Dokumentets metadata

Dokumentets dato:28-05-2024
Offentliggjort:03-07-2024
SKM-nr:SKM2024.366.SKTST
Journalnr.:24-0833058
Referencer.:Skattekontrolloven
Dokumenttype:SKM-meddelelse


Pålæg om oplysningspligt efter skattekontrollovens § 62 - Betalingstjeneste

Skatterådet har på mødet den 28. maj 2024 fulgt Skattestyrelsens indstilling om, at der efter skattekontrollovens § 62, stk. 1, jf. § 61 gives tilladelse til at indhente identifikationsoplysninger på unavngivne personer og deres modtagelse af beløb gennem en betalingstjeneste.


Formål og baggrund

Skattestyrelsens formål med at få adgang til oplysninger om modtagere af digitale betalingstransaktioner er at finde registrerede og uregistrerede virksomheder, som ikke afregner skat og moms korrekt af deres indtjening, eller personer, som ofte modtager større beløb, hvilket kan indikere en indtjening uden beregning af A-skat, gaveafgift mv.

Skattestyrelsen har ikke løbende adgang til oplysninger om transaktioner foretaget med digitale betalingsformer. Det betyder, at Skattestyrelsen ikke kan kontrollere oplysninger om betalingsmodtageres transaktioner foretaget med digitale betalingsformer.

Hvem pålægges oplysningspligt

En udbyder af betalingstjenester.

Hvilke oplysninger indhentes

Der ønskes tilladelse til at indhente oplysninger om betalingsmodtagere, der har modtaget betalinger i en nærmere bestemt størrelsesorden via betalingstjenesten i perioden 1. januar 2023 - 31. december 2023. De nærmere bestemte beløbsgrænser er valgt af hensyn til proportionalitet og erfaringerne fra arbejdet med Skatterådets tidligere tilladelser, senest SKM2023.253.SKTST. Oplysninger om betalingsafsendere og teksterne i forbindelse med overførelserne er valgt for at sikre, at de relevante personer bliver udtaget til kontrol.

Skattestyrelsen ønsker ikke oplysninger om alle betalingsmodtagere hos betalingstjenesten. Betalingsmodtagere med en erhvervsløsning undtages.

Følgende oplysninger ønskes:

Desuden ønskes tilladelse til at indhente oplysninger om brugere af et accessorisk produkt, der herigennem har modtaget betalinger i en nærmere bestemt størrelsesorden.

Følgende oplysninger ønskes vedrørende det accessoriske produkt:

For hvilken periode indhentes oplysninger

Perioden 1. januar 2023 - 31. december 2023.

Indstilling

Det indstilles, at Skatterådet i medfør af skattekontrollovens § 62, stk. 1, jf. § 61, giver Skattestyrelsen tilladelse til at indhente ovennævnte oplysninger hos en udbyder af betalingstjenester.

Skatterådets beslutning

Skatterådet tiltrådte Skattestyrelsens indstilling og meddelte således tilladelse til, at Skattestyrelsen efter skattekontrollovens § 62, stk. 1, jf. § 61 indhenter oplysninger, som er angivet i indstillingen.