Dokumentets metadata

Dokumentets dato:27-04-2010
Offentliggjort:24-06-2010
SKM-nr:SKM2010.383.ØLR
Journalnr.:18. afdeling, B-1484-09
Referencer.:Ligningsloven
Skattestyrelsesloven
Dokumenttype:Dom

Fri helårsbolig - huslejetilskud - befordringsgodtgørelse - fast månedlig beløb - ekstraordinær ansættelse - groft uagtsomt eller forsætligt-

Sagsøgerens arbejdsgiver, daværende kommune, havde indbetalt husleje til det boligselskab, med hvilket sagsøgeren havde indgået lejeaftalen. Landsretten fandt, at der uanset kommunens betaling af husleje og andre boligudgifter til boligselskabet som led i sagsøgerens ansættelsesforhold ikke forelå fri helårsbolig omfattet af ligningslovens § 16, idet boligen ikke var stillet til rådighed af kommunen. Landsretten henviste til, at kommunen ikke var ejer eller på anden måde rådig over boligen, og at kommunen ikke havde risiko, rettigheder eller forpligtelser i forhold til lejeaftalen. Kommunens betaling af husleje og andre boligudgifter for sagsøgeren var derfor skattepligtige i henhold til statsskattelovens § 4, og ministeriets frifindelsespåstand blev taget til følge vedrørende indkomstårene 2001, 2002 og 2003.For de øvrige af sagen omfattede indkomstår 1995-2000 der tillige vedrører skattepligtig befordring, fik sagsøgeren medhold, idet ansættelsesændringerne ikke var sket rettidigt. Landsretten fandt det efter bevisførelsen betænkeligt at fastslå, at sagsøgeren havde udvist grov uagtsomhed ved ikke at have oplyst skattemyndighederne om lejeforholdets nærmere karakter, jf. skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 5. Landsretten fandt endvidere ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at sagsøgeren havde udvist grov uagtsomhed ved ikke at oplyse skattemyndighederne om, at den modtagne kørselsgodtgørelse var baseret på et fast kilometerantal, og at der ikke blev ført kontrol eller regnskab med antallet af kørte kilometer.

Parter

A
(advokat Gitte Skouby)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

Afsagt af landsdommerne

B. O. Jespersen, Lone Bach Nielsen (kst,) og Bettina Bang Jakobsen (kst.)

Denne sag, der er anlagt ved byretten og i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1, henvist til behandling ved landsretten, drejer sig om, hvorvidt det skattemæssige begreb "fri helårsbolig" i ligningslovens § 16 omfatter den situation, hvor en kommune som arbejdsgiver har påtaget sig at afholde den ansattes udgifter til en lejebolig, såfremt det er den ansatte og ikke arbejdsgiveren, der har indgået lejeaftalen med udlejer. Sagen angår endvidere spørgsmålet om, hvorvidt skattemyndighederne i indkomstårene 1995-2000 har været berettigede til at forhøje sagsøgerens skatteansættelser efter udløbet af den ordinære ligningsfrist.

Påstande

Sagsøgeren, A, har nedlagt påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at hans skatteansættelse nedsættes således:

Indkomstårene 1995 - 1997

Principalt

Sagsøgers skatteansættelse nedsættes til det selvangivne.

Subsidiært

Skattekravet mod sagsøger er forældet.

Indkomståret 1998

Principalt

Sagsøgers skatteansættelse nedsættes til det selvangivne.

Subsidiært

Skattekravet mod sagsøger er forældet.

Mere subsidiært

Sagsøgers personlige indkomst for så vidt angår beskatningen af fri helårsbolig mv. nedsættes med 5.357 kr. i forhold til det selvangivne.

Indkomståret 1999

Principalt

Sagsøgers skatteansættelse nedsættes til det selvangivne.

Subsidiært

Skattekravet mod sagsøger er forældet.

Mere subsidiært

Sagsøgers personlige indkomst for så vidt angår beskatningen af fri helårsbolig mv. nedsættes med 1.762 kr. i forhold til det selvangivne.

Indkomståret 2000

Principalt

Sagsøgers skatteansættelse nedsættes til det selvangivne.

Subsidiært

Sagsøgers personlige indkomst for så vidt angår beskatningen af fri helårsbolig mv. nedsættes med 342 kr. i forhold til det selvangivne.

Indkomståret 2001

Sagsøgers personlige indkomst for så vidt angår beskatningen af fri helårsbolig mv. nedsættes til en samlet forhøjelse på 4.630 kr. i forhold til det selvangivne.

Indkomståret 2002

Sagsøgers personlige indkomst for så vidt angår beskatningen af fri helårsbolig mv. nedsættes til en samlet forhøjelse på 4.509 kr. i forhold til det selvangivne.

Indkomståret 2003

Sagsøgers personlige indkomst for så vidt angår beskatningen af fri helårsbolig mv. nedsættes til en samlet forhøjelse på 353 kr. i forhold til det selvangivne.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har påstået frifindelse.

Sagsfremstilling

Af landsskatterettens kendelse af 22. marts 2007 vedrørende forhøjelse af As personlige indkomst for indkomstårene 1995-2003 fremgår blandt andet:

"...

Klagen skyldes, at klagerens personlige indkomst er blevet forhøjet efter udløbet af den almindelige ligningsfrist i skattestyrelseslovens § 34, da klageren er blevet anset for at have handlet groft uagtsomt ved undladelse af selvangivelse af den af arbejdsgiveren betalte frie bolig samt manglende selvangivelse af kørselsgodtgørelse.

Landsskatterettens afgørelse

Møde mv.

Sagen er blevet forhandlet i Landsskatteretten med klagerens repræsentant. Der er afholdt retsmøde i sagen.

Generelt

Sagens oplysninger

Klageren er uddannet indenfor handel og kontor og afsluttede sin uddannelse med handelsmedhjælpereksamen i 1965.

Klageren har været ansat ved kommunen først i en årrække som pedel ved en af kommunens skoler og fra 1. januar 1992 som driftsleder ved H1 og senere, fra foråret 2000, som kommunens kvalitetschef.

Klageren har været medlem af byrådet i perioden 1982 til 1994 samt i en måned i 1999. Klageren har fra 1994 til 1998 været medlem af skatteankenævnet. Fra 1998 til 2000 var han igen medlem af byrådet men fratrådte på dette tidspunkt, da han blev udnævnt til kvalitetsdirektør i kommunen.

Klageren har oplyst, at han i forbindelse med arbejdet i skatteankenævnet ikke modtog en introduktion til skatteret og ej heller deltog i nogen form for kurser - han sad i nævnet som lægmand. Der blev afholdt møder i nævnet ca. 1 gang månedligt.

Medlemmerne af skatteankenævnet fik at vide, at de ikke skulle deltage i møder, hvor de havde kendskab eller tilknytning til den person, der havde indgivet klage, ligesom der var en klar udmelding om, at skatteankenævnets og forvaltningens arbejde var klart adskilt. Klageren har oplyst, at han derfor ikke har haft kontakt til forvaltningen i forbindelse med arbejdet i Skatteankenævnet.

Ved hver ny periode for kommunalbestyrelsen var der en introduktion til byrådsarbejdet, hvor man blev gjort opmærksom på, at man skulle være omhyggelig med at få alle oplysninger med på selvangivelsen, ligesom man fik at vide, at alle medlemmernes selvangivelser blev gennemgået af skatteforvaltningen hvert år. Den samme orientering skete i skatteankenævnet, da han blev medlem heraf.

Klageren har oplyst, at han ikke har haft kendskab til hvem i skatteforvaltningen, der har gennemgået hans selvangivelser, eller kendskab til, hvorledes ligningen af kommunalbestyrelsesmedlemmer og skatteankenævnsmedlemmer er foregået.

Klageren har ved mødet den 8. september 2004 hos ToldSkat forklaret, at han som folkevalgt fik gennemgået sine selvangivelser for hvert år og at han aldrig var blevet mødt med spørgsmål vedrørende kommunens betaling af huslejeudgiften eller den oplyste værdi af fri bolig.

Formalitet

Sagens oplysninger

ToldSkat gennemførte den 19. februar 2004 en arbejdsgiverkontrol hos kommunen, hvor klageren var ansat. Det blev konstateret, at der til klageren var blevet udbetalt befordringsgodtgørelse i 2002 og 2003 på grundlag af faste månedlige kilometertal på 281,25.

ToldSkat har i forbindelse med sagen anmodet skatteforvaltningen om at få udleveret observationsomslag samt alt foreliggende materiale vedrørende årene 1983 til 2003, som måtte befinde sig i kommunen vedrørende klagerens skatteansættelse. Der er som det eneste materiale modtaget kopi af ligningsomslagene for årene 1997 og 1998, idet kommunen har oplyst, at der intet materiale er for tidligere år.

