Dokumentets dato: | 24-04-2006 |
Offentliggjort: | 23-05-2006 |
SKM-nr: | SKM2006.324.SKAT |
Journalnr.: | 06-045948 |
Referencer.: | Fusionsskatteloven |
Dokumenttype: | Afgørelse |
Selskabet A der ejes af B og C med henholdsvis 87,5 % og 12,5 %, ønskes ophørsspaltet. Selskabet har efter frasalg af aktierne i driftsselskaberne ikke nogen driftsmæssig aktivitet. Begrundelsen for den ønskede omstrukturering var primært uenighed mellem anpartshaverne om hvorledes midlerne i A skulle investeres. På baggrund af en samlet konkret vurdering af de forelagte oplysninger, herunder særligt de fremtidige forretningsmæssige planer som B havde redegjort for, meddelte SKAT tilladelse til den ønskede skattefri ophørsspaltning.
Der er ansøgt om ophørsspaltning af selskabet A ApS til to nystiftede selskaber.
Selskaber A ApS har en anpartskapital på nom. 160.000 DKK, som ejes af direktør B med nom. 140.000 DKK (87,5 %) og af C med nom. 20.000 DKK (12,5 %). Indtil februar 2005 deltog direktør D i selskabet med en ejerandel på 20 %. D udtrådte ved et tilbagesalg til udstedende selskab og en samtidigt kapitalnedsættelse i selskabet. D udtrådte af helbredsmæssige årsager. Hans anparter blev købt til en pris på 20,5 mio. kr., der blev afregnet med et kontant beløb på 12,7 mio. kr. samt til tilgodehavende på 7,8 mio. kr.
Selskabet er stiftet i 1989 og har fungeret som et rent holdingselskab for koncernen. Ved salg af aktiviteter/aktier, og ved en fusion pr. 01. januar 2003 er koncernen skåret ned til ét selskab, A ApS. Herefter består aktiviteten i A ApS af formueforvaltning. Selskabet har pr. 31. december 2004 en egenkapital på knap 108 mio. kr. Tilbagekøbet af egne anparter samt en ekstraordinær udbytteudlodning på 5,0 mio. kr. i juni 2005 har medført, at selskabets egenkapital pr. 30. juni 2005 er reduceret til 86 mio. kr.
Driftsaktiviteterne i A ApS er afhændet i 2003 - pr. 18. februar 2004 til en anden koncern. Som følge af salget har A ApS frem til 2010 deponerede beløb og større garantiforpligtelser overfor den købende koncern. Således er også D's tilgodehavende i A ApS fast-låst indtil 2010.
Hovedtrækkene i aftalen (kaldet "Agreement") med hensyn til garantierne indebærer, at A ApS indestår for et samlet garantibeløb overfor den købende koncern på 6.545.000 euro. Derudover indestår A ApS for yderligere forhold omkring miljø og skat, jf. § 7.3 i "Agreement".
Til sikkerhed for garantierne er afgivet følgende (deponeret i bank på konto eller i obligationer):
Procentdel af hovedstolen | Periode | Udløb | Euro |
(pr. 18/2) | |||
38,25 % af 15.400.000 euro | 2004-2005 | 18/2-05 | 5.890.500 |
34,00 % af 15.400.000 euro | 2005-2006 | 18/2-06 | 5.236.000 |
25,50 % af 15.400.000 euro | 2006-2007 | 18/2-07 | 3.927.000 |
8,50 % af 15.400.000 euro | 2007-2010 | 18/2-10 | 1.309.000 |
Herudover var deponeret et beløb på 1.540.000 euro på Escrow Account i en dansk bank. A ApS's andel heraf udgjorde 85 % (1.309.000 euro). Beløbet blev frigivet 18. februar 2005.
Indtil 2010 er en likvidation af selskabet udelukket.
Den påtænkte spaltning
Fordeling af aktiver og passiver
Ved den ansøgte spaltning vil samtlige aktiver og passiver, som tilhører A ApS blive fordelt mellem to nystiftede modtagende selskaber, E ApS og F ApS, således at selskaberne modtager værdier svarende til henholdsvis 87,5 % og 12,5 % af værdien i indskydende selskab. Således vil E ApS modtage værdier svarende til 87,5 % af indskydende selskab, og F ApS vil modtage værdier svarende til 12,5 % af indskydende selskab.
I forbindelse med spaltningen vil A ApS som tidligere nævnt ophøre.
De modtagende selskaber vil anvende kalenderåret som regnskabsår, og selskabernes første regnskabsår vil omfatte perioden 1. juli - 31. december 2005.
Vederlæggelse
Ved spaltningen af A ApS vil de to anpartshavere udelukkende blive vederlagt med anparter i de modtagende selskaber.
Vederlæggelsen vil i øvrigt ske på den måde, at B får tildelt det modtagende selskab benævnt E ApS, medens C får tildelt det modtagende selskab benævnt F ApS. Ved spaltningen vil de to anpartshavere således blive eneejer af hvert sit selskab.
