Dokumentets metadata

Landbrug - udlejning af hetebokse - tidligere landsskatteretskendelse - forventningsprincip

Fradrag af underskud ved drift af en landbrugsejendom med udlejning af hestebokse godkendtes ikke for indkomstårene 1999-2001, idet virksomheden ikke ansås for erhvervsmæssigt drevet. Landsskatterettens tidligere afgørelse vedrørende indkomståret 1991, hvor virksomheden blev anset for erhvervsmæssigt drevet, udelukkede ikke en fornyet vurdering af virksomheden for indkomstårene 1999-2001.

Klagen vedrører ikke godkendt fradrag for underskud i 1999 - 2001 på henholdsvis 8.423 kr., 13.978 kr. og 14.557 kr. ved drift af landbrugsejendom med udlejning af hestebokse.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatterettens afgørelse vedrørende indkomståret 1991 ses ikke at have afskåret myndighederne fra at tage stilling til ansættelsen for de påklagede år, hverken som følge af forventningsprincippet eller under henvisning til dagældende skattestyrelseslov § 36, stk. 1.

Klagerens landbrugsvirksomhed med udlejning af hestebokse anses ikke for erhvervsmæssigt drevet i indkomstårene 1999 - 2001, hvorfor underskud ved driften ikke er fradragsberettiget i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Skatteankenævnets ansættelser for indkomstårene 1999 - 2001 stadfæstes.

Sagens oplysninger

Klageren har siden indkomståret 1985 drevet en ejendom på 38.757 m², der er vurderet som landbrug. Ejendommen indeholder 6 hestebokse, og klageren har selv haft 2 heste på ejendommen, medens de 4 bokse er udlejet til fremmede heste.

Endvidere fremgår af skatteankenævnets sagsfremstilling følgende:

"Det fremgår af sagen, at skatteafdelingen ikke har godkendt det skattemæssige fratrukne underskud for indkomstårene 1999, 2000 og 2001 vedrørende udlejning af hestebokse. Klager mener ikke, at skatteafdelingen har lovhjemmel til at ændre den skattepligtige indkomst for de omhandlede indkomstår, idet Landsskatteretten for indkomståret 1991 gav klager medhold i, at klagers virksomhed skulle anses for erhvervsmæssigt drevet. Landsskatteretten lagde til grund i sin afgørelse, at klagers virksomhed med opstaldning af heste, havde valgt en driftsform, der var teknisk-landbrugsfaglig forsvarligt, og desuden blev der lagt til grund, at klagers virksomhed måtte forventes at kunne give et driftsresultat på omkring nul.

Det er skatteankenævnets opfattelse at de forventede driftsresultater som er anført i Landsskatterettens kendelse, ikke er opnået, hvorfor skatteafdelingens ændringer af den skattepligtige indkomst for indkomstårene 1999, 2000 og 2001 ikke er i strid med skattestyrelseslovens § 36.

Klager har siden indkomståret 1985 drevet virksomhed med udlejning af hestebokse fra sin bolig. Ejendommen er vurderet som en landbrugsejendom med et areal på 38.757 m².

Det er videre oplyst, at i hele perioden fra 1985 til 2001 har der i driftsbygningen været 6 hestebokse, hvoraf de 4 bokse har været udlejet, og de 2 bokse har klager selv anvendt.

En opgørelse over virksomhedens skattemæssige resultat af ejendommens drift for perioden 1985-2001 viser, at der i alle årene i alt 17 år, med undtagelse af indkomståret 1996, har været et driftsmæssigt underskud vedrørende virksomheden før renter.

Skattemæssige opgørelse af ejendommens drift 1985-2001.

Ovenstående opgørelse er det skattemæssige resultat. Landsskatteretten fastslog imidlertid i sin afgørelse for indkomståret 1991 at det er det driftsøkonomiske resultat der skal lægges til grund ved bedømmelsen af virksomhedens overskud/underskud."

Klageren har i opstillinger i Tabel 1-4 dateret 15-05-03 samt i opstillinger udarbejdet i forbindelse med forhandlingen i Landsskatteretten opgjort ejendommens driftsøkonomiske resultater bl.a. for de påklagede indkomstår 1999 - 2001 således:

Skatteankenævnets afgørelse

"Som begrundelse for afgørelsen har skatteankenævnet lagt vægt på, at kravene i henhold til Landsskatterettens afgørelse for indkomståret 1991 om udsigt til overskud på længere sigt ved udlejning af hestebokse ikke er opfyldt.