Der fremgår følgende bemærkninger af de to ligningsomslag

1997

"Medlem af skatteankenævnet

Det fremgår af B 350 at skatteyder er udsøgt for værdi af fri helårsbolig udgør kr. 2.884.

På B 350 vedr. kommunen er anført personalegoder, der ikke er A-indkomst, fri helårsbolig kr. 2.884 og fri sommerbolig i DK kr. 2.884.

Iflg. SD lønningskontoret trækkes husleje fra i lønnen, og 10 % af dette beløb er skattepligtig og er fortrykt i felt 229.

Selvangivelsen øvrige punkter er gennemgået og fundet i orden.

Henlagt KL"

Dateret 31. august 1999.

1998

"Personsag - medlem af byrådet.

Selvangivelse gennemgået og fundet i orden."

Sagsbehandler PT har skrevet under og dateret 18. oktober 2000.

Ved møde den 8. september 2004 med klageren fik ToldSkat kendskab til, at skatteyder ikke selv kunne sandsynliggøre, at der var blevet foretaget kontrol med omfanget af den erhvervsmæssige kørsel, der havde begrundet udbetalingen af godtgørelsen.

ToldSkat modtog den 14. maj 2005 [rettelig: 2004] fra Lønkontoret udskrifter af lønsedler for klageren for årene 1992, 1993 og 1995 til 2001. Af lønsedlerne fremgår, at klageren hver måned har modtaget kørselsgodtgørelse på grundlag af et fast kilometertal på 281,25 km. I årene 1995 til 2003 ses beløbene oplyst som skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse på oplysningssedlens felt 48.

ToldSkat fik den 11. oktober 2004 oplysning om størrelsen af de af kommunen for klageren betalte huslejeudgifter i perioden 1. januar 1998 til september 2004 i forbindelse med, at der modtoges oplysninger herom fra G1 Boligselskab. Det fremgår af ToldSkats afgørelse, at det er oplysningerne om den af kommunen betalte husleje, der har dannet baggrund for beregningen af størrelsen af den ligningsmæssige regulering.

Ifølge brev fra kommunen af 27. august 2004 har klageren haft tjenestebolig siden ansættelsen som pedel ved en af kommunens skoler. Kommunen havde indgået en lejeaftale, men da denne udløb inden kommunen havde fundet et nyt lejemål til klageren og klageren i mellemtiden havde fået tilbudt en bolig i ...2, som han havde været skrevet op til i en årrække, kontaktede kommunen udlejer og indgik aftale med denne om, at boligen skulle stilles til rådighed for klageren.

Udlejeren, G1 Boligselskab, opkrævede lejen hos kommunen. Boligselskabet fremsendte girokort til kommunen, som betalte boligselskabet og trak klageren for det beløb, han skulle betale i husleje. Kommunen forestod, hvorledes boligen skulle beskattes, og hvorledes dette skulle indberettes og føres på lønsedlen. Klageren har oplyst, at han fra lønningskontoret fik at vide, at boligen blev behandlet efter Finansministeriets takster, og han har blot taget beløbene til efterretning, således som de var oplyst af kommunen.

Tjenesteboligen blev opretholdt, på baggrund af personlig aftale herom med daværende borgmester - TT - ved klagerens ansættelse som driftsleder i 1992, men bopælspligten bortfaldt. Klageren har forklaret, at det stedse har været aftalt som et led i hans ansættelsesvilkår, at han skulle have tjenestebolig. Der er fremlagt kopi af ansættelsesbrev af 6. marts 1992 vedrørende klagerens ansættelse som leder af H1 hvoraf blandt andet fremgår:

"Ligeledes som personlig ordning, vil du bevare din hidtidige tjenestebolig."

Ved klagerens ansættelse som kommunens kvalitetsdirektør, tilskrev kommunens borgmester den 28. april 2000 denne således:

"Kære A

Med henvisning til ansættelsesbrevet vedrørende din ansættelse som kvalitetsdirektør i kommunen bekræftes herved, at aftalen tillige omfatter din tjenestebolig.

Dette indebærer, at ordningen om tjenestebolig, som senest er fastlagt ved brev af 7. januar 1992, forbliver uændret.

Med venlig hilsen

TT

LJ

Borgmester

Adm. direktør

..."

Begge har underskrevet.

Klageren har fremlagt et brev af 24. februar 1983, hvor kommunen har skrevet til G1 Boligselskab:

"Til pedel A ved H2 har kommunen ikke etableret tjenestebolig, men i stedet lejet lejlighed i ejendommen ...1. Dette lejemål ophører med udgangen af juli md. 83. A har derfor lejet lejligheden ...2 af G1 boligselskab pr. 1.4.1983. I den anledning skal det herved meddeles, at kulturel forvaltning vil indstille til skoleudvalgets næste møde, at kommunen betaler differencen mellem pedellens tjenestebolig og den faktiske leje samt indskuddet på kr. 8.690 til A."

I notat af 23. juli 2003 vedrørende møde mellem klageren og organisationsdirektøren i kommunen, i anledning af generelle eftersyn af løn samt de særlige forhold vedrørende klagerens løn-, ansættelses- og tjenesteforhold, beskrives tjenesteboligen således:

"For så vidt angår spørgsmålet om tjenestebolig, da oplyste A, at der er tale om en almindelig lejlighed i en ejendom der ejes af G1 Boligselskab. A har privat selvstændig ret til at bebo lejligheden via medlemskab af og lejekontrakt med G1 Boligselskab."

ToldSkat varslede ændringen af skatteansættelserne for indkomstårene 1995 til 2003 ved brev af 27. januar 2005.

ToldSkat har ved brev af 19. august 2005 sigtet klageren for overtrædelse af skattekontrollovens § 16. Spørgsmålet om strafansvar er sat i bero indtil Landsskatterettens afgørelse foreligger.

ToldSkats afgørelse

Der kan foretages ændring af skatteansættelsen for indkomstårene 1995 til 2001.

Da klageren forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at hans skatteansættelse er blevet foretaget på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, kan der foretages ændring af skatteansættelsen efter udløbet af den almindelige frist.

I modsætning til anvendelsesområdet for den hidtil gældende skattestyrelseslov § 35, stk. 1, nr. 6, som ikke forudsatte, at der var begået et strafbart forhold, men blot at der skulle være udvist "mere end almindelig uagtsomhed af den skattepligtige eller dennes repræsentant", er det en betingelse efter den nugældende skattestyrelseslov § 35, stk. 1, nr. 5, at der skal være handlet med en grad af grov uagtsomhed, der er identisk med det tilsvarende begreb i skattekontrolloven. Bestemmelsen finder således kun anvendelse, hvor der foreligger et strafbart forhold. Det er ikke en betingelse for anvendelse af bestemmelse, at der gøres et strafansvar gældende mod den pågældende, da straffesagens udfald er betinget af andre forhold, end dem der gør sig gældende i en civil skattesag.

Skattestyrelsesloven § 35, stk. 1, nr. 5 er derudover en videreførelse af den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende skattestyrelseslove § 35, stk. 1, nr. 6.

Skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 6, indebar som følge af dagældende skattestyrelseslov § 35, stk. 3, at myndigheden skulle varsle ændringen inden for en rimelig tid efter at skattemyndigheden var blevet opmærksom på forholdet. Bestemmelsen fandt alene anvendelse, hvor der var grundlag for at forhøje ansættelsen.

Praksis om indholdet af uagtsomhedsbegrebet efter den inden den 1. juli 1999 gældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 4 - indkomstår forud for 1997 - har betydning for den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 6.

I den for indkomstår forud for 1997 gældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 4 løber forhøjelsesfristerne efter den dagældende skattestyrelseslov § 35, stk. 1 ikke i tilfælde, hvor den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsom har bevirket, at skattemyndigheden har foretaget skatteansættelsen på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. I disse tilfælde løber forhøjelsesfristerne først fra det senere tidspunkt, hvor skattemyndigheden kom i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at foretage en korrekt skatteansættelse.

Suspension af forhøjelsesfristerne forudsatte, at den skattepligtige forsætligt eller groft uagtsomt havde forholdt skattemyndigheden oplysninger, som myndigheden ikke ved ændring af den skattepligtiges forskudsregistrering er blevet bekendt med, jf. TfS 1999, 34 LSR, således, at myndigheden ikke er i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til rettidigt at kunne foretage en korrekt skatteansættelse.

Det fremgår af Told-og Skattestyrelsens vejledning offentliggjort i TfS 1997, 156, at i tilfælde hvor suspensionsreglen i den inden den 1. juli 1999 gældende skattestyrelseslov § 35, stk. 4 blev anvendt, blev forholdet indberettet til den relevante myndighed, som foretog en bedømmelse af, om et eventuelt strafansvar skulle gøres gældende. I disse tilfælde ville der ofte også foreligge en overtrædelse af straffebestemmelserne i skattekontrolloven.

