Dokumentets metadata

Skattepligtig gave - gave eller lån

Sagsøgeren havde i indkomstårene 1996 -1998 modtaget ca.1,4 mio. kr. fra en tysk statsborger, hvoraf skattemyndighederne havde anset 1 mio. kr. for et lån og resten som skattepligtige gaver.Vestre Landsret fastslog, at sagsøgeren havde bevisbyrden for, at de overførte beløb var ydet som lån, og da der forelå et gavemiljø (sagsøgeren og tyskeren var kærester/venner) var der tale om en skærpet bevisbyrde. Blandt andet under henvisning til, at der i modsætning til lånet på 1 mio. kr. ikke var etableret en skriftlig låneaftale, at sagsøgeren først underskrev et gældsbrev efter at skattemyndighederne var begyndt at undersøge sagen, at gældsbrevet ikke indeholdt bestemmelse om tilbagebetaling, at sagsøgeren ikke havde betalt renter eller afdrag, samt at sagsøgeren ikke for så vidt angår indkomståret 1996 havde selvangivet gælden, blev skatteministeriet frifundet.

Parter

A
(advokat Torben Bagge ved advokatfuldmægtig Merete Andersen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Per Lunde Nielsen).

Afsagt af landsdommerne

Chr. Bache, Ole Græsbøll Olesen og Henriette Skouenborg (kst.)

Den 31. oktober 2001 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse vedrørende sagsøgeren, A3s indkomst i indkomstårene 1996, 1997 og 1998:

Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt:

Det fremgår af sagen, at klageren den 15. marts 1994 flyttede til Danmark fra Thailand, og i perioden 1988-1994 var gift med B, som har bopæl i Danmark.

Endvidere fremgår, at der i 1996, 1997 og 1998 overførtes henholdsvis 76.891 kr., 238.17 kr. og 146.768 kr. til klageren fra C i Tyskland.

Den 15. april 1997 erhvervede klageren ejendommen .... for kontant 1.000.000 kr. Der blev i huset tinglyst lån for - i forhold til de nævnte overførsler - yderligere 1.000.000 kr. til C. Klageren underskrev den 9. december 1997 et gældsbrev på 1.000.000 kr., idet det skyldige beløb skulle forrentes med den til enhver tid gældende mindsterente 4% p.a. fra den 15. april 1997. Hvert kvartal erlagdes renter men ikke afdrag. Gældsbrevet indestod fra kreditors side uopsigeligt indtil udløb, mens det af debitor kunne indfries når som helst.

Den 17. april 1997 indledte bedrageriafdelingen en hvidvaskningsundersøgelse vedrørende 250.000 DM som formodedes overført til klageren den 10. april 1997. Et beløb på 951.375 kr. blev indsat på klagerens konto. Sagen blev henlagt den 6. maj 1997 under henvisning til, at beløbet var overført fra C.

Klageren bebor ejendommen .... med sine 2 børn født henholdsvis 1982 og 1985 samt tillige en lejer som betaler 1.000 kr. om måneden for leje af værelse.

I årene 1996-1998 modtog klageren overførselsindkomst, idet klageren i 1996 modtog 68.030 kr., i 1997 81.678 kr. samt i 1998 109.608 kr. Hertil kom skattefrie tillæg i alt 28.436 kr.

Det fremgår endvidere af sagen, at klageren har handlet med aktier. Ifølge skatteforvaltningens oplysninger ultimo 1999 ejede klageren på dette tidspunkt for 14.547 kr. børsnoterede deponerede aktier.

Endvidere fremgår, at lejer LE har købt 6 biler i klagerens navn.

Der er udbetalt 76.312 kr. vedrørende tyveri i 1998. To gange har klageren været udsat for en bilulykke den 29/12-97 og den 1/2-99. Der er udbetalt 15.000 kr. i erstatning i år 2000. Af klagerens kontoudskrifter ses ikke overførsler til udlandet.

Der er ikke fratrukket renteudgifter i 1996 og 1998. I 1997 er fratrukket 28.330 kr.

De stedlige skattemyndigheder har ved den påklagede afgørelse anset de fra C i Tyskland modtagne beløb for skattepligtige gaver for klageren, jf. statsskattelovens § 4.

Skattemyndighederne har bl.a. henvist til, at der først efterfølgende er udarbejdet gældsbrev samt henset til klagerens økonomiske situation i øvrigt. Således har skattemyndighederne bl.a. opgjort klagerens kontante privatforbrug i 1996, 1997 og 1998 til henholdsvis 173.199 kr., 185.089 kr. og 363.548 kr., hvori indgår de modtagne beløb fra C.

