Dokumentets metadata

Skønsmæssig ansættelse - sagsomkostninger

Skattemyndighederne havde forhøjet skatteyderens personlige indkomst for hvert af indkomstårene 1996 til 1998 med kr. 150.000,-. Skatteyderen var enig i, at myndighederne var berettiget til at tilsidesætte hans regnskabsgrundlag, men han mente, at skønnet kunne tilsidesættes.Østre Landsret frifandt Skatteministeriet og skatteyderen indbragte sagen for Højesteret. For Højesteret fremkom skatteyderen med oplysninger, der efter Skatteministeriets opfattelse viste, at de lokale skattemyndigheders skøn var udøvet på et urigtigt grundlag. Derfor tog ministeriet bekræftende til genmæle.Højesteret traf sagsomkostningsafgørelse. Højesteret fandt, at ministeriet efter forliget i alt væsentligt måtte anses som den tabende part. Det forhold, at det først under forberedelsen for Højesteret lykkedes skatteyderen at føre bevis for, at myndighedernes skøn var udøvet på et urigtigt grundlag, kunne ikke føre til, at den almindelige regel om, at den tabende part skal betale sagsomkostninger for begge instanser, blev fraviget.

Parter

A
(advokat Svend Raether)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

Afsagt af højesteretsdommerne

Torben Melchior, Børge Dahl og Niels Grubbe

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 9. afdeling den 25. juni 2004. Sagen er under behandlingen for Højesteret hævet som forligt, og parterne har anmodet Højesteret om at træffe afgørelse om sagsomkostninger for landsret og for Højesteret.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Påstande

Appellanten, A, har påstået sig tillagt sagsomkostninger for landsret og for Højesteret.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået, at der ikke er grundlag for at tillægge A sagsomkostninger for landsretten.

Sagsfremstilling

A har under anken til Højesteret gentaget sin påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at indkomstansættelsen for ham for indkomstårene 1996, 1997 og 1998 henvises til fornyet behandling ved de lokale skattemyndigheder.

Sagen er efter afgivelse af duplik for Højesteret forligt ved, at Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle.

I et brev af 2. maj 2005 fra advokat Steffen Sværke til advokat Svend Raether fremgår om forliget bl.a.:

"Baggrunden for, at ministeriet tager bekræftende til genmæle, er, at appellanten for Højesteret har bevist, at de lokale skattemyndigheders skøn er udøvet på et urigtigt grundlag. Som bekendt er skønnet udøvet på baggrund af en privatforbrugsberegning for 1994 og 1995.

Det med Højesteretsreplikken fremlagte materiale viser, at det kontante privatforbrug for 1994 og 1995, opgjort til henholdsvis kr. 60.746,- og kr. 232.528,-, er forkert opgjort på to punkter.

Det første er, at kommunens kapitalforklaring (retssagens bilag 5) har ladet saldoen på en bankkonto indgå ved udgangen af 1993 med kr. 200.000,- hvorimod saldoen ved udgangen af 1994 kr. 40.000,- ikke indgik. Som det fremgår af Skattecentrets skrivelse af 7. april 2005 (retssagens bilag L), side 2, ad 5, har skattecentret erklæret sig enig i, at privatforbruget for 1994 skal reduceres...

Hvad angår det for 1995 opgjorte privatforbrug, indeholder forbruget udgifterne ved driften af den virksomhed, som myndighederne ikke for dette år fandt var erhvervsmæssigt drevet. Tallene for 1994 og 1996 til 1998 indeholder udgifter ved driften af denne virksomhed. Af skattecentrets skrivelse (retssagens bilag L) fremgår, side 2, ad 4, at nettoforhøjelsen var på kr. 253.843,-. Tages der højde herfor, er privatforbruget for 1995 med negativ på ca. kr. 20.000,- og ikke positiv kr. 232.528,-.

Derimod har appellanten efter ministeriets opfattelse ikke på det foreliggende grundlag godtgjort, at appellantens søn for en stor del af årene 1996 og 1997 skulle have bidraget til husholdningens økonomi."

A har for landsretten betalt 3.120 kr. i rets- og berammelsesafgift og for Højesteret 7.370 kr. i retsafgift.

Anbringender

A har anført, at kommunens beregninger har været baseret på et forkert grundlag, og det har været et omfattende arbejde at finde ud af, hvor kommunen har grebet forkert og lagt forkerte forudsætninger til grund for sine beregninger. Det bør ikke lastes skatteyderen, at det først er lykkedes under forberedelsen for Højesteret.

Skatteministeriet har anført, at der ikke er grundlag for at tilkende A sagsomkostninger for landsret, når ministeriet har taget bekræftende til genmæle på baggrund af de oplysninger, der først fremkom med replikken for Højesteret.

Højesterets begrundelse og resultat

Efter indholdet af forliget må Skatteministeriet i alt væsentligt anses som tabende part.

Tvisten mellem parterne har alene drejet sig om rimeligheden af det skøn, som skattemyndighederne har udøvet, og det er først under forberedelsen for Højesteret lykkedes for skatteyderen at føre bevis for, at myndighedernes skøn er udøvet på et forkert grundlag. På denne baggrund og efter det oplyste om arten af de fejlagtige beregningsforudsætninger er der ikke grundlag for at fravige den almindelige regel om, at den tabende part skal betale sagsomkostninger for begge instanser.

Sagsomkostningerne fastsættes med tillæg af de betalte retsafgifter efter de almindelige takster for proceduresalær for landsret og - da sagen er forligt for Højesteret efter skriftveksling og en betydelig forberedelse - til 2/3 heraf for Højesteret.

Højesteret fastsætter herefter det samlede sagsomkostningsbeløb til 45.000 kr.

T h i k e n d e s f o r r e t

I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal Skatteministeriet inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 45.000 kr. til A.