Ved vurderingen af at skatteyderen har handlet groft uagtsomt er der henset til

Der henvises til notat af 23. juli 2003, hvor skatteyder over for kommunen har forklaret, at han havde privat og selvstændig ret til at bebo lejligheden via medlemskab og lejekontrakt med G1 Boligselskab. Der henvises tillige til Landsskatteretskendelse SKM2002.577.LSR , hvor Landsskatterettens afgørelse vedrørende indkomstansættelsen for nogle givne år stod ved magt, selv om den tilhørende politisag senere blev opgivet.

Klagerens påstand og argumenter

...

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Varslingen om ændringen af selskabets skatteansættelse vedrørende indkomstårene 1995 til og med 2003 blev givet ved agterskrivelse af den 27. januar 2005. Da ændringen således er varslet efter den 12. marts 2003, finder de nugældende regler i skattestyrelseslovens §§ 34 og 35 anvendelse. Det fremgår af § 6, stk. 3 i lov nr. 410 af 2. juni 2003.

Som udgangspunkt skal varsel om ændring af skatteansættelsen ske senest den 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb, og skatteansættelsen skal foretages senest den 1. august i det 4. år efter indkomstårets udløb. Det fremgår af skattestyrelseslovens § 34, stk. 1.

Varslingen af ændringen af skatteansættelserne for årene 2001, 2002 og 2003 er således foretaget indenfor den ordinære frist i skattestyrelseslovens § 34, stk. 1.

Fristen for forhøjelse af skatteansættelsen i skattestyrelseslovens § 34 fraviges imidlertid, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en skatteansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Det følger af skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 5.

Det bemærkes, at klageren har været medlem af skatteankenævnet i fire år fra 1994 til 1998 som lægmand, og at han har deltaget i skatteankenævnets møder i størrelsesorden 1 gang om måneden. På baggrund af den viden om skatteret, som klageren herved må anses for at have opnået, kan det bebrejdes klageren som groft uagtsomt, at han ikke har underrettet den kommunale skatteligning om, at han selv havde indgået lejeaftalen med G1 Boligselskab om leje af den bolig, han har beboet siden 1983, og som kommunen indtil september 2003 har betalt for. Det kan yderligere bebrejdes klagerens som groft uagtsomt at han ikke har oplyst den kommunale skatteligning om bopælspligtens bortfald i 1992, hvorved kommunens betaling af klagerens husleje får karakter af en personlig aftale med skattemæssig virkning indgået mellem kommunens daværende borgmester TT og klageren. Herved har klageren bevirket, at skatteansættelserne for årene 1995 til 2003 er blevet foretaget på et ufuldstændigt grundlag og er blevet urigtige.

Af det eneste materiale der er modtaget fra kommunens skatteligning - de to ligningsomslag for årene 1997 og 1998 - fremgår der intet, der tyder på at kommunens skatteligning har været vidende om den udbetalte befordringsgodtgørelse på baggrund af faste kilometertal. Derfor lægges det til grund, at skatteligningen ikke har været vidende om, at den udbetalte befordringsgodtgørelse skete på baggrund af et fast kilometertal.

Klageren anses for, ved ikke at have orienteret skatteforvaltningen om den udbetalte kørselsgodtgørelse fra 1992 og frem til september 2003, hvor ordningen ophørte (som følge af den viden han fra sit arbejde i skatteankenævnet må anses for at have erhvervet) at kunne bebrejdes som groft uagtsomt, at skatteansættelserne for 1995 til 2003 er blevet urigtige. Der er herved lagt vægt på, at klageren fra 1992 har vidst, at kommunen ikke førte kontrol med antallet af erhvervsmæssige kørte kilometer, ligesom det er lagt til grund, at klageren har vidst at skatteforvaltningen ikke havde kendskab til den manglende kontrol, samt den skattemæssige følge heraf.

Skattemyndighederne kan alene foretage en forhøjelse af ansættelsen udenfor fristerne i skattestyrelseslovens § 34, hvis myndigheden varsler dette inden 6 måneder efter, at myndigheden er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 34. Det fremgår af skattestyrelseslovens § 35, stk. 2.

Ændringen af skatteansættelsen anses for at være sket indenfor den i skattestyrelseslovens § 35, stk. 2 angivne frist, da ToldSkat først den 11. oktober 2004 kan anses for at have tilstrækkelig viden om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristen i skattestyrelseslovens § 34, stk. 1. Det er således oplysningerne fra G1 Boligselskab, der gives til ToldSkat den 11. oktober 2004, der viser, at den af kommunen modregnede husleje i klagerens løn i væsentlig grad ikke modsvarer den af kommunen for klageren afholdte reelle huslejeudgift.

ToldSkat må anses for, som følge af utilregnelig uvidenhed, at have været ude af stand til at gøre sit samlede krav gældende indtil 11. oktober 2004, hvor lejerkontokort fra G1 Boligselskab blev fremsendt til ToldSkat. Derfor er den 5-årige forældelsesfrist i 1908- loven om forældelse af visse fordringer suspenderet, og ToldSkat har været formelt berettiget til at foretage skatteansættelse for årene fra 1995 til og med 1999.

Landsskatteretten stadfæster derfor ToldSkats afgørelse om at ToldSkat har været formelt berettiget til at foretage ændring af klagerens skatteansættelser for årene 1995 til og med 2000.

Realitet

Sagens oplysninger

Det er dokumenteret, at klageren fra kommunen har fået udbetalt kørselsgodtgørelse på baggrund af et fast kilometertal på 281,25 km. Fra 1995 ses beløbene oplyst som trækfri rejse- og befordringsgodtgørelse på oplysningssedlens felt 48. Befordringsgodtgørelsen fremgår af klagerens lønsedler med nævnte kilometerantal.

Ordningen er ophørt 1. oktober 2003. Der er ikke fremlagt underliggende dokumentation vedrørende den foretagne kørsel.

Klageren har boet på...2 siden 1983. Der er fremlagt lejekontrakt indgået mellem G1 Boligselskab og klageren dateret 9. marts 1983.

Klageren er ifølge lønsedler fra kommunen blevet trukket med henholdsvis 2.467 kr., frem til juli 2000 og 2.521 kr. som boligbidrag.

Gennem hele perioden er klageren yderligere blevet trukket 743 kr. i et fast månedligt varmebidrag. Der er oplyst værdi af fri bolig og sommerbolig med lige store beløb siden 1998. Beløbene er væsentligt mindre end differencen mellem de faktiske huslejeudgifter og klagerens egne betalinger af bolig- og varmebidrag, men er i samme størrelsesorden som værdi af fri bolig.

Klageren og kommunen har begge forklaret, at klageren aldrig har haft fri sommerbolig, og at det må skyldes en fejl, at der er foretaget indberetning heraf.

ToldSkats afgørelse

Den af kommunen udbetalte befordringsgodtgørelse er en skattepligtig indtægt. Den af kommunen betalte andel af klagerens huslejeudgift er en skattepligtig betaling af en privat udgift for klageren. Klageren findes ikke at have haft fri boligtjenestebolig.

Klageren har stået som lejer af lejligheden på lejekontrakten og han har oplyst, at han havde selvstændig ret til at bebo lejligheden via medlemskab af og lejekontrakt med G1 Boligselskab. Der var ikke er nogen arbejdsmæssig begrundelse for, at klageren har skullet bo på den pågældende adresse, idet det bemærkes, at klagerens bopælspligt bortfaldt i 1992. Derfor har udgiften karakter af en ren privat udgift for klageren.

Den refunderede huslejeudgift adskiller sig fra arbejdsgivers afholdelse af udgifter til telefon, idet disse udgifter er begrundet i arbejdsmæssige hensyn. Fri telefon, fri bolig og fri bil er behandlet i ligningslovens § 16, stk. 3. Af bestemmelsen fremgår, at det alene i tilfælde med telefon gælder, at forholdet betragtes som fri telefon i tilfælde hvor arbejdsgiveren refunderer en ansats udgift hertil.

Anvendelse af reglerne om fri bolig kræver, at arbejdsgiveren har stillet en bolig til rådighed for skatteyderen. Et tilsagn fra arbejdsgiveren om dækning af den ansattes boligudgift kan ikke sidestilles hermed, heller ikke hvor der foreligger tilsagn om ubegrænset dækning af udgiften.

Af Ligningsvejledning 2005-1 afsnit A.1.2. fremgår, at i tilfælde hvor arbejdsgiveren betaler den ansattes private udgifter eller konverterer løn til naturalier, er der også tale om A-indkomst.

På denne baggrund anses klageren ikke for at have haft fri bolig som angivet på kommunens oplysningssedler til ToldSkat.

