på en utilsigtet udnyttelse af virksomhedsskatteloven. Kautionen ville derfor ikke udgøre en sikkerhedsstillelse omfattet af virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6.

SKM2015.772.SR

Spørger ønskede bekræftet, at kaution stillet for A ApS´ bankgæld ikke udgjorde en sikkerhedsstillelse efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6.

Spørger drev landbrug igennem to interessentskaber og indirekte igennem et af ham 50 pct. ejet anpartsselskab, A ApS. A ApS købte avlsmateriale (søer og sæd) fra det ene interessentskab med henblik på avl og videresalg af moderdyr. Spørger havde stillet kaution for A Aps´ bankgæld i C bank. Gælden udgjorde ultimo 2014 ca. 1,5 mio. kr. Gælden var herudover også sikret ved et virksomhedspant på 3 mio. kr. i selskabets aktiver.

Henset til det oplyste fandt Skatterådet, at den stillede kaution ikke kunne antages at indgå som led i et arrangement, der helt eller delvis havde som formål at skaffe kredit for spørger i privatsfæren. Rådet kunne herefter bekræfte, kautionen ikke udløste beskatning efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6.

SKM2015.693.SR

Skatterådet blev anmodet om at bekræfte, at et pengeinstituts m.v. krav om, at nogle personer, som i interessentskabsform drev lægehus under anvendelse af virksomhedsordningen, solidarisk stillede kaution for et selskabs gælds- og garantiforpligtelser, ikke medførte, at de personligt skulle beskattes af kautionsforpligtelsen.

Interessenter ønskede at overdrage ejendommen, hvorfra klinikken blev drevet til et anpartsselskab, der blev ejet af lægerne i samme forhold som interessentskabet. Selskabet ville blive stiftet ved at interessenterne af midler uden for virksomhedsordningen indskød 500.000 kr. og ejendommen ville blive overdraget som en skattepligtigt salg. I forbindelse med overdragelsen betingede banken sig, at lægerne personligt og solidarisk kautionerede for den til selskabet enhver tid værende gælds- og garantiforpligtelse over for banken. Realkreditinstituttet forventedes også at kræve hæftelse af selskabsdeltagerne i forbindelse med overdragelsen.

Skatterådet bemærkede, at den forretningsmæssige begrundelse for de planlagte transaktioner var klar og sædvanlig. I modsætning til SKM2015.528.SR opstod der heller ikke ved transaktionerne et skattepligtigt stiftertilgodehavende. Efter Skatterådets vurdering var der således hverken i transaktionens formål eller ved de beskrevne transaktioner forhold, der pegede på en utilsigtet udnyttelse af virksomhedsskatteloven. Rådet kunne derfor bekræfte, at kautionerne ikke ville udløse beskatning hos interessenterne.

SKM2015.616.SR

Spørger ønskede bekræftet, at han, uden at blive beskattet efter virksomhedsskattelovens § 10, stk.6, kunne stille selvskyldnerkaution for et realkreditlån i et af spørger helejet selskab.

Selskabet havde i 2014 erhvervet en landbrugsejendom for 30 mio. kr., som var berigtiget med 3 mio. kr. i kontant betaling og ved optagelse af realkreditlån for restbeløbet. Realkreditinstituttet ønskede selvskyldnerkaution fra spørger.

Skatterådet udtalte, at kaution efter en konkret vurdering i visse tilfælde kan udløse beskatning efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6. Dette vil typisk skyldes, at der er sammenhæng mellem den stillede kaution og muligheden for kredit i privatsfæren.

Det blev herefter bemærket, at lånet på 24 mio. kr. udelukkende var anvendt til delvis finansiering af købet af en ejendom på markedsvilkår. Ejendommen var stillet til sikkerhed for lånet.

Henset til det oplyste forudsatte Skatterådet, at den stillede kaution ikke indgik som led i et arrangement, der helt eller delvis havde til formål at skaffe kredit for spørger i privatsfæren.

Skatterådet kunne herefter bekræfte, at spørger kunne stille den omtalte kaution uden at det udløste beskatning efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6.

Det blev bemærket, at Skatterådet ikke herved havde taget stilling til markedsværdien for at stille selvskyldnerkaution for selskabets forpligtelser, jf. ligningslovens § 2.

SKM2015.566.SR

Spørger ønskede bekræftet, at der, mod personlig kaution, kunne optages et lån i et selskab, uden at der herved blev tale om en hævning efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6.

Spørger ønskede endvidere bekræftet, at der kunne optages lån i den private bolig, mod personlig hæftelse, uden at der herved var tale om en hævning efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6.

Spørger var revisor og drev - sammen med sin far - virksomhed i interessentskabsform under anvendelse af virksomhedsordningen.

Spørger var endvidere - sammen med sin far - medejer af E A/S.

E A/S påtænkte at optage et lån på 3.250.000 kr. til brug for køb af anparter i O ApS, som drev en ejendom. I forbindelse med låneoptagelsen var det et vilkår, at spørger, tillige med sin far, stillede personlig kaution for lånet.

Det var endvidere tanken, at det erhvervede selskab, O ApS, skulle optage maksimalt kreditforeningslån med samt et banklån, begge med pant i selskabets faste ejendom, på forventeligt i alt kr. 6 mio. Den påtænkte låneoptagelse i ejendommen påtænktes i det væsentlige anvendt til refinansiering af det eksisterende lån i selskabets ejendom på ca. 5,1 mio. kr. Det var forventningen, at långiver ville stille krav om personlig kaution fra spørger samt anpartshaverne i O ApS.

Spørger ville således skulle stille personlig kaution for samlede lånebeløb på i alt 9.250.000 kr.