Skatteankenævnet er således ikke enig med Dem i, hvordan det driftsøkonomiske resultat skal opgøres. Det er således nævnets opfattelse, at den regulering De foretager, hvor De i det driftsmæssige resultat indtægtsfører 14.400 kr. for at anvende 2 private hestebokse, må være det driftsøkonomiske resultat uvedkommende. Det må være de faktiske forhold der skal lægges til grund ved afgørelsen af om underskud kan fratrækkes skattemæssigt.

Under mødet oplyste De, at skatteankenævnet ikke kunne træffe afgørelse i sagen med henvisning til skattestyrelseslovens § 36.

Skatteankenævnet er ikke enig i Deres betragtninger, idet nævnet finder, at forventningerne i Landsskatterettens afgørelse for 1991 ikke er opfyldt, idet Deres virksomhed i de efterfølgende år ikke har givet et driftsresultat på omkring 0 kr.

Det er herefter skatteankenævnets opfattelse, at virksomheden med udlejning af hestebokse ikke har været tilrettelagt på en sådan måde, at driften kunne give overskud efter indkalkulerede driftsmæssige afskrivninger.

Fradrag for underskud af Deres virksomhed kan derfor ikke fratrækkes i medfør af Statsskattelovens § 6, stk. 1 litra a og Ligningsvejledningens afsnit E.A.1.2.1."

Til det af klageren opgjorte driftsøkonomiske resultat for de påklagede år har skatteankenævnet bl.a. anført:

"Bemærkninger til lejeindtægt af egne hestebokse:

Denne indtægt er rent faktisk ikke opnået, og hesteboksene har ikke været til disposition for udlejning, idet de har været benyttet af private heste. Det er herefter skatteankenævnets opfattelse at det ikke er korrekt at indtægtsføre "egen benyttelse af hestebokse" i opgørelsen af driftsresultatet, når dette ikke indgår i det skattemæssige resultat.

Det er endvidere nævnets opfattelse, at det resultat som skal danne grundlag for vurderingen af det driftsøkonomiske resultat, skal opgøres efter de faktiske forhold og ikke påvirkes af teoretiske reguleringer.

Bemærkninger til korrektion af kørselsudgifter:

I den skattemæssige opgørelse har klager anvendt statens takster til opgørelse af kørselsudgifterne. Det er derfor korrekt, at korrigere det driftsøkonomiske resultat således, at det er de faktiske kørselsudgifter der påvirker resultatet.

Der skal derfor korrigeres for den erhvervsmæssige andel af faktisk udgift til diesel, forsikring, vægtafgift, reparationer, driftsøkonomiske afskrivninger, og ikke kun for udgift til diesel. Den faktiske udgift er ikke oplyst af klager.

Bygningsafskrivninger.

Klager oplyser, at staldbygningernes værdi (opført i 1945) ikke er forringet, da der løbende foretages vedligeholdelsesarbejder.

Driftsøkonomiske bygningsafskrivninger skal derfor ikke medtages ved opgørelsen af de driftsøkonomiske afskrivninger.

Det er skatteankenævnets opfattelse, at det driftsresultat, der skal anvendes ved afgørelsen af om virksomhedens driftsøkonomiske resultat er på omkring nul, skal være resultatet efter driftsøkonomiske afskrivninger.

Skatteankenævnet er enig i det af klageren anførte, om opgørelsen af de driftsøkonomiske afskrivninger. Det driftsøkonomiske resultat vil dog stadig være negativt ifølge nedenstående beregninger.

Følgende fremgår af Syns- og skønserklæringen af 14/3 1994 vedrørende Landsskatterettens afgørelse for indkomståret 1991 som svar på spørgsmål 7:

En sædvanlig driftsform, som beskrevet ved besvarelsen af spørgsmål 5, gennemført på en ejendom af samme størrelse og beskaffenhed som sagsøgerens ejendom, bør efter en indkøringsperiode kunne give et positivt resultat før afskrivninger, og på lidt længere sigt må driftsformen kunne forventes at give et driftsoverskud

(efter afskrivninger) omkring nul.