Differencen mellem den af klageren afholdte faste betaling af varme, 743 kr., og den af kommunen afholdte reelle varmeudgift er en skattepligtig indkomst for klageren sammen med de af kommunen afholdte udgifter til antenneforening og copydan.

Der er intet i sagens foreliggende oplysninger der viser, at den kommunale skatteforvaltning er fremkommet med tilkendegivelser, der har kunnet skabe retsbeskyttede forventninger med hensyn til den skattemæssige behandling af ordningen med kommunens betaling af husleje.

Materialet fra ligningsmyndigheden findes heller ikke at vise, at ligningsmyndigheden forud for nærværende sag har været vidende om, at klageren stod som lejer af den omhandlede bolig.

Der er henvist til statsskattelovens § 4, personskattelovens § 3 og arbejdsmarkedsfondsloven § 8.

Den udbetalte befordringsgodtgørelse er skattepligtig, da det ikke findes godtgjort at kommunen har ført kontrol med kørslens omfang og formål, sådan at godtgørelse har kunnet udbetales skattefrit. Der henvises til Østre Landsrets dom gengivet i SKM2001.504.ØLR og Vestre Landsrets dom gengivet i SKM2002.525.VLR .

Der er henvist til ligningslovens § 9, stk. 5 og Ligningslovens § 9 B.

Klagerens påstand og argumenter

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Til den skattepligtige indkomst henregnes, med visse undtagelser, den skattepligtiges samlede årsindtægter. Det fremgår af statsskattelovens § 4. Når arbejdsgiveren yder personalegoder beskattes værdien af disse efter de af Ligningsrådet fastsatte takster.

Ved opgørelse af den skattepligtige indkomst medregnes blandt andet vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder, jf. statsskattelovens §§ 4-6, når tilskuddet eller godet modtages som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde. Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 1.

Det blev ved indførelsen af ligningslovens § 16, ved lov nr. 482 af 30. juni 1993 fastsat, at personalegoder herunder boliger, der stilles til rådighed for ansatte mv. skattemæssigt skal værdiansættes til markedsværdien. Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 3.

Der er ikke tale om en tjenestebolig omfattet af ligningslovens § 16, da kommunen ikke har indgået en gensidigt forpligtende aftale med G1 Boligselskab om udleje af en bolig til klageren. Kommunen har afholdt en almindelig privat udgift for klageren og klageren har selv frit kunnet disponere over lejekontrakten. Det er klageren, der via sit medlemskab og opskrivning til bolig gennem en årrække er blevet berettiget til at indgå i lejeaftalen. Kommunen havde ikke denne ret.

ToldSkat har derfor været berettiget til at forhøje klagerens indkomst med den af kommunen betalte udgift til klagerens private beboelse i medfør af statsskattelovens § 4.

I henhold til ligningslovens § 9, stk. 5, 1. pkt., skal godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som en lønmodtager påføres som følge af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Godtgørelse for befordringsudgifter omfattet af ligningslovens § 9 B, medregnes dog ikke til den skattepligtige indkomst, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser fastsat af Ligningsrådet, jf. ligningslovens § 9, stk. 5, 2. pkt.

Ligningslovens § 9 B, stk. 1, omfatter udgifter til følgende befordring

a) Befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage,
b) befordring mellem arbejdspladser og
c) befordring inden for samme arbejdsplads.

Det er en forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren har ført kontrol med antallet af kørte kilometer. Det fremgår af § 2, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 173. af 13. marts 2000, som er udstedt i medfør af ligningslovens § 9, stk. 5, 4. pkt. Bekendtgørelsen har virkning fra den 1. juli 2000. Det fremgår af § 3 i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000.

Den udbetalte befordringsgodtgørelse er skattepligtig, da det findes godtgjort, at kommunen ikke har ført kontrol med kørslens omfang og formål, sådan at godtgørelse har kunnet udbetales skattefrit.

Landsskatteretten stadfæster ToldSkats afgørelse.

..."

Vedrørende As befordringsgodtgørelse fremgår følgende af brev af 8. maj 1992 fra kommunens daværende forvaltningsdirektør, ML, til kommunens løn- og personaleafdeling:

"...

Befordringsgodtgørelse, A

Igennem længere tid har A fået udbetalt kørselsgodtgørelse på grundlag af et skønnet antal kørte kilometer pr. arbejdsdag i stedet for konkret at udfylde skema efter hver kørsel.

Da jeg forstår, at denne praksis, som i As tilfælde er både fornuftig og hensigtsmæssig på grund af de mange, daglige småture, ikke foreligger skriftligt, bekræfter jeg, at jeg finder, at den anvendte procedure bør fortsætte.

Jeg anmoder derfor om, at Løn- og Personaleafdelingen med virkning fra den 1. maj 1992 udbetaler kørselsgodtgørelsen månedsvis forud på grundlag af 15 kørte kilometer pr. arbejdsdag.

Ifølge aftale med A lægges årligt 225 arbejdsdage til grund for beregningen.

[Underskrevet ML]"

På den fremlagte kopi af brevet er med håndskrift tilføjet

"15 km x 225 dg = 3.375 km i 12 mdr. = 281,25 km. pr. md."

Forklaringer

Der er under sagen afgivet forklaring af A, SD, KL, ML, VP og TT.

A har forklaret blandt andet, at han blev kontoruddannet i 1965, og han har ikke siden - bortset fra nogle kurser - deltaget i efteruddannelse. Han har ikke deltaget i kurser i forbindelse med sit arbejde i skatteankenævnet. Sekretariatet forelagde sagerne, og de diskuterede ikke sager i almindelighed. Han har ikke deltaget i behandling af sager vedrørende fri bolig og kørselsgodtgørelse. Som pedel havde han en tjenestebolig, der lå i et privat byggeri. Hans tjenestetid var fra kl. 7 til kl. 24, fordi der skulle lukkes efter aftenskolen. Boligen var midlertidig, og han blev tilbudt en tilsvarende bolig i ...1, der også var midlertidig i 2 år. Han talte med en embedsmand om en anden løsning for at undgå, at han skulle flytte hvert andet år og fortalte, at han var skrevet op til en lejlighed i ...2. Kommunen syntes, at det var en god ide. En anden pedel havde tjenestebolig i ...3, så han troede, at det var i orden. Kommunen forhandlede lejekontrakten, og huslejeopkrævningen skulle sendes til kommunen. Kommunen besigtigede boligen for at beregne boligbidraget, og han blev trukket i løn efter de gældende regler om tjenestebolig. Han havde ikke kendskab til de nærmere regler. Det er ikke rigtigt som anført i brev af 22. september 2003 fra kommunen, at kontrakten blev ændret på hans foranledning. Det er kommunens udlægning af sagen. Han blev driftsleder i 1992, og han husker ikke, om hans tjenestebolig blev drøftet i den forbindelse. Som driftsleder havde han stadig funktioner i relation til pedellerne og havde udkald og skulle kunne vikariere for pedellerne. Han var ikke involveret i lønforhandlingen, der blev forestået af FOA. Han fik ikke besked om, at der ville ske ændring af bopælspligten eller tjenesteboligen. Som kvalitetschef skulle han blandt andet optimere kommunens ældreområde. Han var stadig koordinator i forhold til pedellerne og havde fortsat tilkaldevagt, hvorfor det var praktisk, at han boede i kommunen. Han har ikke tænkt over, om han havde pligt til at bo der. Han troede, at han skulle ansøge, hvis han ville flytte, men han har ikke talt med nogen om det. Han talte ikke med TT om tjenesteboligen. Han fik først at vide, at ordningen med tjenesteboligen var ophørt, da organisationsdirektør JN blev ansat. Ordningen med fast kørselsgodtgørelse blev i sin tid aftalt, fordi den oprindelige ordning var besværlig. Han kørte meget i tjenesten, og den aftalte godtgørelse gav ikke fuld dækning for den faktiske kørsel. Han fik et andet kørselsbehov som kvalitetschef. Han tog nogle gange taxa, men kørte også en del i sin egen bil blandt andet i forbindelse med kommunens pensionistrejser. Mens han sad i byrådet, blev hans selvangivelse gennemgået, men han blev ikke kontaktet af ligningskontoret i den forbindelse, og ingen bad om yderligere oplysninger. Han undrede sig over, at der stod fri sommerbolig på hans lønseddel og fik af enten løn - eller borgmesterkontoret at vide, at det var måden, man skrev det på, hvilket han slog sig til tåls med. Han vidste, at kommunen ikke havde nogen sommerbolig, og han havde heller ikke selv nogen sommerbolig.