Det var oplyst, at spørgers formue i virksomhedsordningen udgjorde ca. 2,8 mio. kr. Den private formue uden for ordningen udgjorde ca. 400.000 kr.

Skatterådet forudsatte ved besvarelsen, at de stillede kautioner ikke indgik som led i et arrangement, der helt eller delvist havde til formål at fremskaffe en kreditfacilitet for spørger i privatsfæren.

Eftersom spørger ved de stillede kautioner ikke opnåede en kreditfacilitet i privatsfæren var det Skatterådets opfattelse, at kautionerne ikke kunne anses for en sikkerhedsstillelse omfattet af virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6.

SKM2015.528.SR

Spørger ønskede bekræftet, at der ikke skete beskatning efter reglerne i virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6, hvis spørger kautionerede for en driftskredit på x kr. i et nystiftet anpartsselskab.

Spørger drev under anvendelse af virksomhedsordningen selvstændig minkdrift og bortforpagtning af jord.

Spørger påtænkte ved en skattepligtig overdragelse at overdrage minkproduktionen til et nystiftet selskab. Overdragelsen ville alene omfatte levende mink, idet lager af minkskind skulle holdes uden for omdannelsen. Minkhaller og bygninger til minkproduktion skulle forblive hos spørger og udlejes til selskabet. Vederlaget bestod i aktier og stiftertilgodehavende.

Selskabet måtte have en driftskredit på ca. 5 mio. kr., for hvilket beløb pengeinstituttet krævede personlig kaution fra spørger.

Det var oplyst, at der spørger til gengæld for kautionen ville modtage en kautionspræmie på 2 pct. af kautionsbeløbet. Kreditrammen oversteg i betydelig grad spørgers private formue.

Spørger fremførte under sagens behandling bl.a., at da der skete udlejning af spørgers driftsbygninger til selskabet, var spørger afhængig af selskabets fortsatte drift, for at han i sin personlige virksomhed kunne oppebære indtægter, der bidrog til en for ham rentabel drift.

SKAT fandt efter en samlet konkret vurdering, at den stillede kaution indebar, at aktiver i virksomhedsordningen måtte anses for stillet til sikkerhed for gæld uden for virksomhedsordningen, hvorfor betingelserne for beskatning efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6, måtte anses opfyldt.

Der blev herved henset til, at kreditrammen i betydelig grad oversteg den private formue. Det måtte derfor antages, at kreditrammen alene kunne etableres, fordi långiver havde henset til kautionistens indestående i virksomhedsordningen.

Spørgsmålet var herefter, om sikkerhedsstillelsen måtte anses sket som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition.

Et bærende element var herved, om sikkerhedsstillelsen var sket på armslængdevilkår.

Det var SKATs opfattelse, at en sådan sikkerhedsstillelse rakte langt ud over, hvad der ville være sædvanligt, hvis ikke lejer og ejer af minkburene var interesseforbundne. Der blev herved lagt vægt på, at overdragelsen af minkavleraktiviteten, uden varelageret som kilde til fremskaffe af likviditet, syntes udformet på en måde, der ikke forekom kommercielt begrundet. Den valgte overdragelse havde den effekt, at der skabtes behov for etablering af en kreditramme i et pengeinstitut. Det var imidlertid ikke udelukket, at den etablerede kreditramme kunne anvendes til andet end til dækning af selskabets driftsudgifter ved produktion af mink. Efter SKATs opfattelse forudsatte den valgte udformning af overførslen af virksomheden et interessefællesskab, der udelukkede, at transaktionen ville finde sted mellem parter, der handlede på armslængdevilkår. Sikkerhedsstillelsen ville således næppe forekomme mellem uafhængige parter.

Allerede af disse grunde kunne kautionen ikke anses for sket som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition.

Sammenfattende var det SKATs opfattelse, at organisationsændringen af spørgers virksomhed havde til formål for det første at give mulighed for fremtidig opsparing, men nu i selskabsform. Samtidig fik spørger et tilgodehavende i det nystiftede selskab, som i kraft af den påtagne kaution for selskabets driftskredit, kunne fungere som en kreditfacilitet i privatsfæren.

Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling med bemærkning om, at det var tillagt særlig vægt, at spørger via stiftertilgodehavendet fik adgang til den kreditfacilitet, der, med afsæt i kautionen, blev etableret i selskabet og at spørger dermed kunne finansiere sit privatforbrug m.v. ved træk på dette tilgodehavende.

SKM2015.502.SR

I SKM2015.502.SR fandt Skatterådet, at det ikke ville medføre beskatning efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6, hvis der blev etableret en privat kassekredit uden sikkerhedsstillelse på 200.000 kr., idet spørgeren kunne stille betryggende sikkerhed i ubehæftede aktiver uden for virksomhedsordningen.

Begrundelse

Spørger påtænker at stille kaution vedrørende de af banken - for aktieselskabets forpligtelser i forbindelse med påtaget arbejde - stillede arbejdsgarantier.

Der er således tale om kaution stillet over for banken med det formål helt eller delvis at skadesløsholde banken for det tab denne måtte få vedrørende den af banken stillede hovedkaution/garantien (kontrakaution).

Kaution kan efter en konkret vurdering i visse tilfælde udløse beskatning efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6. Dette vil typisk skyldes, at der er sammenhæng mellem den stillede kaution og muligheden for kredit i privatsfæren. Dette fremgår af ministerens besvarelse af spørgsmål 247 (SAU 2014/15) og tidligere afgørelser fra Skatterådet som gengivet ovenfor.

Der foreligger i nærværende sag ikke sådanne særlige forhold, at virksomhedens aktiver kan siges at være stillet til sikkerhed for gæld, der ikke indgår i virksomhedsordningen.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Ja.".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder indstillingen med den anførte begrundelse.