Endvidere har skattemyndighederne anført, at 48.625 kr. af det i 1997 overførte beløb på 238.317 kr. anses at vedrøre det tinglyste lån i huset på i alt 1000.000 kr., idet herefter kun differencen mellem 238.317 kr. og 48.625 kr. er anset skattepligtig.

Klagerens advokat har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at klagerens indkomst nedsættes til det selvangivne.

Til støtte for den nedlagte påstand har advokaten bl.a. gjort gældende, at de modtagne pengebeløb er lån fra C, som er klagerens kæreste.

Det er oplyst, at klageren er uddannet kosmetolog, og at hun lånte penge af C, til betaling af uddannelsen. C har ligeledes jævnligt sendt penge fra Tyskland, da klageren ikke kan klare huset og de øvrige udgifter af overførselsindkomsten alene. Huset er anskaffet med det formål, at der herfra skulle drives kosmetologklinik, men klageren kunne ikke opnå iværksætterydelse, idet kommunens kvote hertil var opbrugt.

I forhold til lånet i huset er der oprettet et lånedokument. For så vidt angår de øvrige indbetalinger på klagerens konto består derimod en mundtlig aftale mellem klageren og C om, at der først skal ske en tilbagebetaling på et senere tidspunkt, når klageren får en bedre økonomi. Der foreligger således ikke en fast aftale om tilbagebetalingen.

Klagerens advokat har den 15. maj 2000 over for skatteforvaltningen oplyst, at der nu var udfærdiget gældsbrev på lånene til klageren, og at der ikke er foretaget yderligere overførsler fra C til klageren.

Advokaten har anført, at det er uden betydning, hvorvidt lånedokumentet til C er udfærdiget efterfølgende. Endvidere kan der ikke lægges vægt på, at klageren ikke har været i stand til at tilbagebetale lånene på nuværende tidspunkt, idet det var meningen at klageren skulle starte selvstændig virksomhed, men på grund af et piskesmæld i slutningen af 1997 ikke har haft mulighed herfor.

Begrundelsen for, at der ikke har været oprettet lånedokument er, at parterne ikke har været opmærksomme på at oprette et lånedokument i Danmark ved udbetaling af lån til en herboende person, idet C har været af den opfattelse, at det var tilstrækkeligt, at han i sit eget regnskab havde opført beløbene som lån.

Yderligere har C anset huset for tilstrækkelig sikkerhed i og med, at der ikke i huset er tinglyst lån til andre end ham, og at yderligere etablering af sikkerhed i forhold hertil vil være uforholdsmæssig dyr.

C har afgivet erklæring over for klagerens advokat, idet han herved har erklæret at pengene stammer fra hans egen beskattede formue. Det er understreget, at der ikke er tale om en gave eller nogen anden godtgørelse, idet C har behandlet betalinger som renter (første gang i 1996), der er beskattet som kapitalindkomst. Lånebeløbene forrentes med 4%.

Landsskatteretten skal udtale

Det lægges som ubestridt til grund, at klageren har modtaget overførsler fra C som oplyst under sagen.

Retten finder ikke, at det er godtgjort, at der foreligger en retlig forpligtelse for klageren til at tilbagebetale de overførte beløb, således at overførslerne kan anses for lån. Herved er henset til, at der ikke i forbindelse med udbetalingerne blev oprettet en skriftlig låneaftale eller stillet sikkerhed, at der efter det oplyste ikke er sket tilbagebetaling, samt at der ikke er fastsat nogen bestemt dato for afvikling af lånene som gjort gældende.

Herefter findes de modtagne beløb med rette at være anset for gave til klageren, jf. statsskattelovens § 4.

De påklagede afgørelse stadfæstes derfor.

..."

Under denne sag, der er anlagt 30. januar 2002, har sagsøgeren som for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at hendes skattepligtige indkomst for indkomstårerne 1996, 1997 og 1998 nedsættes med henholdsvis 76.891 kr., 189.692 kr. og 146.768 kr.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.

Sagens øvrige omstændigheder

Sagsøgeren havde en bankkonto i Unibank A/S. Af kontoudskrift nr. 2 af 20. februar 1996, der starter en postering den 2. november 1995, fremgår flere indbetalinger i form af udenlandske overførsler, herunder en overførsel den 26. januar 1996 af 11.563,20 kr., samt en kontant indbetaling den 9. februar 1996 af 4.000 kr.

