Dokumentets metadata

Dokumentets dato:26-08-2019
Offentliggjort:26-08-2019
SKM-nr:SKM2019.414.SKTST
Journalnr.:17-0976554
Referencer.:Skatteforvaltningsloven
Forældelsesloven
Momsloven
Dokumenttype:Styresignal


Forlængelse af fristen for indsendelse af en anmodning om at gøre brug af den forenklede ordning fastsat i SKM2019.145.SKTST

Den 8. marts 2019 udsendte Skattestyrelsen styresignalet: SKM2019.145.SKTST. Dette styresignal beskrev elementerne i en forenklet ordning for behandlingen af rejste krav om tilbagebetaling som følge af EU-Domstolens dom i sag C-464/12, ATP PensionService. Der blev i SKM2019.145.SKTST fastsat en frist på 6 måneder løbende fra den 8. marts 2019 for indsendelse af anmodning til Skattestyrelsen, om at gøre brug af den forenklede ordning. Denne frist for indsendelse af anmodning forlænges hermed ved udsendelse af dette styresignal. Anmodning om valg af forenklet ordning skal herefter indsendes inden 6 måneder efter, at styresignalet om begrebet investeringsforening i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra f), er offentliggjort.


1. Baggrund

Den 8. marts 2019 udsendte Skattestyrelsen styresignalet: SKM2019.145.SKTST. Dette styresignal beskrev elementerne i en forenklet ordning for behandlingen af rejste krav om tilbagebetaling som følge af EU-Domstolens dom i sag C-464/12, ATP PensionService. Der er tale om en valgfri ordning, som Skattestyrelsen tilbyder med det formål at forenkle processen for tilbagebetaling af rejste tilbagebetalingskrav. Der blev i SKM2019.145.SKTST fastsat en frist på indsendelse af anmodning til Skattestyrelsen om at gøre brug af den forenklede ordning på 6 måneder fra offentliggørelse af styresignalet.

For nærmere beskrivelse af EU-Domstolens dom i sag C-464/12, ATP PensionService samt den forenklede ordning henvises til SKM2019.145.SKTST.

Da vurderingen af de rejste tilbagebetalingskrav afhænger af et endnu ikke offentliggjort styresignal om begrebet investeringsforening i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra f), forlænges fristen i SKM2019.145.SKTST for indsendelse af en anmodning om at gøre brug af den forenklede ordning.

2. Forlængelse af fristen.

Det fremgår af SKM2019.145.SKTST, at anmodning fra en aftager om at gøre brug af den forenklede ordning skal sendes til Skattestyrelsen inden 6 måneder fra offentliggørelsen af SKM2019.145.SKTST. Styresignalet blev offentliggjort den 8. marts 2019.

Fristen for indsendelse af anmodningen forlænges hermed, således at en anmodning skal indsendes inden 6 måneder efter, at styresignalet om begrebet investeringsforening i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra f) bliver offentliggjort.

Øvrige retningslinjer for indsendelse af en anmodning, som anført i SKM2019.145.SKTST gælder fortsat.