Samtidig skal der henvises til oversigt nr. 1 på side 9 i Syns- og skønserklæringen af 14/3 1994 som viser landbrugets regnskabsmæssige opgørelse af indtjening og rentabilitet. Heraf fremgår det, at den regnskabsmæssige opgørelse af driftsoverskuddet er dækningsbidrag minus kapacitetsomkostninger minus afskrivninger.

Det driftsøkonomiske resultat kan herefter opgøres således:

* Korrektion af kørselsudgifterne er ikke korrekt opgjort, idet den erhvervsmæssige del af forsikring, vægtafgift, reparationer og driftsøkonomiske afskrivninger ikke er medregnet i korrektionen.

….

Egen benyttelse af rideheste.

Det fremgår, at skatteafdelingen ikke har ændret klagers opgørelse over beskatning af privat andel af hestehold for indkomstårene 1999, 2000 og 2001 idet dette spørgsmål tidligere har været behandlet (forventningsprincippet).

Skatteafdelingen har herefter meddelt klager, at han for indkomståret 2003 og fremover skal opgøre privat andel af driftsudgifter ved egne rideheste efter faktiske udgifter.

Skatteankenævnet har således ikke taget stilling til dette klagepunkt, idet endelig behandling først kan ske når selvangivelsen for indkomståret 2003 er indsendt og punktet er behandlet af skatteafdelingen."

Klagerens påstand og argumenter

"Jeg fastholder, at min skattepligtige indkomst i overensstemmelse med indsendte selvangivelser og medfølgende bilag for indkomstårene 1999, 2000 og 2001 skal ansættes til henholdsvis 204.149, 115.304 og 81.469.

Indledningsvis kan jeg oplyse, at spørgsmålet om min fradragsret for skattemæssigt underskud ved drift af landbrugsejendom er en gentagelse af samme spørgsmål som for indkomståret 1991, der blev indklaget for Landsskatteretten.

Skattevæsenets og skatteankenævnets begrundelser og henvisninger for ovennævnte indkomstår er en gentagelse af samme begrundelser og henvisninger, der fremgår af sagsfremstillingen vedrørende indkomståret 1991, hvor Landsskatteretten i kendelse af 7/4 1995, nr. 641-1888-0023 gav undertegnede medhold i, at min virksomhed med opstaldning af heste kan anses for omfattet af den i Højesterets dom i TfS 1994,364 (H) omhandlede særlige ligningspraksis, jf. TfS 1994,720 (Ø), og at virksomheden kan anses for erhvervsmæssigt drevet, hvorfor skattemæssigt underskud ved driften kan fradrages ved opgørelsen af min skattepligtige indkomst.

Som begrundelse for min klage henviser jeg til vedlagte bilag:

Landsskatteretskendelse af 7/4 1995, nr. 641-1888-0023 vedr. undertegnedes fradragsret for skattemæssigt underskud ved erhvervsmæssigt virksomhed med udlejning af hestebokse.

Syns- og skønserklæring af 14/3 1994 vedr. min erhvervsmæssige virksomhed.

1. Kopi af min skrivelse af 15/4 2003 til skatteankenævnet, der

ikke er omtalt i skatteankenævnets sagsfremstilling.

I denne skrivelse og under møde 15/5 2003 med skatteankenævnet har jeg på ny meddelt, at af Landsskatterettens kendelse fremgår

ikke krav om overskud, men "at klagerens virksomhed må forventes at give et driftsresultat på omkring 0".

Endvidere blev oplyst og det fremgår også af skatteankenævnets sagsfremstilling, at Ligningsvejledningens afsnit E.A.1.2.3.1 . om landbrug heller ikke omtaler overskud, men et rimeligt driftsresultat, når landbruget efter sin art, beliggenhed og størrelse drives forsvarligt.

At "Skatteankenævnet har lagt vægt på, at kravene i henhold til Landsskatterettens afgørelse for indkomståret 1991 om udsigt til overskud på længere sigt ved udlejning af hestebokse ikke er opfyldt", er derfor direkte i strid med Landsskatterettens kendelse og Ligningsvejledningen, der er bindende for ligningsmyndighederne.

