C-770/22 OSTP Italy - Dom

Foreløbig udgave

DOMSTOLENS DOM (Tiende Afdeling)

11. april 2024

»Præjudiciel forelæggelse - toldunion - forordning (EU) nr. 952/2013 - domme afsagt i første instans om annullation af toldforanstaltninger vedrørende Den Europæiske Unions traditionelle egne indtægter - disse dommes umiddelbare eksigibilitet - ingen suspension af fuldbyrdelsen af domme«

I sag C-770/22,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Corte di giustizia tributaria di primo grado di Genova (tidligere Commissione tributaria provinciale di Genova) (retten i første instans i skatte- og afgiftsretlige sager i Genova, Italien) ved afgørelse af 22. november 2022, indgået til Domstolen den 19. december 2022, i sagen

OSTP Italy Srl

mod

Agenzia delle Dogane e dei Monopoli, Ufficio delle Dogane di Genova 1,

Agenzia delle Dogane e dei Monopoli, Ufficio delle Dogane di Genova 2,

Agenzia delle Entrate - Riscossione - Genova,

har

DOMSTOLEN (Tiende Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, Z. Csehi, formanden for Femte Afdeling, E. Regan (refererende dommer), og dommer D. Gratsias,

generaladvokat: M. Campos Sánchez-Bordona,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

- OSTP Italy Srl ved avvocati R. Dominici, A. Macchi, F. Munari og S. Pedemonte,

- den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato F. Meloncelli,

- Europa-Kommissionen ved F. Clotuche-Duvieusart og F. Moro, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 43-45 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen (EUT 2013, L 269, s. 1, herefter »EU-toldkodeksen«).

2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side OSTP Italy Srl (herefter »OSTP«) og på den anden side Agenzia delle Dogane e dei Monopoli, Ufficio delle Dogane di Genova 1 (told- og monopolmyndigheden, toldkontoret i Genova 1, Italien), Agenzia delle Dogane e dei Monopoli, Ufficio delle Dogane di Genova 2 (told- og monopolmyndigheden, toldkontoret i Genova 2, Italien) (herefter samlet »told- og monopolmyndigheden«) og Agenzia delle Entrate - Riscossione - Genova (skatte- og afgiftsmyndigheden - inddrivelse - Genova, Italien) (herefter »skatte- og afgiftsmyndigheden«) vedrørende fuldbyrdelsen af en fordring vedrørende Den Europæiske Unions traditionelle egne indtægter, som er blevet annulleret ved en afgørelse truffet af en national ret, der imidlertid er blevet appelleret.

Retsforskrifter

EU-retten

EU-toldkodeksen

3 EU-toldkodeksens artikel 43 med overskriften »Afgørelser truffet af en retsinstans« bestemmer:

»Artikel 44 og 45 anvendes ikke på klager indgivet med henblik på [annullation], tilbagekaldelse eller ændring af en afgørelse vedrørende anvendelse af toldlovgivningen truffet af en retsinstans eller af toldmyndigheder, der handler som retsinstanser.«

4 Toldkodeksens artikel 44 med overskriften »Klageadgang« fastsætter:

»1. Enhver person kan indgive klage over enhver afgørelse, der træffes af toldmyndighederne om anvendelse af toldlovgivningen, og som berører den pågældende umiddelbart og individuelt.

Klage kan endvidere indgives af enhver person, der har ansøgt toldmyndighederne om en afgørelse, og som ikke har opnået en afgørelse inden for fristerne i artikel 22, stk. 3.

2. Klagen kan indgives til mindst to instanser:

a) i første instans til toldmyndighederne eller en retsinstans eller et andet organ, der er udpeget af medlemsstaterne til det formål

b) i anden instans til en højere, uafhængig instans, der kan være en domstol eller et tilsvarende specialiseret organ, i overensstemmelse med de gældende bestemmelser i medlemsstaterne.

3. Klagen skal indgives i den medlemsstat, hvor afgørelsen blev truffet, eller hvor der blev ansøgt om en sådan afgørelse.

4. Medlemsstaterne sørger for, at klageproceduren giver mulighed for en hurtig bekræftelse eller korrektion af afgørelser truffet af toldmyndighederne.«

5 Toldkodeksens artikel 45, som har overskriften »Suspension af gennemførelsen«, bestemmer:

»1. Indgivelse af en klage har ikke opsættende virkning for gennemførelsen af den anfægtede afgørelse.

2. Toldmyndighederne kan imidlertid udsætte gennemførelsen af afgørelsen helt eller delvis, hvis de har begrundet formodning om, at den anfægtede afgørelse ikke er i overensstemmelse med toldlovgivningen, eller hvis der må frygtes uoprettelig skade for den pågældende.