Da værdien af E ApS vil svare nøjagtigt til værdien af B's andel af A ApS, og da værdien af F ApS vil svare nøjagtigt til værdien af C's andel af A ApS, vil vederlæggelsen af de to anpartshavere dermed ske i samme forhold som hidtil. Spaltningen medfører således efter ansøgers opfattelse ikke nogen værdiforskydning mellem anpartshaverne.
Formålet med spaltningen
A ApS har efter salget af aktier m.m. en betydelig egenkapital på 86 mio. kr. hovedsageligt bestående af likvide midler.
Det er konstateret, at det er meget vanskeligt for anpartshaverne at blive enige om en fælles investeringsstrategi i selskabet. De to anpartshavere ønsker derfor via den ansøgte spaltning at blive eneejer af hver sit selskab, således at de bliver i stand til uafhængigt af hinanden, at kunne foretage diverse investeringer, f. eks. i værdipapirer, nye virksomheder og fast ejendom af den meget betydelige egenkapital. Det er allerede nu åbenbart for anpartshaverne, at deres investeringsprofiler er ganske forskellige med hensyn til investeringsrisiko- og horisont, ikke mindst på grund af aldersforskellen anpartshaverne imellem. B er 52 år, mens C er 73 år. Forskellighederne har medført et fastlåst aktivitetsniveau i A ApS, hvis væsentlige midler således slet ikke investeres optimalt - på grund af de grundlæggende ledelsesmæssige uoverensstemmelser.
B's fader, som oprindelig startede virksomheden sammen med B, er gift med C. B og C er dermed, om end indirekte, i familie med hinanden. C har egne arvinger, og B er ikke arving efter C.
Disse familierelationer indebærer, at B - om end majoritetsaktionær - ikke uden C's samtykke kan/vil disponere over aktiverne i A ApS. Investeringer, opstart af nye aktiviteter m.m. kan derfor kun ske i enighed. Da B og C interesser og ønsker som ovenfor beskrevet går i forskellige retninger for så vidt angår investeringer og dispositioner vedrørende aktiverne i A ApS, er det indbyrdes aktionærforhold til hinder for nye tiltag. Indtil dette aktionærforhold er løst, vil der ikke for (størstedelen af) midlerne i A ApS kunne blive investeret i nye erhvervsmæssige aktiviteter.
De 2 aktionærers fremtidige forretningsplaner
For begge anpartshavere gælder, at overskydende likviditet påtænkes investeret i værdipapirer, herunder aktier. Imidlertid er anpartshavernes investerings- og risikoprofil meget forskellige, hvorfor det som nævnt er et stærkt ønske, at investeringerne kan foretages uafhængigt af hinanden. C ønsker kortsigtede aktieinvesteringer med lavere risikoprofil, medens B er indstillet på langsigtede investeringer og større risiko.
B er indtrådt i en kreds af businessangels, idet han ad denne vej ønsker at investere i nye virksomheder og samtidigt deltage i bestyrelsesarbejde og sparring med ledelsen i de virksomheder, som han vil investere i. Investeringerne skal ske med midler fra A ApS. C kan ikke tilslutte sig disse investeringer.
Netværket af "businessangels" er etableret i 2003 og er målrettet mod investeringer i danske virksomheder, som står overfor generations-/ejerskifte. Deltagerne er tre bankpartnere, tre revisorpartnere, tre advokatpartnere og 17 privat investorer (business angels), herunder B, som har været deltager siden 2004. Investorerne råder over kapital i størrelsesordenen 800 mil. kr.
Med hensyn til konkrete erhvervsmæssige aktiviteter og investeringer, som B påtænker at involvere sig i, bemærker repræsentanten indledningsvis, at B netop på grund af situationen omkring ejerforholdet til A ApS hidtil har været forhindret i at være så aktiv og opsøgende, som han ønsker. Denne hindring skal spaltningen af A ApS netop løse, således at B ikke er hæmmet i sine erhvervsmæssige udfoldelser og investeringer af midlerne i A ApS.
Af konkrete erhvervsmæssige aktiviteter og investeringer, som B har haft overvejelser om at involvere sig i, kan repræsentanten nævne:
I sidste kvartal af 2005 bød B på en gård med en god beliggenhed. Hensigten var at rive gården ned og opføre 4-6 lejligheder med det ene formål at lave korttidsudleje for golfspillere. Der var tale om en investering i størrelsesordenen 7 mil. kr. i første omgang med mulighed for opførelse af yderligere lejligheder. I selve budgivningen på gården, som blev solgt for 1.750.000 kr., blev B overbudt med 50.000 kr. Var projektet lykkedes for B, havde der været tale om sæsonarbejde til 3-4 personer samt - i byggeperioden - 10 arbejdspladser. I forløbet har B engageret arkitekter/byggesagkyndige.
I perioden medio 2004 og frem til foråret 2005 har B været aktivt involveret i et produktionsprojekt. Projektet blev præsenteret i juni 2004. Sluttelig blev projektet forkastet på grund af konjunkturerne i 2004/05.