Af sagsøgerens årsopgørelse for 1996 fremgår, at hendes formue, indestående i bank mv., var opgjort til 5.998 kr.

Der er for landsretten fremlagt en oversigt vedrørende 5 indsættelser i årene 1997 og 1998 på sagsøgerens konto i Danske Bank A/S, heraf en indsættelse den 21. maj 1997 af 11.265 kr. benævnt "Valuta salg".

Sagsøgeren afgav den 11. november 1998 følgende oplysninger på Socialcenter til brug for myndighedernes vurdering af, om hun reelt kunne betragtes som enlig:

"...

Hvornår er samlivet ophørt:

Pgl oplyser, at LE ikke er hendes kæreste. LE har siden april md. 98 lejet et værelse hos pgl. Pgl oplyser, at pgl. Har en tysk kæreste C. Han besøger pgl en week end hver ca. 2-3 mdr.

Hvilket omfang har samkvem, hvor ofte og hvor meget:

LE betaler 1000 kr. pr. md. Man har hver sin husholdning. Der laves fællesmad 1 gang pr. uge. Vedr. C bor pgl. hos A en weekend hver 2-3 md. Han bor hos pgl som gæst.

..."

Den 9. maj 2000 underskrev sagsøgeren et af hendes advokat udfærdiget gældsbrev, hvori hun erklærer at skylde C 476.185,30 kr. Gældsbrevet, der ikke indeholder nogen bestemmelse om afdrag, har bl.a. følgende ordlyd:

Forklaringer

Sagsøgeren har forklaret, at hun flyttede til Danmark i 1988, idet hun var blevet gift med en dansker, som hun nu er skilt fra. Hun mødte C i 1990, og de blev kærester i 1991.De vedblev at være kærester indtil et tidspunkt i 1995, hvorefter de fortsatte med at ses en enkelt gang eller to om året. Hun fik sine to børn til Danmark i 1995. C støttede hende i hendes bestræbelser på at få børnene til landet. Han hjalp hende også under hendes uddannelse til kosmetolog ved at låne hende penge. De aftalte, inden han første gang overførte penge til hendes bankkonto i Unibank, at hun skulle betale pengene tilbage, når hun var færdig med uddannelse og begyndte at tjene penge. De aftalte ikke, hvorledes tilbagebetalingen skulle finde sted, men de havde aftalt en rentesats på 4%. Hun har ikke betalt renter eller afdrag på lånet, da hun ikke er i stand hertil. Hun har betalt renter på huslånet. Hun kan ikke huske præcist, hvornår hun sluttede kosmetologuddannelsen, som hun påbegyndte i 1995. Hun havde ikke tænkt på at selvangive lånebeløbene. Hun førte ikke regnskab over, hvor meget hun skyldte i renter. Det vidste hun nogenlunde. Hun havde en mundtlig aftale med C om, at han fra 1997 skulle regne de skyldige rentebeløb ud. Gældsbrevet på 476.185,30 kr. blev oprettet, fordi hendes advokat sagde, at skattevæsenet ville have et papir på lånet, hvorimod C og hun selv ikke mente, at det var nødvendigt. Kontoen i Unibank oprettede hun i 1996 - eller måske i 1995 - til overførslerne fra C, for at hun kunne holde styr på, hvor mange penge, der kom ind fra ham. Indsættelsen den 9. februar 1996 på 4.000 kr. er dog ikke lån fra C. De 5 posteringer i årene 1997 og 1998 i Danske Bank er ikke lån fra C, men drejer sig om penge, som hun har hævet i Unibank til betaling af udgifter. De beløb, som hun havde til overs efter betaling af udgifterne, har hun herefter indsat i Danske Bank. Posteringen den 21. maj 1997 vedrørende valutasalg på 11.265,50 kr. fandt sted på et tidspunkt, hvor C var på besøg. Da er ikke tale om et lån, men blot tale om, at hun vekslede nogle penge for C. Hun var ikke opmærksom på og ved ikke, hvorfor hendes revisor tog disse posteringer med i den beregning af det lånte beløb, som han lavede forud for gældsbrevet, som hun underskrev den 9. maj 2000. Hun gennemgik ikke beregningen, men havde en aftale med C om, at hun skulle beregne det skyldige beløb. Det er en misforståelse fra myndighedernes side, når det i materialet fra Socialcenter af 11. november 1998 er angivet, at hun har en tysk kæreste, C, men hun skrev under uden at gennemlæse teksten. Hun kan ikke oplyse, hvorfor hendes advokat i Landsskatteretten oplyste, at C er hendes kæreste. Hun er nu startet på en uddannelse som kontorassistent og forventer at kunne betale lånet tilbage.