3. I de i stk. 2 omhandlede tilfælde, hvor den anfægtede afgørelse bevirker, at der skal betales import- eller eksportafgifter, er suspension af gennemførelsen af afgørelsen betinget af, at der stilles sikkerhed, medmindre det på grundlag af en dokumenteret vurdering konstateres, at en sådan sikkerhedsstillelse vil kunne give debitor alvorlige vanskeligheder af økonomisk eller social art.«

6 Kodeksens artikel 90, stk. 1, første afsnit, med overskriften »Obligatorisk sikkerhedsstillelse« fastsætter:

»Er sikkerhedsstillelsen obligatorisk, fastsætter toldmyndighederne størrelsen af sikkerhedsstillelsen til et beløb, der er nøjagtig lig med det import- eller eksportafgiftsbeløb, der svarer til toldskylden og andre afgifter, hvis dette beløb kan beregnes nøjagtigt på det tidspunkt, hvor sikkerheden kræves.«

7 Toldkodeksens artikel 98 med overskriften »Frigivelse af sikkerhedsstillelse« fastsætter:

»1. Toldmyndighederne frigiver omgående sikkerhedsstillelsen, når toldskylden eller betalingspligten vedrørende andre omkostninger er ophørt eller ikke længere vil kunne opstå.

2. Når toldskylden eller betalingspligten vedrørende andre omkostninger er delvis ophørt eller kun kan opstå for en del af sikkerhedsstillelsesbeløbet, frigives den tilsvarende del af dette beløb, hvis den pågældende person anmoder herom, medmindre det pågældende beløbs størrelse ikke gør noget sådant berettiget.«

8 Følgende fremgår af toldkodeksens artikel 124, stk. 1, med overskriften »Ophør«:

»Med forbehold af de gældende bestemmelser om de tilfælde, hvor det import- eller eksportafgiftsbeløb, der svarer til toldskylden, ikke kan inddrives, fordi debitor ad rettens vej er erklæret insolvent, ophører toldskylden ved import eller eksport på en af følgende måder:

[...]

b) når import- eller eksportafgiftsbeløbet betales

[...]

d) når toldangivelsen for varer, der er angivet til en toldprocedure, som indebærer forpligtelse til at betale import- eller eksportafgifter, erklæres ugyldig

[...]«

Forordning nr. 609/2014

9 Artikel 2 i Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 609/2014 af 26. maj 2014 om metoderne og proceduren for overdragelse af de traditionelle egne indtægter og egne indtægter fra moms og BNI og om foranstaltningerne for at opfylde likviditetskrav (EUT 2014, L 168, s. 39), som ændret ved Rådets forordning (EU, Euratom) 2016/804 af 17. maj 2016 (EUT 2016, L 132, s. 85) (herefter »forordning nr. 609/2014«), med overskriften »Dato for fastlæggelse af traditionelle egne indtægter« fastsætter følgende i stk. 1:

»Med henblik på anvendelsen af denne forordning opstår der en fordring for Unionen på de i artikel 2, stk. 1, litra a), i [Rådets] afgørelse 2014/335/EU, Euratom [af 26. maj 2014 om ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter (EUT 2014, L 168, s. 105)] omhandlede traditionelle egne indtægter, når toldbestemmelsernes betingelser om bogføring af fordringen er opfyldt, og beløbet er meddelt debitor.«

10 Artikel 13 i forordning nr. 609/2014 med overskriften »Uinddrivelige fordringer« bestemmer i stk. 1 og 2:

»1. Medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger for, at de beløb, som svarer til de i henhold til artikel 2 fastlagte fordringer, overdrages til [Europa-]Kommissionen efter de i denne forordning indeholdte regler.

2. Medlemsstaterne fritages for at overdrage Kommissionen beløb svarende til de i henhold til artikel 2 fastlagte fordringer, der viser sig uinddrivelige af en af nedenstående grunde:

a) på grund af force majeure

b) af andre grunde, som ikke kan tilskrives dem.

Medlemsstaterne kan fritages for forpligtelsen til at stille beløb svarende til de fordringer, der er fastlagt i henhold til artikel 2, til rådighed for Kommissionen i de tilfælde, hvor sådanne fordringer viser sig uinddrivelige, fordi krediteringen eller anmeldelsen af toldskylden er udskudt for ikke at påvirke en strafferetlig undersøgelse, der berører Unionens finansielle interesser.

Fastlagte fordringer erklæres for uinddrivelige ved afgørelse truffet af den kompetente administrative myndighed, der fastslår, at beløbet ikke kan inddrives.