1. Undertegnedes skrivelse af 15/5 2003 med tabellerne 1 til 4 fremlagt ved møde med skatteankenævnet, der

ikke er omtalt i skatteankenævnets sagsfremstilling.

Tabel 1 viser for de omhandlede indkomstår et "driftsøkonomisk resultat", som omtalt i Landsskatterettens kendelse og i syns- og skønserklæringen, der overstiger 0.

Tabel 4 viser for de omhandlede indkomstår et "driftsøkonomisk resultat efter afskr.", der overstiger 0.

Tabel 1 belyser også forskellen mellem opgørelsen af skattemæssigt og driftsøkonomisk resultat i overensstemmelse med bilag 18 (vedhæftet min skrivelse af 15/4-03).

Som i sagsbehandlingen vedrørende indkomståret 1991 gentager skatteankenævnet (samme medlemmer og samme sagsbehandler) sin opfattelse om, at "betaling" af lejeindtægt af egne benyttede hestebokse ikke skal medtages i opgørelsen af det driftsøkonomiske resultat.

Af skatteankenævnets sagsfremstilling fremgår ikke, at jeg under mødet i skatteankenævnet 15/5 03 på ny fremførte, at

· Bilag 18 indgår i syns- og skønserklæringens bilagsmateriale og viser tydeligt, at lejeindtægt af egne benyttede bokse skal medtages ved opgørelsen af det driftsøkonomiske resultat.

· Skatteankenævnet deltog i syns- og skønsforretning 10/2 1994 og fremkom ikke med bemærkninger til opgørelsesmetoden.

· Skatteankenævnets udtalelse til Landsskatteretten af 6/6 94 vedr. syns- og skønserklæringen indeholder ikke kommentarer til spørgsmål 1 i syns- og skønserklæringen om misforhold mellem den skattemæssige og driftsøkonomiske opgørelse af virksomhedens resultat, der fremgår af bilag 18 til syns- og skønserklæringen.

· Endelig kan jeg henvise til min skrivelse af 15/4 03, hvori forholdet også er omtalt.

Skatteankenævnet henviser i sin skrivelse af 21/5 03 til, at underskud vedrørende min virksomhed ikke kan fratrækkes i medfør af Ligningsvejledningens afsnit E.A.1.2.1 . Af skatteankenævnets skrivelse fremgår ikke, at jeg under mødet 15/5 03 fremførte, at henvisningen er forkert. Jeg gentog, som det også fremgår af side 10 og 11 i vedlagte kopi af skatteankenævnets sagsfremstilling af 15/5 03, at:

Landbrug er

omfattet af Afsnit E.A.1.2.3.1, hvoraf fremgår, at

·

"Præmisserne i højesteretsdommen er: I medfør af SL § 6a, kan underskud ved drift af en landbrugsejendom efter den mangeårige særlige ligningspraksis vedrørende deltidslandbrug fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst på betingelse af, at driften af ejendommen bedømt ud fra en teknisk-landbrugsfaglig målestok kan betegnes som sædvanlig og forsvarlig og tilsigter at opnå et rimeligt driftsresultat."

Lovhjemmel:

·

Skatteankenævn og skatteafdelingen dokumenterer ikke nye forhold eller ændringer i bestående forhold vedrørende min erhvervsmæssige virksomhed.

·

Skatteankenævnets argumentation om, at "i det driftsmæssige resultat indtægtsføres 14.400 kr. for at anvende 2 private hestebokse, må være det driftsøkonomiske resultat uvedkommende" er alene begrundet med, at det er "nævnets opfattelse" og er ikke dokumenteret.

·

Skatteankenævnets sagsbehandling er identisk med den sagsbehandling, der ligger til grund for indkomståret 1991 og Landsskatterettens kendelse af 7/4 1995.

Dette medfører, at skatteankenævnets afgørelse er i strid med Skattestyrelseslovens § 36, hvoraf fremgår, at:

"De lokale skattemyndigheder, de statslige told- og skattemyndigheder, vurderingsmyndighederne samt vurderingsankenævnene kan ikke træffe afgørelse i sager, i det omfang Ligningsrådet eller Landsskatteretten har taget stilling til sagen ved kendelse."