SD har forklaret blandt andet, at hun var ansat som løn - og personalechef i kommunen i 1990'erne og fratrådte den 1. februar 2000, hvor funktionen blev udliciteret til Deloitte&Touche, der herefter forestod den praktiske lønadministration. Hun havde det overordnede ansvar for alle lønudbetalinger i kommunen. As boligbidrag blev fratrukket i lønnen efter skat. 10 % af boligbidraget var skattepligtigt, og der blev brugt en kode. A havde tjenestebolig, fordi han var pedel. Da han blev driftschef, var det fortsat i orden, at han havde tjenestebolig. Da han blev kvalitetschef, ville hun være sikker på, at han fortsat måtte have en tjenestebolig. Hun fik af ledelsen besked på, at det var korrekt, hvorefter hun spurgte kommunens eksterne revision, Kommunernes Revision, der oplyste, at det var i orden. As sag blev gennemgået hvert år af den eksterne revision, fordi han sad i byrådet. Den eksterne revision fik udleveret personalesagen, herunder alle aftaler, og de havde adgang til alle lønsedler. Teknisk forvaltning havde opmålt boligen, og den opmåling blev lagt til grund. Hun har aldrig tænkt over, at As bolig var beliggende i et socialt boligselskab. Det oprindelige pedelhus blev revet ned, og pedellen blev genhuset. Ordningen med fast kørselsgodtgørelse blev aftalt, fordi den oprindelige ordning var besværlig. Hun kan ikke huske, at hun skulle have talt med KL om As skattemæssige ligning for 1997.

KL har forklaret blandt andet, at hun har underskrevet ligningsomslaget for indkomståret 1997. Beløbene nævnt i ligningsomslaget stammer fra R-75-oplysningerne. Hun ringede til SD og spurgte, om beløbene var korrekte, hvilket vidnet mente, at de var, ud fra de oplysninger, hun fik. Selvangivelserne for byrådsmedlemmer, ansatte ved skattevæsenet, medlemmer af skatteankenævnet, chefer og politikere blev udtaget til ligning hvert år. Kontrollen med kørselsgodtgørelse lå ikke hos kommunen, men hos ToldSkat, hvorfor hun ikke foretog sig videre i den relation.

ML har forklaret blandt andet, at han var ansat i kommunen fra 1. august 1987 til efteråret 2002, først som socialchef og senere som ordførende direktør. Han havde ansvaret for personaleområdet, mens A var pedel og senere i forløbet. Han var ikke nede i substansen vedrørende As løn, der blev besluttet af økonomiudvalget, mens A sad i byrådet. Stillingen som driftschef indebar tilkaldevagt blandt andet til servicekorpset, og hvis der opstod problemer i form af vandskade, snerydning mv., og det var derfor nødvendigt, at han havde bolig i kommunen. Ordningen var personlig for A, og en efterfølger ville ikke nødvendigvis få en tjenestebolig. Det var ikke usædvanligt, at der var personlige ordninger for tjenestemænd. Da A blev kvalitetschef, var vidnet ikke involveret i forhandlingerne, der blev varetaget af direktør LJ. Der var et stærkt politisk ønske om at styrke servicen på ældreområdet, og A havde som tidligere formand for socialudvalget kendskab til området. A havde bopælspligt i tjenesteboligen i den forstand, at As ret til at få betalt boligudgifter efter vidnets opfattelse ikke ville blive opretholdt, hvis A valgte at flytte til en anden bolig. Baggrunden for brevet af 8. maj 1992 fra kommunen til A vedrørende fast kørselsgodtgørelse var, at A havde en del kørsel i forbindelse med sit job som driftschef. Vidnet havde lavet en tilsvarende aftale med en anden medarbejder om samme ordning. Vidnet vurderede, at 15 km pr. arbejdsdag i gennemsnit svarede til, hvad A kørte. Normalt udfylder medarbejderen en kørebog, men den anden ordning var den letteste for alle parter. Han ved ikke, om det var løn - og personaleafdelingen eller A, der tog initiativ til ordningen med fast kørselsgodtgørelse. A var som byrådsmedlem undergivet en skærpet kontrol af Kommunernes Revision, der har været bekendt med ordningen om fast kørselsgodtgørelse. Han overvejede ikke, at der kunne være skattemæssige problemer med ordningen.

VP har forklaret blandt andet, at han var formand for Dansk Kommunal Arbejderforbund, nu FOA. Ansættelsesvilkår for tjenestemænd, herunder personlige ordninger, skulle forhandles med FOA. A og han talte om lønforholdene, men det var mere uformelle drøftelser, fordi vidnet boede i kommunen. De egentlige forhandlinger blev varetaget af lokalafdelingen. Brevet af 7. januar 1992 fra kommunen stilet til vidnet vedrørende klassificering af As stilling som driftsleder blev sendt efter, at vidnet havde haft en samtale med borgmester TT, og herefter overgik behandlingen af sagen til lokalafdelingen. As stilling skiftede indhold, og han skulle bevare de samme rettigheder, som han hidtil havde haft, idet forfremmelsen til driftsleder ikke skulle indebære en forringelse af As vilkår. Han ved ikke, om der lå en aftale mellem kommunen og FOA, da A blev kvalitetschef, men A var omfattet af rammeaftalen for åremålsansættelser, selv om der ikke var en officiel aftale om det. Hvis ordningen med tjenestebolig skulle ændres, skulle det forhandles med FOA.

TT har forklaret blandt andet, at han kom i byrådet i ... og var med til at ansætte A som biblioteksbetjent. Han blev borgmester i ... Han vidste, at A havde en tjenestebolig. Han gik ikke op i de nærmere detaljer. Kommunen fandt en anden bolig til ham. Det var en selvfølge, at A havde tjenestebolig både som pedel, driftschef og kvalitetschef. Han ved ikke, om A havde bopælspligt som driftschef, men det var en forudsætning for hans stillinger som driftschef og kvalitetschef, at han boede i kommunen. Han var problemknuser og skulle kunne rykke ud hele døgnet. A blev udnævnt som kvalitetschef, fordi han skulle være en slags ombudsmand for institutionerne og havde et stort kendskab til kommunens forhold. Vidnet har sagt, at det var rimeligt, at tjenesteboligen blev opretholdt, efter at A blev udnævnt til kvalitetschef under forudsætning af, at LJ havde undersøgt, at det var i orden. Han kan ud af papirerne se, at han gennem hele forløbet har bekræftet, at As tjenestebolig skulle opretholdes.

Procedure

A har vedrørende sagens realitet og til støtte for sin påstand om nedsættelse til det selvangivne, subsidiært til et beløb baseret på en korrekt beregning efter Ligningsrådets anvisninger, gjort gældende, at han under sin mangeårige ansættelse i kommunen har haft fri bolig til rådighed, idet de aftalte vilkår lever op til de krav, der stilles efter lovgivning og praksis.

Det følger af ligningsloven § 16, stk. 3, at værdien af fri helårsbolig indgår i den skattepligtige indkomst og reduceres med den ansattes eventuelle betaling til arbejdsgiver. Værdien af fri helårsbolig skal fastsættes ud fra boligens markedsleje. Ligningsrådet har for hele perioden fastsat anvisninger for beregning af denne skattemæssige markedsleje, som ofte afviger fra den sædvanlige markedsleje, jf. ligningsvejledningen afsnit A.B.1.9.5. Efter anvisningen skal han beskattes af differencen mellem værdi af helårsbolig og den af ham faktisk betalte husleje. Det bestrides, at det forhold, at han står som lejer af lejemålet ...2, udelukker, at der skattemæssigt foreligger fri bolig. En betingelse om, at arbejdsgiver skal være lejer ifølge lejekontrakten, fremgår ikke af ligningsloven § 16, stk. 3, som i øvrigt ikke indeholder en definition af begrebet fri helårsbolig. Begrebet er heller ikke defineret i forarbejderne til ligningsloven § 16, stk. 3, i cirkulære nr. 72 af 17. april 1996 om ligningsloven eller ligningsvejledningen for de pågældende indkomstår. Skatteministeriet har heller ikke kunnet henvise til offentliggjort praksis, som begrundelse for den påståede betingelse.

Kommunen har ikke haft mulighed for at stå som lejer af lejemålet ...2, men det må efter omstændighederne og de med udlejer indgåede aftaler om lejebetaling uden videre lægges til grund, at havde dette været muligt, ville kommunen have stået som lejer på lejekontrakten. Det har således stedse været kommunen, der har foretaget betalinger af leje og haft kontakt med G1 Boligselskab. Der er herefter alene tale om en praktisk formalitet. Det gøres gældende, at uanset denne formelle forskel foreligger der fri bolig for A. Kommunen har således i 1983 som led i hans ansættelsesaftale overfor udlejer forpligtet sig til at afholde husleje. Det er denne forpligtelse til at afholde samtlige udgifter vedrørende boligen, der er afgørende for, at der i skattemæssig henseende foreligger fri bolig, jf. ligningslovens § 16, stk. 3. Der henvises i den forbindelse til SKM2005.242.LSR og SKM2006.441.SR .