C har forklaret, at han mødte sagsøgeren i 1990. Forholdet var oprindeligt et venskabeligt forhold, der efter et par år udviklede sig til et kæresteforhold, som nu er ophørt. Han overførte i årene 1996, 1997 og 1998 en række pengebeløb til sagsøgeren, fordi de havde aftalt, at han skulle understøtte hende med lån, så længe hun havde brug for det, og så længe hendes børn, som hun havde et nært forhold til, var under uddannelse. Låneaftalen blev indgået inden de første overførsler, der fandt sted i slutningen af 1995 eller begyndelsen af 1996, og det var meningen, at tilbagebetaling skulle påbegyndes, når børnene var færdige med deres uddannelser. Han forlangte ikke oprettet et gældsbrev på de 476.185,30 kr., fordi han har tillid til de personer, han låner penge til. Sagsøgeren er ikke den eneste, han har lånt penge til. Han har leveret oplysninger til brug for udfærdigelsen af gældsbrevet og fået det tilsendt, men han har ikke kontrolleret indholdet af det, fordi han ved låneforløbets afslutning ville lave sin egen endelige opgørelse. Han har ikke fået gældsbrevet oversat til tysk, og han forstår ikke dansk. Han overførte pengene til sagsøgerens bankkonto, fordi det er sædvanligt i Tyskland at anvende denne fremgangsmåde. Fra hans tidligere arbejde i de tyske finansmyndigheder ved han, at man på den måde undgår spørgsmål, fordi myndighederne altid vil kunne følge pengestrømmen. Han gav ikke sagsøgeren kontanter og førte regnskab ved at lægge overførselsbilagene til side i en særlig brevordner. Han krævede ikke sikkerhed for lånene, men han og sagsøgeren aftalte en rentesats på 4 %, hvilket er den sats, som det tyske skattevæsen anvender, når der er tale om lån mellem bekendte. Han ville beregne renterne, når tilbagebetalingerne skulle påbegyndes. Han regner med, at sagsøgerens børn er færdige med deres uddannelser om ca. 2 år, hvorefter sagsøgeren vil få hans samlede opgørelse med påløbne renter. Sagsøgeren har ikke betalt af på lånet.

NS har forklaret, at han kom sammen med sagsøgeren fra den 24. juni 1995 til midten af februar 1997. Han havde hørt om C og set ham en enkelt gang. Vidnet har ikke set bilag på overførslerne fra C, og hans kendskab til dem stammer fra nogle tidspunkter, hvor han overhørte nogle telefonsamtaler mellem sagsøgeren og C. Han kan huske, at sagsøgeren sagde, at C ville få pengene tilbage. Han har ikke kendskab til nogen gældsbreve, og det, som han kunne høre, var, at det drejede sig om penge til at leve for.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at de beløb, som C overførte til sagsøgeren i årene 1996, 1997 og 1998, er lån og ikke skattepligtige gaver. Det følger af retspraksis, at det beror på en konkret vurdering, om et givent beløb skal klassificeres som et lån eller en skattepligtig gave. Der stilles efter retspraksis hverken krav om skriftlighed eller om betaling af renter for at anse en pengeoverførsel som et lån, men et låneforhold kan derimod godtgøres på anden måde. Sagsøgeren og C har samstemmende forklaret, at de, før de første overførsler fandt sted, indgik en mundtlig låneaftale, og der var ingen tvivl mellem parterne om, at pengene med renter skulle betales tilbage. Sagsøgerens senere kæreste, NS, har bekræftet dette. Sagsøgerens forklaring om oprettelsen af kontoen i Unibank, hvortil overførslerne skulle finde sted, og oplysningerne om udstedelsen den 9. maj 2000 af et gældsbrev til C peger i samme retning. Det bestrides, at der ikke ved lånets etablering var udsigt til, at sagsøgeren kunne tilbagebetale dette. At sagsøgeren ikke er begyndt at betale af på lånene, kan ikke føre til, at pengeoverførslerne ikke betragtes som lån. Sagsøgeren har været gennem to uheld og er nu i gang med en ny uddannelse med henblik på at kunne forsørge sig selv. Sagsøgeren har på den baggrund godtgjort, at der efter en vurdering af samtlige omstændigheder i sagen forligger en mundtlig, retlig bindende aftale om lån vedrørende årene 1996, 1997 og 1998 mellem sagsøgeren og C.