Af Landsskatterets kendelse af 7/4 1995 fremgår, at:

· "efter skønsmandens erklæring lægger Landsskatteretten til grund, at klageren ved sin drift af ejendommen med den i erklæringen nærmere beskrevne virksomhed med opstaldning af heste har valgt en driftsform, der er teknisk-landbrugsfagligt forsvarlig" og

· "på denne baggrund finder Landsskatteretten, at klagerens virksomhed med opstaldning af heste kan anses for omfattet af den i Højesterets dom i TfS 1994,364 (H) omhandlede særlige ligningspraksis, jf. TfS 1994,720 (Ø). Virksomheden kan derfor anses for erhvervsmæssigt drevet."

Dette medfører, at når Landsskatteretten en gang har taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt min virksomhed er erhvervsmæssigt drevet, og når de faktiske omstændigheder ikke har ændret sig, er "de lokale skattemyndigheder", der er en underordnet instans i forhold til Landsskatteretten, afskåret fra at tage samme spørgsmål op til vurdering for senere indkomstår.

Skatteankenævnets ændring af min selvangivne indkomst for indkomstårene 1999, 2000 og 2001 er derfor foretaget

uden lovhjemmel.

Jeg håber, at ovennævnte sagsfremstilling er tilstrækkelig til at belyse, at skatteankenævn etikke kan forhøje min skattepligtige indkomst for de omhandlede indkomstår."

I forbindelse med forhandling af sagen har klageren endvidere anført:

"Ifølge § 36, stk. 1 kan skatteankenævn ikke ændre en ansættelse for et indkomstår (i nærværende sag årene 1999 - 2001), i det omfang Landsskatteretten har taget stilling til det pågældende punkt i ansættelsen (hvilket har fundet sted ved Landsskatterettens kendelse vedr. 1991.)

Min opfattelse er, at ved "et indkomstår" skal forstås et indkomstår, der følger efter det indkomstår, som kendelsen omhandler. En anden fortolkning vil ikke give mening, da det (som i nærværende sag) vil medføre, at der hvert efterfølgende indkomstår kan rejses en ny sag med gentagelse af samme lovhenvisninger og dokumentationer."

Vedrørende forventningsprincippet har klageren i forbindelse med forhandlingen anført:

"… efter retspraksis begrænses ligningsmyndighedernes mulighed for ændring af skatteansættelsen, når skattemyndighederne positivt har bibragt en skatteyder en retsbeskyttet forventning.

I nærværende sag har undertegnede fået en retsbeskyttet forventning om fradrag for skattemæssigt underskud ved min erhvervsmæssige virksomhed, da spørgsmålet har været rejst i 1985-1987, 1991, 1992 og godkendt henholdsvis ved Ligningskommissionens skrivelse af 31/8-89, ved Landsskatterettens kendelse af 7/4-95 og ved Skatteankenævnets skrivelse af 27/4-95.

Med hensyn til konstaterede resultater har undertegnede på forespørgsel fremsendt driftsøkonomiske resultater (heri medregnet værdi af egen benyttelse af hesteboks og foder), der er opgjort efter samme principper, der er anvendt i bilag 18 til Syns- og skønserklæring (jf. driftsøkonomisk resultat 2 udleveret i bilag), der er grundlaget for opgørelsen af driftsresultatet. Alle opgørelser viser et positivt resultat for samtlige indkomstår som forudsat af Landsskatteretten, jf. konklusion side 7 i Landsskatterettens kendelse af 7/4-95."

I forbindelse med forhandlingen har klageren til de enkelte punkter i det opstillede driftsøkonomiske resultat nærmere anført:

Lejeindtægt af egne hestebokse

I opstillingen er medtaget indtægt i form af værdi af privat anvendelse af de to hestebokse (ud af de seks), som klagerens private heste beslaglægger. Dette er sket ud fra den driftsøkonomiske betragtning, at indtægten ville være større, såfremt klageren havde valgt ikke at have 2 private heste. Beløbet er ikke indtægtsført i resultatopgørelsen, da det ikke er skattepligtigt.