Det gøres endeligt gældende, at reglerne om fri helårsbolig i ligningsloven § 16, stk. 3, nr. 4, skal sammenholdes med reglerne i ligningsloven § 16, stk, 3, nr. 3, om fri telefon, og ligningsloven § 31, om arbejdsgivers afholdelse af udgifter til uddannelse og kurser for den ansatte. Begrebet fri telefon er defineret i ligningsloven § 16, stk. 3, nr. 3. Det gøres gældende, at fri bolig ligesom fri telefon omfatter den situation, hvor arbejdsgiveren fuldstændigt eller op til et vist beløb betaler eller refunderer den skattepligtiges huslejeudgifter, jf. SKM2007.405.SR . Det samme gør sig gældende for arbejdsgiverens dækning af udgifter til uddannelse og kurser. Skatterådet har således i SKM2006.441.SR udtalt, at der i bestemmelsen i ligningsloven § 31 ikke er noget krav om, at arbejdsgiveren skal være den direkte forpligtede. Da Skatteministeriet ikke lovgivningsmæssigt eller på anden vis har taget afstand fra SKM2006.441.SR , gøres det gældende, at de principper, som afgørelsen er haseret på, også gælder i nærværende sag, således at A har haft fri bolig efter ligningsloven § 16, stk. 3.

Såfremt retten er enig i, at A skattemæssigt har haft fri bolig til rådighed, gøres gældende, at de indberettede beløb skal lægges til grund for skatteansættelserne, idet ToldSkat har tilkendegivet, at den gennemførte beskatning er dækkende. Det differencebeløb, som A og skattemyndighederne har afstået fra at reducere indkomsten med henholdsvis beskatte, fremgår af sagens bilag 39 og udgør ubetydelige beløb.

Finder retten, at der skal foretages korrektion, gøres det gældende, at dette skal ske med de beløb, der er indeholdt i As mere subsidiære påstand for indkomstårene 1998-2000 og hans primære påstand for indkomstårene 2001-2003.

Vedrørende sagens formalitet og til støtte for sin principale påstand har A gjort gældende, at skatteforvaltningens ændringer af hans skatteansættelser for årene 1995-2000 er gennemført efter udløbet af den ordinære frist for ændring i skatteansættelsen, jf. Skattestyrelsesloven § 34, samt at han hverken forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en skatteansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, jf. skattestyrelsesloven § 35, stk. 1, nr. 5.

Skatteministeriet har derfor været uberettiget til at ændre hans skatteansættelser for indkomstårene 1995-2000, hvilket bevirker, at ansættelserne er ugyldige.

Ifølge forarbejderne til § 35, j f. LF 175 af 12.03.2003, er det en forudsætning for ekstraordinær genoptagelse, at der foreligger et groft uagtsomt forhold, der er strafbart i henhold til skattekontrollovens afsnit III, og konkret i henhold til § 16 stk. 2, jf. stk. 1, der hjemler bødestraf, hvis den skattepligtige forsætligt eller groft uagtsomt undlader at oplyse skattemyndighederne om, at en skatteansættelse er for lav. Skatteministeriet har ikke løftet denne bevisbyrde.

Skatteministeriet har henvist til, at han har udvist grov uagtsomhed, fordi han har undladt at gøre opmærksom på, at han selv stod på lejekontrakten, samt at der kan stilles særlige krav til ham, fordi han har været medlem af skatteankenævnet. Dette bestrides, allerede fordi et krav om, at arbejdsgiver skal stå som lejer, ikke fremgår af skattelovgivningen, ligesom det ikke fremgår af de årlige Ligningsvejledninger udarbejdet af skattemyndighederne og endelig heller ikke er fastslået ved offentliggjort praksis.

Det bestrides, at A i kraft af, at han har været politisk udpeget som lægmand i skatteankenævnet for socialdemokraterne i en periode af 4 år, burde have været opmærksom på, at han skulle have foretaget selvangivelse med andre beløb end indberettet af kommunen som arbejdsgiver. A kunne med føje gå ud fra, at han fik tjenestebolig stillet til rådighed, således som det fremgik af de skriftlige ansættelsesvilkår, der gentagne gange var fastsat efter forhandling mellem FOA og kommunen. Videre kunne A med føje gå ud fra, at den af kommunen foretagne beregning og opkrævning af leje hos ham, som var sket efter kommunens konkrete opmåling, var korrekt i henhold til Finansministeriets takster, samt at den af kommunen indhentede værdi af fri helårsbolig var korrekt i henhold til Ligningsrådets takster, jf. Ligningsvejledningen A.B.1.9.5 , for værdi af fri helårsbolig, der af en arbejdsgiver stilles til rådighed for ansatte. Der er alene tale om relativt ubetydelige afvigelser i de til selvangivelsen af kommunen indberettede beløb i forhold til den korrekt beregnede årlige skattepligtige værdi af helårsbolig til rådighed. Der henvises til forarbejderne til Skattestyrelsesloven § 35 (lov nr. 1029 af 22.11.2000), skatteministerens svar på spm. 3 og 4 samt TfS 1999, 543 VLD, hvorefter kun betydelige og klare afvigelser kan medføre suspension af ansættelsesfristen.

Det gøres endelig gældende, at A ikke kan have bevirket, at skatteforvaltningen har foretaget skatteansættelsen på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag som følge af, at kommunens forskellige forvaltningsgrene i denne sammenhæng må anses for en og samme myndighed. Skatteforvaltningen, der i hele perioden har været ligningsmyndighed for ham, har hermed haft alle oplysninger om løn- og ansættelsesvilkår, som er forhandlet og fastsat af kommunen. Der henvises til TfS 1999, 543 V.

Skatteministeriet har i relation til spørgsmålet om grov uagtsomhed endelig henvist til, at han burde have underrettet skatteforvaltningen om, at hans bopælspligt bortfaldt i 1992 som følge af ændring i ansættelsesforhold. Dette bestrides, allerede fordi fri helårsbolig til rådighed skattemæssigt ikke har som forudsætning, at den ansatte har bopælspligt, jf. ligningsloven § 16, stk. 3. Landsskatteretten har i sin kendelse lagt til grund, at når han ikke har oplyst den kommunale skatteligning om bopælspligtens bortfald, får kommunens betaling af hans husleje karakter af en personlig aftale med skattemæssig virkning indgået mellem kommunens daværende borgmester TT og ham. Dette bestrides af A, allerede fordi der er tale om et ansættelsesvilkår, der er genforhandlet mellem hans faglige organisation FOA og kommunen. Det bestrides derfor også, at aftalen kan tillægges vægt ved uagtsomhedsvurderingen.

I relation til de udbetalte beløb til dækning af As kørsel for kommunen har Skatteministeriet henvist til, at han har udvist grov uagtsomhed, fordi han har vidst, at kommunen ikke førte den krævede kontrol med udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse. Dette bestrides af A, der i perioden som led i sit arbejde har haft en daglig kørsel, der har berettiget til udbetaling af de månedlige beløb. Denne daglige kørsel har begrundet, at kommunen har etableret en ordning med udbetaling af godtgørelse på grundlag af det skønnede kørselsbehov. Kommunen har været bekendt med omfanget af denne kørsel. Hans opfattelse har været, at så længe der blot var tale om en faktisk kørsel, der berettigede til udbetaling af den månedlige godtgørelse, var betingelserne for, at beløbene kunne modtages skattefrit, opfyldt. Han har herved ikke haft anledning til at betvivle, at Kommunen udøvede kontrol med den udbetalte kørselsgodtgørelse. Denne opfattelse bestyrkes tillige af, at de udbetalte kørselsgodtgørelser har været indberettet af Kommunen til skattemyndighederne gennem alle årene. Der henvises videre til SKM2007.315.SR og SKM2007.316.SR samt pressemeddelelse af 22.12.2004 fra Told- og Skattestyrelsen, idet hans faktiske kørsel er sandsynliggjort i kraft af hans stillingsindhold, som forudsætter daglig kørsel i hele kommunen.

Hermed kan den af A udviste adfærd højst karakteriseres som simpel uagtsom, idet han i øvrigt har haft føje til at gå ud fra, at kommunen som offentlig myndighed og arbejdsgiver for mange ansatte har foretaget korrekt indberetning af oplysninger til skattemyndighederne, samt at denne opfattelse yderligere er blevet bestyrket af, at hans selvangivelser hvert år blev kontrolleret af ligningsmyndigheden.

