Dokumentets metadata

Dokumentets dato:09-08-2006
Offentliggjort:21-08-2006
SKM-nr:SKM2006.496.HR
Journalnr.:295/2006
Referencer.:Skatteforvaltningsloven
Dokumenttype:Kendelse


Skatteproces - søgsmålsfrist - landsretten - fristoverskridelse

Stadfæstelse af SKM2006.425.VLR, som afviste en sag som for sent anlagt. Højesteret henviste til Landsrettens begrundelse, som var, at stævningen var modtaget 12 minutter efter normal kontortids ophør kl. 15,00 den sidste fristdag, hvorfor stævningen først ansås for modtaget den følgende dag og dermed for sent.


Parter

A
(advokat Kurt Lunde)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Lars Apostoli)

Afsagt af højesteretsdommerne

Torben Melchior, Lene Pagter Kristensen, Thomas Rørdam.

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 15. afdeling den 31. maj 2006.

Påstande

Kærende, A, har påstået sagen hjemvist til landsretten til fortsat behandling.

Indkærede, Skatteministeriet, har ikke udtalt sig i anledning af kæremålet.

Anbringender

A har yderligere anført, at det af den klagevejledning, som Landsskatteretten medsendte i forbindelse med afgørelsen, fremgår, at sag skal indbringes for domstolene senest 3 måneder efter kendelsens dato. Da det ikke er anført, at det skal være inden kontortids ophør, må det af en almindelig borger forstås således, at sagen blot skal være indbragt inden udgangen af det pågældende døgn. At borgeren antager en advokat, kan ikke ændre herpå. Det må i øvrigt tillægges betydning, at der er tale om en sag mellem en borger og det offentlige.

Højesterets begrundelse og resultat

Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltrædes det, at søgsmålsfristen efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, ikke er overholdt. Herefter - og da det, som A har anført for Højesteret, ikke kan føre til et andet resultat - stadfæster Højesteret dommen.

T h i b e s t e m m e s

Landsrettens dom stadfæstes.

Ingen part skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part.