Klageren henviser til, at det fremgår af bilag 18 (jf. syns- og skønserklæringen nederst side 6 og vurdering og konklusion side 7), at værdi af egen anvendelse af hestebokse skal medtages i opgørelsen af det driftsøkonomiske resultat.

I den månedlige leje af hestebokse er bl.a. indeholdt halm, brug af græsfolde, brug af oplyst udendørs ridebane og i vinterperioden gulerødder samt del i hø fra egne græsfolde. Hvad ejeren herudover måtte ønske at fodre hesten med, skal han selv levere eller betale særskilt. Det samme gælder udgifter til dyrlæge, ormekur, m.v., som klageren undertiden har lagt ud for og senere fået betalt via de udstedte fakturaer.

Udgifterne til egne heste fsv. angår græs og hø er gratis. I resultatopgørelsen er vedr. de private heste alene udgiftsført indkøb af halm og gulerødder, der er indeholdt i standardprisen. Alle øvrige udgifter til privat hestehold i form af smed, dyrlæge, sadler m.v. er altid holdt uden for resultatopgørelsen og betalt privat, og klageren har i resultatopgørelsen selvangivet privat brug af rideheste med standardsatserne.

I virksomheden med udlejning af hestebokse indgår udgifter til foder indkøbt fra foderstofforretninger, afhentning af halm samt høslæt på egne folde til brug for heste herunder egne heste, og da klageren har erhvervsmæssigt hestehold og har fratrukket driftsomkostningerne, er den private andel heraf medregnet med de fastsatte takster ved indkomstopgørelsen.

Ved den driftsmæssige bedømmelse af hesteholdet skal egen benyttelse af hestebokse og foder således værdiansættes på samme måde som ved udlejning til fremmede.

Korrektion af kørselsudgifter

Klageren anvender virksomhedsordningen og har ved resultatopgørelsen valgt at fratrække erhvervsmæssige biludgifter efter statens takster, der tilsigter at dække samtlige udgifter, herunder afskrivning (15 % lineært af anskaffelsessummen) jf. LV A.F.3.4.1 .

Klageren gør gældende, at der ved den driftsøkonomiske bedømmelse af resultatet på grundlag af de faktisk afholdte udgifter alene skal indregnes merudgiften til dieselolie i forbindelse med den erhvervsmæssige kørsel.

Dette begrundes med, at valget af bilen, som han har i privat regi (på gule plader) og betaler samtlige udgifter til over privatkontoen, fsv. er virksomheden uvedkommende, og det er derfor kun merudgifterne til yderligere dieselolie ved også at bruge bilen i virksomheden, der skal indregnes i det driftsøkonomiske resultat.

Bygningsafskrivninger

Klageren har nærmere redegjort for grundlaget for opgørelsen af de driftsøkonomiske afskrivninger.

Skatteankenævnet er enig i de af klageren opgjorte afskrivninger.

Klageren har på grundlag af et omdelt skriftligt indlæg med bilag bl.a. fremsat bemærkninger til kontorindstillingen om stadfæstelse, der er tiltrådt af Skat, og skattecenter.

Klageren har fastholdt den nedlagte påstand om, at Landsskatteretten skal træffe afgørelse i overensstemmelse med den tidligere trufne afgørelse vedr. indkomståret 1991 og dermed godkende fradrag for driftsunderskud. Til støtte herfor henviste klageren specielt til ekstrakt af syn- og skønserklæringen vedr. indkomståret 1991, side 6 og 7, idet han gjorde gældende, at det heraf fremgår, at den af ham udarbejdede driftsøkonomiske opstilling med indregning af "udlejningsværdi af bokse til egne heste" er lagt til grund ved afgørelsen for 1991, og derfor også skal lægges til grund ved bedømmelsen af driftsresultatet for de påklagede år, hvor driften er foregået på nøjagtig samme vis, jf. den udarbejdede driftsøkonomiske opstilling.

