Dokumentets metadata

Dokumentets dato:25-09-2012
Offentliggjort:04-10-2012
SKM-nr:SKM2012.541.SR
Journalnr.:12-021006
Referencer.:Momsloven
Planloven
Dokumenttype:Bindende svar


Erstatning for værdiforringelse var ikke vederlag for levering af ydelse

Spørger har eksproprieret et jordareal, og betalingen for selve jordarealet er pålagt moms. Derudover betaler spørger en erstatning for værditab på restejendommen. Skatterådet bekræfter, at der ikke skal betales moms af denne erstatning for værdiforringelse.


Spørgsmål

  1. Spørger køber 16 ha jord og udbetaler samtidig erstatning til sælger, for værdiforringelse af den del af ejendommen, der stadig ejes af sælger. Skal sælger betale moms af værdiforringelseserstatningen?

Svar

  1. Nej

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger eksproprierer X ha jord uden bygninger og der udbetales en købesum tillagt moms.

Herudover udbetales erstatning til sælger for værdiforringelse af restejendommen med beboelse og bygninger på X kr.

Kommunalbestyrelsen traf beslutning om ekspropriation samt beslutning om forligstilbud vedrørende erstatningens størrelse, erstatningsbeløbet på X kr. vedrørende værditab på restejendommen med bygninger og beboelse.

Det er i kommunens beslutningsprotokol anført, at:

"værditabet er fastsat efter skønsmæssig vurdering af bygningernes placering i forhold til den fremtidige erhvervsudstykning samt den skønnede tidsmæssige udvikling af området. I værditabet er indregnet en ulempeerstatning som følge af, at det kommende skel mod lokalplangrænsen er ujævnt - og således angiveligt indebærer et vist dyrkningstab på restejendommen."

Arealet er omfattet af lokalplanen X. Ekspropriation er sket med hjemmel i planlovens § 47. Denne anmodning om bindende svar vedrører værdiforringelseserstatningen på restejendommen.

Den eksproprierede har oprindeligt erhvervet ejendommen af sin far ved en familiehandel for mange år siden. X er lønmodtager. Han har aldrig drevet landbrug på ejendommen, men han bor i huset på ejendommen og har udlejet landbrugsjorden. Han har ladet sig frivilligt momsregistrere for udlejning af landbrugsjorden. Det er både den eksproprierede jord og den tilbageværende jord, som er/har været udlejet.

Hverken X eller hans ægtefælle driver virksomhed med salg af fast ejendom. De har heller ikke tidligere solgt fast ejendom.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Spørgers opfattelse er, at erstatningen ikke hører under salg af jord, men skal opfattes som en helt almindelig erstatning, der er uden moms.

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Lovgrundlag

Momslovens § 3, stk. 1:

Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.

Momslovens § 4, stk. 1:

Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering.

Planlovens § 47:

Kommunalbestyrelsen kan ekspropriere fast ejendom, der tilhører private, eller private rettigheder over fast ejendom, når ekspropriationen vil være af væsentlig betydning for virkeliggørelsen af en lokalplan eller en byplanvedtægt.

Stk. 2. Ved ekspropriation til erhvervelse af ejendomsret bortfalder alle rettigheder over det eksproprierede, medmindre andet bestemmes i det enkelte tilfælde.

Stk. 3. Ved ekspropriationens gennemførelse finder bestemmelserne i lov om offentlige veje § 45 og §§ 47-49 tilsvarende anvendelse.

Praksis

C-384/95 Landboden-Agrardienste GmbH & Co. KG:

Sagen vedrørte en forpligtelse for en landmand til at nedsætte sin produktion, Denne forpligtelse, som landmanden havde påtaget sig, medførte hverken for de kompetente nationale myndigheder eller for andre konkrete personer, fordele af en sådan art, at de kunne anses for forbrugere af en tjenesteydelse. Forpligtelsen udgjorde ikke en tjenesteydelse som omhandlet i sjette direktivs artikel 6, stk. 1 (svarer til momslovens § 4).

De to første præjudicielle spørgsmål blev derfor besvaret med, at sjette momsdirektivs artikel 6, stk. 1, og artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a), skal fortolkes således, at den forpligtelse til at undlade at høste mindst 20% af de kartofler, en landmand har dyrket, som han påtager sig i henhold til en national støtteordning, ikke udgør en tjenesteydelse i henhold til sjette direktiv. Den herfor oppebårne godtgørelse kan derfor ikke pålægges omsætningsafgift.

Den Juridiske Vejledning afsnit D.A.8.1.1.1.4

Begrundelse

Spørger ønsker bekræftet, at der ikke skal beregnes moms af udbetalt erstatning med hjemmel i planlovens § 47 for værditab på restejendommen med bygninger og beboelse.

Skatteministeriet lægger til grund, som oplyst af spørger, at der er udbetalt ekspropriationserstatning for X ha jord uden bygninger inklusiv moms.

Denne anmodning om bindende svar vedrører således værdiforringelseserstatning på X kr., som også udbetales med hjemmel i planlovens § 47.

Det fremgår af anmodningen om bindende svar, at erstatningen er fastsat efter skønsmæssig vurdering af bygningernes placering i forhold til den fremtidige erhvervsudstykning samt den skønnede tidsmæssige udvikling af området. I værditabet er indregnet en ulempeerstatning som følge af, at det kommende skel mod lokalplangrænsen er ujævnt - og således angiveligt indebærer et vist dyrkningstab på restejendommen.

Det er efter momslovens § 4, stk. 1, en forudsætning for momspligt, at der leveres varer eller ydelser mod vederlag. Hvorvidt der i den konkrete situation leveres en ydelse vil bero på en konkret vurdering.

Det er med baggrund i momslovens § 4, stk. 1, afgørende ved fastlæggelsen af spørgsmålet om momspligt, at der i det hele taget er foretaget en leverance, da det er en forudsætning for, at den udbetalte godtgørelse er omfattet af momsloven.

Det er Skatteministeriets opfattelse, at værdiforringelseserstatningen som udgangspunkt skal behandles på samme måde, som erstatninger der udbetales fra forsikringsselskaber, i de tilfælde, hvor varen er gået tabt eller beskadiget som følge af fx brandskade eller indbrud jf. Den Juridiske Vejledning afsnit D.A.8.1.1.1.4 . Det fremgår af dette afsnit, at erstatninger i disse tilfælde ikke anses som vederlag.

Skatteministeriet er ydermere af den opfattelse, at det faktum at der opstår et dyrkningstab og en værdiforringelse af ejendommen ikke kan anses for en ydelse i momslovens forstand. Situationen kan sammenlignes med EU-domstolens afgørelse i C-384/95, hvor en undladelse mod det offentliges betaling af en godtgørelse for at undlade at dyrke et vist antal kartofler, ikke blev anset for en ydelse mod vederlag

Ud fra en samlet konkret vurdering, er det herefter Skatteministeriets opfattelse, at der ikke foreligger levering mod vederlag i henhold til momslovens § 4, stk. 1, idet modtageren af værdiforringelseserstatningen ikke leverer en ydelse, og erstatningen ikke kan anses for et vederlag. Konklusionen er derfor, at erstatningen ikke er momspligtig, da den ikke er udtryk for betaling for en leveret ydelse.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmålet bevares med "nej".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltrådte Skatteministeriets indstilling og begrundelse.