Sagsøgte har til støtte for frifindelsespåstanden gjort gældende, at sagsøgeren ikke har påtaget sig en retlig forpligtelse til at tilbagebetale de i sagen omhandlede beløb, og der er derfor tale om skattepligtig indkomst for sagsøgeren, jf. statsskattelovens § 4. Bevisbyrden for, at der foreligger en retlig forpligtende aftale om tilbagebetaling af de omhandlede beløb, påhviler sagsøgeren. Der er tale om en streng bevisbyrde, da pengene er overført mellem nære venner, og da der intet skriftligt foreligger om aftalen før gældsbrevet af 9. maj 2003 [2000.red]. Sagsøgerens og Cs forklaringer om formålet med og tilbagebetalingstidspunktet for lånet er ikke samstemmende, og hverken sagsøgeren eller C har holdt styr på størrelsen af den skyldige hovedstol eller renterne. Ikke alle pengene, der blev overført fra C til sagsøgeren, blev indsat på kontoen i Unibank, idet der også blev indsat beløb i Danske Bank. Sagsøgte har i den forbindelse anført, at sagsøgeren ikke reagerede overfor revisorens beregning af det lånte beløb, men underskrev et gældsbrev, der byggede på denne beregning. Sagsøgte har endvidere anført, at gældsbrevet ikke kan tillægges betydning i sagen, idet C som kreditgiver ikke forstod gældsbrevet, der var affattet på dansk, ligesom han ikke selv tillagde det betydning, fordi han alligevel ville lave sin egen beregning. Hertil kommer, at sagsøgeren ikke, 7 år efter overførslerne begyndte, er påbegyndt tilbagebetalingen, ligesom der ikke er eller har været udsigt hertil i lyset af sagsøgerens økonomiske situation. Da sagsøgeren herudover ikke i 1996 - som man efter de dagældende regler skulle - har selvangivet de modtagne beløb som gæld, har sagsøgeren ikke løftet bevisbyrden for, at hun med C har indgået en for hende retlig forpligtende mundtlig aftale om tilbagebetaling af de penge med påløbne renter, som C overførte fra Tyskland til sagsøgeren i Danmark.

Landsrettens begrundelse og resultat

Sagsøgeren har bevisbyrden for, at de overførte beløb er ydet som lån. Der er i et gavemiljø som det foreliggende en formodning for, at overførte beløb er givet som gave, hvorfor må der stilles skærpede krav for at anse denne bevisbyrde for løftet.

Sagsøgeren og C har under sagen afgivet uoverensstemmende forklaringer om baggrunden for pengeoverførslerne og om, fra hvilket tidspunkt sagsøgeren skulle påbegynde tilbagebetalingen af de overførte midler, ligesom der ikke var aftalt noget tidspunkt for, hvornår samtlige midler skulle være tilbagebetalt.

Det må lægges til grund, at sagsøgerens konto i Unibank A/S, som er oprettet og benyttet i 1995 før de første overførsler, der er omfattet af denne sag, fandt sted, ikke alene blev benyttet til indsættelse af beløb overført fra C, ligesom beløb overført fra C også blev indsat på sagsøgerens konto i Danske Bank A/S.

Der blev ikke i forbindelse med den første overførsel fra C til sagsøgeren etableret en skriftlig låneaftale, som det var tilfældet, da sagsøgeren af C lånte 1 mio. kr. til køb af hus.

Sagsøgeren underskrev først gældsbrevet af 9. maj 2000, da skattemyndighederne var begyndt at undersøge sagen, og sagsøgeren har bestridt den opgørelse, som gældsbrevets hovedstol er baseret på. Gældsbrevet indeholder ingen bestemmelse om tilbagebetaling, og C kan således alene kræve beløbet betalt i tilfælde af sagsøgerens misligholdelse. Dette er efter det oplyste ikke sket, uanset sagsøgeren ikke har betalt renter eller afdrag.

Det samlede beløb er overført til sagsøgeren, der ikke i 1996 selvangav nogen gæld til C, ved en række mindre beløb, hvilket giver overførslerne karakter af understøttelse.

Herefter, og da hverken sagsøgeren eller C har ført et nøjagtigt regnskab over de overførte beløb, er det ikke alene ved de afgivne forklaringer og det efterfølgende gældsbrev godtgjort, at sagsøgeren har en retlig forpligtelse til at tilbagebetale de overførte beløb.

Landsretten tager derfor sagsøgtes påstand om frifindelse til følge.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

I sagsomkostninger skal sagsøgeren, A, inden 14 dage betale 20.000 kr. til sagsøgte.