Under henvisning til, at Landsskatterettens afgørelse vedr. 1991 omhandlede samme forhold, gjorde klageren endvidere gældende, at der ikke har været hjemmel i dagældende skattestyrelseslovs § 36 til at ændre indkomsten for de påklagede år. Han fandt ikke, at hverken de lokale skattemyndigheder eller Landsskatterettens sagsbehandler havde været i stand til at dokumentere, at § 36 ikke kan gøres gældende, eller at en Landsskatteretskendelse har en afgrænset tidshorisont.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Dagældende skattestyrelseslovs § 36, stk. 1 havde følgende ordlyd:

De lokale og statslige skattemyndigheder kan ikke træffe afgørelse i sager, som nævnt i § 2, i det omfang Ligningsrådet eller Landsskatteretten har taget stilling til sagen ved kendelse.

De pågældende sager er ifølge dagældende § 2 bl. a.

skatteansættelser af indkomst for fysiske personer.

I Procesvejledningen (Processuelle regler på ToldSkats område) var herom nærmere anført:

Efter SSL § 36, stk. 1 kan skatteankenævnet - eller de statslige told- og skattemyndigheder - ikke ændre en skatteansættelse for et indkomstår, i det omfang Ligningsrådet eller Landsskatteretten har taget ligningsmæssig stilling til det pågældende punkt i ansættelsen. Skatteankenævnet - og de statslige told- og skatteforvaltninger - kan dog ændre andre forhold i ansættelsen end dem, som Ligningsrådet eller Landsskatteretten har taget stilling til.

Ved henvisningen i § 36, stk. 1 til § 2 er det således præciseret, at de lokale og statslige skattemyndighederne ikke kan ændre en skatteansættelse for et bestemt indkomstår i det omfang Landsskatteretten har taget ligningsmæssig stilling til det pågældende punkt i ansættelsen.

Da Landsskatteretten i henhold til dagældende skattestyrelseslovs § 23, stk. 1, nr. 1 bl.a. påkender klager over afgørelser af spørgsmål om skatteansættelse af indkomst efter § 2, nr. 1, dvs. klage over ansættelser for et bestemt indkomstår, følger det efter Rettens opfattelse af den sproglige formulering i § 36, stk. 1, jf. § 2, at der logisk set er tale om samme indkomstår, da bestemmelsen ellers ville være uden mening set i forhold til rettens kompetence.

Da den af Landsskatteretten tidligere trufne afgørelse vedrørte skatteansættelsen for indkomståret 1991, har de stedlige myndigheder således ikke efter dagældende skattestyrelseslovs § 36 stk. 1 været forhindret i at påkende spørgsmålet om driften af klagerens virksomhed i indkomstårene 1999 - 2001, da Landsskatteretten ikke på tidspunktet for ansættelsen har truffet afgørelse vedr. disse indkomstår.

Derimod er der ved Landsskatterettens kendelse vedr. indkomståret 1991 skabt en forventning for klageren om godkendelse af driften også i nogle år fremover, idet kendelsen (afsagt den 7. april 1995) på baggrund af en i forbindelse med sagen afgiven syns- og skønserklæring konkluderer:

"Efter skønsmandens erklæring lægger Landsskatteretten til grund, at klageren ved sin drift af ejendommen med den i erklæringen nærmere beskrevne virksomhed med opstaldning af heste har valgt en driftsform, der er teknisk-landbrugsfagligt forsvarlig. Desuden lægges til grund, at klagerens virksomhed må forventes at kunne give et driftsresultat på omkring nul.

På denne baggrund finder Landsskatteretten, at klagerens virksomhed med opstaldning af heste kan anses for omfattet af den i Højesterets dom i TfS 1994,364 (H) omhandlede særlige ligningspraksis, jf. TfS 1994,720 (Ø). Virksomheden kan derfor anses for erhvervsmæssigt drevet.

Herefter bestemmes:

Klagerens virksomhed anses for erhvervsmæssigt drevet ved ansættelsen for indkomståret 1991. Den talmæssige opgørelse vil blive foretaget af den kommunale skattemyndighed."

På denne baggrund blev underskud ved landbrugsvirksomheden godkendt fratrukket i indkomståret 1991, jf. statsskattelovens § 6, stk.1, litra a.

Ifølge den i kendelsen nævnte Højesteretsdom af 15. april 1994, gengivet i TfS 1994.364, der fortsat er udtryk for gældende praksis, er underskud ved drift af en landbrugsejendom fradragsberettiget, såfremt driften af ejendommen bedømt ud fra en teknisk- landbrugsfaglig målestok kan betegnes som sædvanlig og forsvarlig samt tilsigter at opnå et rimeligt driftsresultat, medmindre det må lægges til grund, at driften selv efter en længere årrække ikke vil kunne blive overskudsgivende.