Endelig gøres gældende, at ansættelserne for indkomstårene 1995-2000 er ugyldige, fordi Skatteministeriet ikke har varslet skatteansættelserne inden 6 måneder efter, at den skatteansættende myndighed er kommet til kundskab om de forhold, der har begrundet suspension af forældelsesfristen i skattestyrelsesloven § 34, jf. skattestyrelsesloven § 35, stk. 2. Varsling er hermed sket for sent. Kommunen er principielt en og samme myndighed i relation til sin viden om de faktiske forhold for udbetaling af kørselsgodtgørelse og fri bolig, således at suspension af den almindelige forældelsesfrist i § 34 er udelukket.

Subsidiært gøres gældende, at skatteforvaltningen som skatteansættende myndighed har haft denne viden senest siden 31. august 1999, hvor den kommunale skatteforvaltning har gennemgået hans selvangivelse for 1997, idet han var blevet udsøgt til kontrol for værdi af fri bolig. Varslingsfristen på 6 måneder løber følgelig fra denne dato.

Mere subsidiært gøres gældende, at fristen begyndte at løbe fra den 19. februar 2004, hvor ToldSkat foretog arbejdsgiverkontrol hos kommunen. For så vidt angår fri bolig, fremgår det således, at lønningskontoret på dette tidspunkt havde opdaterede oplysninger om, at han var lejer i henhold til lejekontrakten med boligselskabet. Dette forhold er den afgørende begrundelse for, at skattemyndighederne ikke anerkender, at han har fri helårsbolig til rådighed. ToldSkat har imidlertid undladt at indhente oplysninger om løn- og ansættelsesvilkår i umiddelbar tilknytning til kontrolbesøget, hvilket der har været så meget desto mere årsag til, da de til ToldSkat indberettede oplysninger om såvel fri helårsbolig som fri sommerbolig umiddelbart måtte påkalde sig opmærksomhed ved arbejdsgiverkontrollen. For så vidt angår den udbetalte kørselsgodtgørelse, fremgår det, at det ved arbejdsgiverkontrollen den 19. februar 2004 er konstateret, at der er udbetalt kørselsgodtgørelse med faste beløb.

Under disse omstændigheder gøres det gældende, at fristen løber fra den 19. februar 2004, og da varsling først er sket den 27. januar 2005, er varsling foretaget for sent.

Mere subsidiært gøres gældende, at fristen senest kan anses at løbe fra den 14. maj 2004, hvor ToldSkat fra kommunen modtog udskrifter af hans lønsedler for 1995-2001. Fra dette tidspunkt har ToldSkat været i besiddelse af dokumentation for, at han har fået udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse med lige store månedlige beløb over lange perioder, samt at han har haft fri helårsbolig til rådighed. Ændringen af hans skatteansættelser for indkomstårene 1995-2000 skulle således have været varslet senest den 14. november 2004, men blev rent faktisk først varslet den 27. januar 2005, hvorefter skatteansættelsen er sket i strid med bestemmelsen i skattestyrelsesloven § 35, stk. 2, og derfor må anses for ugyldig.

Til støtte for den for indkomstårene 1995-1999 nedlagte subsidiære påstand om forældelse af skattekravet gøres gældende, at skattekravet mod ham er forældet, jf. 1908-loven § 1, nr. 4, jf. § 3, idet skatteforvaltningen allerede den 31. august 1999 foretog kontrol af hans skatteansættelse. De indberettede oplysninger angående fri helårsbolig og fri sommerbolig har dannet grundlag for kontrol af ansættelsen, og i denne forbindelse har skatteforvaltningen kontaktet lønningskontoret for nærmere oplysninger om de indberettede forhold. Et eventuelt skattekrav kunne have været gjort op på dette tidspunkt, hvis forvaltningen havde været enig med ToldSkat i, at de faktiske forhold gav grundlag for at foretage forhøjelser af skatteansættelsen.

Skatteministeriet har først endeligt fremsat sit krav på betaling af skat på grundlag af ToldSkats afgørelse af 20. juni 2005, således at der er forløbet mere end 5 år fra 31. august 1999. Herefter er skattekrav for indkomstårene 1995-1999 forældet.

Skatteministeriet har vedrørende sagens realitet og til støtte for frifindelsespåstanden gjort gældende, at A er skattepligtig af de huslejebeløb, som kommunen har betalt for A, jf. statsskattelovens § 4.

Om beskatning af personalegoder fremgår af ligningslovens § 16, stk. 1, at der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes bl.a. vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder, jf. statsskattelovens §§ 4-6, når tilskuddet eller godet modtages som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt.

Der foreligger ikke et personalegode i form af fri bolig, såfremt det er den ansatte og ikke arbejdsgiveren, der indgår lejeaftalen og dermed er forpligtet overfor udlejer. Den omhandlede lejekontrakt er indgået mellem A og boligselskabet og ikke mellem boligselskabet og kommunen som arbejdsgiver, der i øvrigt heller ikke havde mulighed for at leje lejligheden. Den økonomiske fordel, som A opnåede i kraft af de af kommunen betalte huslejebeløb, kan derfor ikke anses som "fri bolig" omfattet af ligningslovens § 16, og de af det daværende Ligningsråd fastsatte takster for værdiansættelse af fri bolig finder følgelig ikke anvendelse, idet anvendelsen af disse takster forudsætter, at der foreligger fri bolig omfattet af ligningslovens § 16. Fordele, der opnås som led i et ansættelsesforhold, og som ikke er omfattet af ligningslovens § 16, er skattepligtige i henhold til statsskattelovens § 4, hvorfor den foretagne beskatning er korrekt.

Det bestrides, at princippet i ligningslovens § 16, stk. 3, nr. 3, kan overføres på denne sag, allerede fordi indholdet af begrebet fri telefon er defineret i lovbestemmelsen.

Vedrørende sagens formalitet og for så vidt angår indkomstårene 1995-2000, har Skatteministeriet gjort gældende, at A groft uagtsomt har bevirket, at skatteansættelserne er blevet urigtige, og at den ordinære ansættelsesfrist i den dagældende skattestyrelseslovs § 34, stk. 1, derfor kan fraviges, jf. dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, nr. 5. A må anses for at have handlet groft uagtsomt ved ikke at have meddelt ligningsmyndigheden, at han selv havde indgået lejeaftale med G1 Boligselskab om leje af lejligheden, bopælspligtens bortfald og den personlige aftale med kommunens daværende borgmester, hvilke omstændigheder ligningsmyndigheden var ubekendt med. A må ligeledes anses for at have handlet groft uagtsomt ved ikke at have oplyst, at den befordringsgodtgørelse, som han fik udbetalt, var baseret på et fast, skønnet kilometertal, og ikke på faktisk erhvervsmæssigt kørte kilometer, ligesom han har undladt at oplyse, at kommunen ikke førte kontrol med antallet af kørte kilometer. Ved uagtsomhedsbedømmelsen må der tages hensyn til, at A har været medlem af Skatteankenævnet i perioden 1994 til 1998, og at forholdene har fundet sted over en længere periode.

6-måneders fristen i dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 2, er overholdt, idet ansættelsesændringerne er varslet inden 6 måneder efter, at den skatteansættende myndighed kom til kundskab om det forhold, der begrundede fravigelse af fristen i dagældende skattestyrelseslovs § 34. ToldSkat fik først det fornødne kendskab til forholdene den 11. oktober 2004, da lejerkontokort blev fremsendt, jf. bilag D. Det bemærkes herved, at det er oplysningerne fra G1 Boligselskab, der viste, at den af kommunen modregnede leje i As løn væsentligt afveg fra den af kommunen for A afholdte reelle huslejeudgift. Da varslingen skete den 27. januar 2005, er ansættelsesændringerne rettidige. Dette ville i øvrigt også være tilfældet, såfremt fristen regnes fra den 8. september 2004, da ToldSkat modtog kopi af lejekontrakten, og på mødet med A fik kendskab til den manglende kontrol med den erhvervsmæssige kørsel, eller den 30. august 2004, da A blev indkaldt til mødet.

Det bestrides, at fristen kan regnes fra et tidligere tidspunkt. Oplysning om de relevante faktiske forhold forelå ikke i forbindelse med den gennemgang af As selvangivelse for indkomståret 1997, der fandt sted den 31. august 1999. Der fremgår intet om, hvorledes befordringsgodtgørelsen blev udbetalt af de oplysninger, der var tilgængelige for skattemyndighederne, hvilket A også er enig i. Oplysningen om, at der blev trukket husleje giver endvidere ikke grundlag for at antage, at A selv havde indgået lejemålet. ToldSkat kom heller ikke til kundskab om de forhold, der kunne begrunde en fravigelse af fristen i den dagældende skattestyrelseslovs § 34, den 19. februar 2004, da der blev foretaget arbejdsgiverkontrol. Sådant kundskab fik ToldSkat først i kraft af senere modtagne oplysninger.

