Dokumentets metadata

Skønsmæssig ansættelse - genoptagelse - ugyldighed

En skatteyder var blevet skønsmæssigt forhøjet med i alt kr. 1,2 mio. fordelt på indkomstårene 1993 og 1994.Højesteret stadfæstede landsrettens dom, hvorefter skatteyderen ikke havde krav på ekstraordinær genoptagelse. Højesteret henviste til, at skatteyderen ikke havde påklaget skatteforvaltningens afgørelse til skatteankenævnet. Endvidere bemærkede Højesteret, at skatteyderens anmodning om ekstraordinær genoptagelse udelukkende blev støttet på forhold, som han hele tiden havde været bekendt med, og at anmodningen ikke blev indgivet uden unødig ophold, men først ca. 1½ år efter skatteforvaltningens afgørelse.

Parter

A
(advokat Bente Møll Pedersen)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Per Sørensen, Børge Dahl, Poul Søgaard, Jytte Scharling og Jon Stokholm.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 20. afdeling den 16. oktober 2000.

Appellanten,A, har gentaget sin påstand.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Til brug for Højesteret er der tilvejebragt yderligere oplysninger.

Højesterets bemærkninger

4, stk. 2, i den dagældende skattestyrelseslov er i forarbejderne beskrevet som en regel om "ekstraordinær genoptagelse", der efter ordlyden giver adgang til at imødekomme "en genoptagelsesanmodning som nævnt i stk. 1, 1. pkt. ..., når forholdene i særlig grad taler derfor", hvad de navnlig vil gøre, hvis den skattepligtige uden unødigt ophold anmoder om genoptagelse og klart dokumenterer, at der foreligger, hvad der i forarbejderne betegnes som en materielt helt utilfredsstillende ansættelse (Folketingstidende 1995-96, tillæg A, side 2585).

Som anført af landsretten undlod A at klage til Skatteankenævnet over Kommunens afgørelse af 17. februar 1997, hvorved ansættelserne af hans indkomster for 1993 og 1994 blev forhøjet. As anmodning om ekstraordinær genoptagelse blev udelukkende støttet på forhold, som han hele tiden havde været bekendt med, og anmodningen blev ikke indgivet uden unødigt ophold, men først ca. 1½ år efter kommunens afgørelse.

Herefter, og idet Højesteret tiltræder, at heller ikke det, A i øvrigt har anført, i særlig grad taler for en genoptagelse, stadfæster Højesteret dommen.

T h i k e n d e s f o r r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

Appellanten, A, skal i sagsomkostninger for Højesteret betale 60.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.