Det forhold, at Landsskatteretten ved afgørelsen af klagen over 1991 antog, at der i fremtiden kunne forventes et driftsresultat på omkring 0 kr., kan ikke antages have bibragt klageren en forventning om godkendelse af underskud ved driften ud i al fremtid.

Da driften af ejendommen med den samme driftsform som tidligere endnu ikke i det 8. år efter det i Landsskatterettens kendelse omhandlede indkomstår 1991 efter Rettens opfattelse har udvist et driftsresultat, der balancerer, kan klageren ikke længere påberåbe sig forventningsprincippet, jf. forudsætningen i Højesterets dom: "… medmindre det må lægges til grund, at driften selv efter en længere årrække ikke vil kunne blive overskudsgivende".

På denne baggrund har skattemyndighederne efter Rettens opfattelse heller ikke under henvisning til forventningsprincippet været afskåret fra igen at bedømme driftsresultatet af ejendommen.

Klagerens påstand om, at ansættelserne ikke er lovligt foretaget, kan derfor ikke tages til følge.

For så vidt angår bedømmelsen af ejendommens driftsresultat i de påklagede år 1999 - 2001 bemærkes:

Efter det oplyste er klagerens virksomhed i de påklagede år 1999 - 2001 drevet på samme måde som i 1991, hvorfor driften også i de påklagede år må antages at være tilrettelagt teknisk-fagligt forsvarligt.

Ved bedømmelsen af, om en virksomhed har udsigt til at give overskud, er det principielt resultatet efter driftsmæssige afskrivninger, der må tages i betragtning, jf. Landsskatterettens afgørelse gengivet i TfS 1999.48 og Vestre Landsrets dom i TfS 2004.788.

Vurderingen af, om en landbrugsvirksomhed har været erhvervsmæssigt drevet, skal endvidere foretages med udgangspunkt i en bedømmelse af driften og driftsformen de omhandlede indkomstår, herunder de konkret opnåede driftsresultater, medmindre disse var præget af ekstraordinære begivenheder eller af, at virksomheden var i en start-/indkøringsfase.

Da den erhvervsmæssige virksomhed de pågældende år har bestået i udlejning af 4 hestebokse, og da driftsresultatet de pågældende år er opnået på baggrund heraf, kan der ikke ved bedømmelsen af resultatet tillægges fiktive/ikke aktuelle indtægter for klagerens private brug af 2 bokse til egne heste, da disse bokse ikke har været udlejet erhvervsmæssigt og ikke har bevirket en erhvervsmæssig driftsindtægt, der er selvangivet i regnskabet.

Den af klageren fremlagte fortolkning af den tidligere afgivne syns- og skønserklæring og Landsskatterettens afsagte kendelse vedrørende indkomståret 1991 ses ikke at kunne føre til et andet resultat.

Allerede fordi resultatet af den af klageren drevne virksomhed herefter - med de af klageren anvendte korrektioner for biludgifter og afskrivninger og med den i de påklagede år anvendte driftsform - har udvist et negativt driftsresultat, der med den anvendte driftsform ikke kan antages at have udsigt til at blive positivt eller balancere efter driftsmæssige afskrivninger, kan virksomheden ikke anses for erhvervsmæssigt drevet i indkomstårene 1999 - 2001, og klageren er derfor ikke berettiget til fradrag for underskud efter statsskattelovens § 6, stk.1, litra a.

Vedr. regulering for biludgifter bemærkes, at Retten må være enig med ankenævnet i, at det ved bedømmelsen af ejendommens driftsresultat er en forholdsmæssig del af samtlige udgifter til bilhold i forhold til de kørte kilometre, der skal belaste driftsregnskabet, og ikke kun udgiften til brændstof, jf. at erhvervsmæssige biludgifter efter statens takster tilsigter at dække samtlige udgifter, herunder afskrivning ( 15 % lineært af anskaffelsessummen) jf. LV A.F.3.4.1 .

De påklagede ansættelser for indkomstårene 1999 - 2000 stadfæstes herefter.