Fristen kan heller ikke regnes fra den 14. maj 2004, på hvilket tidspunkt ToldSkat modtog As lønsedler. Det forhold, at der i lønsedlerne er anført "Fri bolig" og "Skattefri befordringsgodtgørelse" gav ikke ToldSkat tilstrækkelig viden om de forhold, der begrundede ansættelsesændringerne. At kilometerantallet er anført med samme beløb, ændrer ikke herved.

Det bestrides endvidere, at skattekravet er forældet efter den dagældende 1908-lov. Det gøres herved gældende, at forældelsesfristen har været suspenderet indtil den 11. oktober 2004. ToldSkat var indtil da ude af stand til at gøre sit samlede krav gældende. Der henvises i øvrigt til det ovenfor anførte vedrørende fristen i den dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 2.

Det bestrides yderligere, at den ene gren af forvaltningens viden om forholdene, som hævdet af A, automatisk medfører, at andre dele af forvaltningen må anses for at have samme viden. Der er tale om forskellige myndigheder, og skattemyndighederne kan ikke i henseende til fristberegningen eller bedømmelsen af andre spørgsmål i denne sag identificeres med den del af forvaltningen i den daværende kommune, der har været involveret i As løn- og ansættelsesforhold.

Rettens begrundelse og resultat

Ligningslovens § 16 om personalegoder blev indført ved lov nr. 483 af 30. juni 1993. Af bemærkningerne til lovforslaget, jf. Folketingstidende 1992-1993, Tillæg A, spalte 9471, fremgår blandt andet:

"...

Har arbejdsgiveren f.eks. stillet bolig til rådighed for den ansatte, må skattemyndighederne efter forslaget foretage en individuel vurdering af værdien af boligretten under hensyn til boligkontraktens indhold.

..."

Ved lov nr. 216 af 29. marts 1995 indførtes som stk. 7-9 til ligningslovens § 16 bestemmelser om ansættelsen af den skattepligtige værdi af en helårsbolig, der er stillet til rådighed af en arbejdsgiver. Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget, jf. Folketingstidende 1994-1995, Tillæg A, fremgår s. 2139-2140 blandt andet:

"...

2. Gældende regler

...

Den skattemæssige værdi af en helårsbolig

For en helårsbolig, der helt eller delvis vederlagsfrit stilles til rådighed for en ansat, indebærer dette, at der skal ske beskatning af differencen mellem den faktisk betalte leje og den leje, som boligen vil kunne indbringe ved udlejning til en udenforstående (markedsværdien).

...

Huslejefastsættelsenfor tjenestemænd

For tjenestemænd er huslejen for den bolig, som arbejdsgiveren stiller til rådighed, fastsat ud fra Finansministeriets cirkulære nr. 32 af 16. marts 1989 om tjeneste- og lejeboliger.

..."

Om indholdet af de foreslåede stk. 7-9 til ligningslovens § 16, jf. Folketingstidende 1994-1995, Tillæg A, fremgår s. 2141-2142 blandt andet:

"...

3. Lovforslagets indhold

Det foreslås, at den skattepligtige værdi af en helårsbolig, som af en arbejdsgiver stilles til rådighed for en ansat, og som det af hensyn til udførelsen af arbejdet skønnes nødvendigt, at den ansatte har pligt til at bebo, eller som den ansatte har pligt til at fraflytte i forbindelse med ansættelsesforholdets ophør, ikke længere skal fastsættes til markedslejen.

Tjenesteboliger

Det foreslås således, at den skattepligtige værdi af en helårsbolig, der er stillet til rådighed af en arbejdsgiver, og som det af hensyn til udførelsen af arbejdet skønnes nødvendigt, at den ansatte har pligt til at bebo under ansættelsen og pligt til at fraflytte i forbindelse med ansættelsens ophør, sættes til et beløb svarende til boligens markedsleje nedsat med 30 pct.

...

Lejeboliger

Foruden tjenesteboliger, som ansatte har pligt til at bebo, stiller en række arbejdsgivere boliger til rådighed for ansatte, som de ansatte ikke har pligt til at bebo, men som de ansatte skal fraflytte ved ansættelsens udløb eller i forbindelse med forflyttelse.

For sådanne helårsboliger foreslås, at den skattepligtige værdi som følge af pligten til at fraflytte boligen ved ansættelsens ophør eller i forbindelse med forflyttelse sættes til boligens markedsleje nedsat med 10 pct.

Øvrige boliger

Forslaget omfatter ikke boliger, der af en arbejdsgiver er stillet til rådighed for en ansat, hvor den ansatte hverken har pligt til at bebo boligen eller pligt til at fraflytte boligen i forbindelse med ansættelsesforholdets ophør.

Sådanne boliger skal efter forslaget fortsat værdiansættes ud fra boligens markedsleje, dvs. uden nedslag.

..."

A indgik den 10. marts 1983 en lejeaftale vedrørende et rækkehus beliggende...2 med det almennyttige boligselskab G1X, nu G1 Boligselskab. Uanset at kommunen indtil september 2003 har indbetalt husleje og andre boligudgifter til boligselskabet som led i As ansættelsesforhold, findes boligen ikke at have været en fri helårsbolig som omhandlet i ligningslovens § 16, idet boligen ikke var stillet til rådighed af kommunen. Kommunen var således ikke ejer af eller på anden måde rådig over boligen, og kommunen havde ingen risiko, rettigheder eller forpligtelser i forhold til lejeaftalen.

Kommunens betaling af husleje og andre boligudgifter for A udgjorde derfor et huslejetilskud og dermed betaling af private udgifter, der er skattepligtige for A, som personlig indkomst i henhold til statsskattelovens § 4.

Herefter tages Skatteministeriets påstand vedrørende indkomstårene 2001, 2002 og 2003 til følge.

Efter den dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, nr. 5, jf. § 34, stk. 1, kan fristen for forhøjelse af skatteansættelsen fraviges, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en skatteansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Ansættelsesaftalens vilkår om tjenestebolig var oprindelig begrundet i As stilling som pedel. Ifølge As forklaring og vidneforklaringerne afgivet af ML og TT, varetog A fortsat tilkaldefunktioner i senere stillinger. Ansættelsesvilkårene, hvorefter A bibeholdt tjenesteboligen som en personlig ordning, blev indgået under medvirken af As faglige organisation, FOA. Landsretten finder det herefter betænkeligt at fastslå, at A har udvist grov uagtsomhed ved ikke at have oplyst skattemyndighederne om lejeforholdets nærmere karakter. Landsretten finder det herved ikke sandsynliggjort, at A som lægmandsrepræsentant i skatteankenævnet i årene 1994-1998 har opnået en sådan viden om skattemæssige forhold, at forholdet af den grund må tilregnes A som groft uagtsomt. Det er indgået i landsrettens uagtsomhedsvurdering, at den skattemæssige behandling af boligudgifterne er anset som et principielt spørgsmål.

A modtog skattefri kørselsgodtgørelse baseret på et fast månedligt kilometertal på 281,25 kilometer. Kommunen, der indberettede kørselsgodtgørelsen til skattemyndighederne som skattefri kørselsgodtgørelse, førte ikke kontrol med antallet af kørte kilometer, ligesom A ikke selv førte regnskab med antallet af kørte kilometer. Ordningen om fast skattefri kørselsgodtgørelse blev bekræftet ved brev af 8. maj 1992 fra forvaltningsdirektør ML til kommunens løn- og personaleafdeling.

Det kan efter de afgivne forklaringer fra A og ML lægges til grund, at A havde en del kørsel i egen bil i forbindelse med varetagelsen af sine opgaver som driftschef og kvalitetsdirektør.

Landsretten finder efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger om As kørselsordning, herunder at ordningen var godkendt af kommunens forvaltningsdirektør, ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at A har udvist grov uagtsomhed ved ikke at oplyse skattemyndighederne om, at kørselsgodtgørelsen var baseret på et fast kilometerantal, og at der ikke blev ført kontrol eller regnskab med antallet af kørte kilometer. Det forhold, at A var medlem af skatteankenævnet, kan ikke føre til et andet resultat.

Som følge af det anførte kan skattemyndighederne ikke genoptage As skatteansættelse vedrørende boligudgifter i indkomstårene 1998-2000 og kørselsgodtgørelse i indkomstårene 1995-2000. Landsretten tager derfor As principale påstand til følge i dette omfang.

Efter sagens udfald, karakter og omfang skal Skatteministeriet til A betale 40.000 kr. til dækning af sagsomkostninger, hvoraf et skønnet beløb til dækning af retsafgifter udgør 2.200 kr.

T h i k e n d e s f o r r e t

As skatteansættelse nedsættes til det selvangivne for indkomstårene 1995, 1996, 1997, 1998, 1999 og 2000.

Skatteministeriet frifindes for så vidt angår indkomstårene 2001, 2002 og 2003.

I sagsomkostninger skal Skatteministeriet betale 40.000 kr. til A.

Sagsomkostningerne betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8a.