På baggrund af en ny henvendelse har B nu overvejelser om at investere i en produktionsvirksomhed. Der er tale om en virksomhed, som udover kapital tillige har brug for støtte på det ledelsesmæssige plan og som desuden står overfor et generationsskifte. B har ingen særlig kendskab til den konkrete branche, men netop hans ledelsesmæssige erfaringer og erfaringer med hensyn til generationsskifte indebærer, at han udover at investere midler i projektet tillige påtænker at involvere sig på det ledelsesmæssige plan.
Som det fremgår ovenfor har B til hensigt at etablere nye erhvervsmæssige aktiviteter og investeringer med midlerne fra A ApS. En mere aktiv erhvervsmæssig adfærd afventer afklaringen af spaltningssagen. Dog har B allerede - lige siden optagelsen i businessangels netværket - engageret sig i en række erhvervsprojekter, som imidlertid af forskellige konkrete (ude fra kommende) årsager ikke er gennemført.
C ønsker ikke at deltage i noget af det ovenstående, men foretrækker som tidligere beskrevet investeringer med en anden risikoprofil og en kortere tidshorisont, idet der henses til hendes alder.
Som det fremgår, har anpartshaverne planer/overvejelser for fremtiden, som ikke kan realiseres i det nuværende fælles selskab, men derimod alene i den pågældende anpartshavers eget selskab. Uenighederne omkring ledelsen og strategien i A ApS har den konsekvens, at selskabets væsentlige egenkapital ikke bliver investeret optimalt.
Det er derfor parternes opfattelse, at den ansøgte spaltning, hvor samarbejdet mellem de nuværende anpartshavere ophører, medfører den mest hensigtsmæssige selskabsstruktur for de fremtidige aktiviteter og investeringer.
Under hensyn til det ovenfor anførte kan repræsentanten oplyse, at den ansøgte skattefri spaltning ikke sker som led i hverken skattesvig, skatteunddragelse eller skatteundgåelse, men sker udelukkende af rent forretningsmæssige årsager.
Afsluttende bemærkninger
Ansøger har gjort opmærksom på, at C's høje alder alt andet lige indebærer, at skatteudskydelsen er tidsbegrænset - også selvom der gennemføres en spaltning som ansøgt. Der vil ikke være tale om aktier, der kan overdrages med succession til C's arvinger.
Med hensyn til sammenlignelig praksis kan ansøger bl.a. henvise til afgørelserne SKM2003.359.TSS og SKM2003.102.TSS , hvor forskellige investeringsønsker aktionærerne imellem begrunder en tilladelse til skattefri spaltning.
Idet SKAT har sammenlignet den foreliggende sag med SKM2005.232.TSS , og anmodet om ansøgers kommentarer hertil, har repræsentanten yderligere uddybet begrundelsen for omstruktureringen, med følgende:
Det er repræsentantens vurdering, at de faktiske forhold i nærværende sag ikke er sammenlignelige med forholdene i SKM2005.232.TSS . Det er efter repræsentantens opfattelse helt afgørende, at likvidation af selskabet A ApS eller - for f.eks. C vedkommende - et salg af anparterne ikke er en reel mulighed. På grund af salget af aktiviteter/aktier i 2003 til den købende koncern har A ApS fastlåste tilgodehavender samt større garantiforpligtelser over for den købende koncern. Frem til 2010 er en likvidation derfor udelukket. Endvidere vil et salg af anparterne for f.eks. C betyde, at hun må tåle et betydeligt nedslag i salgssummen - henset til de deponerede beløb samt garantiforpligtelserne. Som beskrevet udtrådte D af selskabet primo 2005. Udtrædelsen skete ved et tilbagesalg til en værdi under indre værdi. Den lave tilbagesalgspris skyldtes netop de beskrevne deponeringer og garantiforpligtelser. Som bekendt udtrådte D imidlertid af helbredsmæssige årsager - han havde ikke andet valg.
Da en likvidation af selskab eller et salg af anparter således ikke er en reel mulighed for anpartshaverne, vil selskabet A ApS skulle bestå i en årrække. Imidlertid har anpartshaverne som beskrevet i den oprindelige ansøgning overordentligt vanskeligt ved at opnå enighed for anvendelsen af selskabets midler. B har en række ønsker omkring investering i nye virksomheder, fast ejendom m.m. Hvorimod C ønsker at foretage mere kortsigtede investeringer i bl.a. danske børsnoterede aktier.
Som det fremgår, indebærer uenigheden mellem parterne, at midlerne i A ApS ikke anvendes og investeres optimalt, herunder ikke kan investeres i overensstemmelse med B's ønsker om erhvervsmæssige tiltag, eftersom anpartshaverne ikke er i stand til at træffe de fornødne beslutninger. Dette forhold sammenholdt med, at parterne ikke kan gå hver til sit ved en likvidation eller ved et salg, indebærer efter vores opfattelse, at tilladelse til skattefri spaltning kan gives i overensstemmelse med den oprindelige anmodning.
Den skatteansættende myndighed fandt, at omstruktureringen primært var erhvervsmæssigt begrundet og ikke havde til formål at foretage skatteundgåelse eller skatteunddragelse.
SKAT meddelte tilladelse til skattefri ophørsspaltning uden fastsættelse af særlige vilkår.