Fastlagte fordringer anses for uinddrivelige senest fem år efter den dato, hvor beløbet er fastlagt i overensstemmelse med artikel 2, eller - i tilfælde af administrativ eller retlig anke - efter meddelelse, notifikation eller offentliggørelse af den endelige afgørelse.

[...]«

Afgørelse 2014/335

11 Afgørelse 2014/335 erstattede og ophævede Rådets afgørelse 2007/436/EF, Euratom af 7. juni 2007 om ordningen for De Europæiske Fællesskabers egne indtægter (EUT 2007, L 163, s. 17).

12 Artikel 2, stk. 1, litra a), i afgørelse 2014/335, som gentager artikel 2, stk. 1, litra a), i afgørelse 2007/436, bestemmer:

»Egne indtægter, der opføres på Unionens budget, omfatter provenuet af:

a) traditionelle egne indtægter bestående af afgifter, præmier, tillægs- eller udligningsbeløb, supplerende beløb og lignende, told i henhold til den fælles toldtarif samt andre afgifter, som af Unionens institutioner er pålagt eller vil blive pålagt handelen med tredjelande, told på varer i henhold til den udløbne traktat om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab samt afgifter og lignende, der er fastsat inden for rammerne af den fælles markedsordning for sukker

[...]«

Italiensk ret

13 Artikel 47 i decreto legislativo n. 546 - Disposizioni sul processo tributario in attuazione della delega al Governo contenuta nell l’art 30 della legge 30 dicembre 1991, n. 413 (lovdekret nr. 546 om bestemmelser vedrørende skatteproceduren i henhold til bemyndigelse til regeringen i henhold til artikel 30 i lov nr. 413 af 30.12.1991) af 31. december 1992 (GURI nr. 9 af 13.1.1993, almindeligt tillæg nr. 8) (herefter »lovdekret nr. 546/1992«) bestemmer i det væsentlige, at såfremt en sagsøger anfægter en afgørelse truffet af skatte- og afgiftsmyndighederne, og denne afgørelse kan forvolde den pågældende et alvorligt og uopretteligt tab, kan denne sagsøger anmode om en midlertidig suspension af gennemførelsen af den nævnte afgørelse, indtil der er foretaget en realitetsbehandling af søgsmålet.

14 Dette lovdekrets artikel 67-a, der vedrører foreløbig gennemførelse, bestemmer, at domme afsagt af skatte- og afgiftsdomstolene er eksigible.

15 Lovdekretets artikel 68 med overskriften »Betaling af skat, mens sagen verserer« bestemmer:

»1. Uanset hvad der er fastsat i de individuelle skattelove, skal der i de tilfælde, hvor der er fastsat en ratevis opkrævning af den skat, der er genstand for en procedure for [domstolene i skatte- og afgiftsretlige sager], betales skat med de påløbne renter i henhold til skattelovgivningen:

a) for så vidt angår to tredjedele, efter at Commissione tributaria provinciale [(ret i første instans i skatte- og afgiftsretlige sager)] har truffet afgørelse om frifindelse

b) for så vidt angår det beløb, der følger af dommen fra Commissione tributaria provinciale [(ret i første instans i skatte- og afgiftsretlige sager)], og under alle omstændigheder ikke mere end to tredjedele, såfremt der ved denne dom delvist gives sagsøgeren medhold

c) for så vidt angår det resterende beløb som fastsat af Commissione tributaria regionale [(appeldomstol i skatte- og afgiftsretlige sager)] i dennes dom

c-a) for så vidt angår det skyldige beløb, indtil der er afsagt dom i første instans, efter at Corte [suprema] di cassazione [(kassationsdomstol, Italien)] har afsagt dom, hvorved dommen ophæves, og sagen hjemvises, og for så vidt angår hele det beløb, der er angivet i den anfægtede retsakt, hvis sagen ikke hjemvises.

I de tilfælde, der er omhandlet i de foregående afsnit, trækkes allerede betalte beløb under alle omstændigheder fra de beløb, der skal betales.

2. Såfremt sagsøgeren gives medhold, skal den skat, der er betalt ud over det, der blev fastslået i dommen afsagt af Commissione tributaria provinciale [(ret i første instans i skatte- og afgiftsretlige sager)], samt de påløbne renter, der er fastsat i skattelovgivningen, tilbagebetales ex officio senest 90 dage efter forkyndelsen af dommen. I tilfælde af manglende tilbagebetaling kan den skattepligtige person i henhold til artikel 70 anmode Commissione tributaria provinciale [(ret i første instans i skatte- og afgiftsretlige sager)] om fuldbyrdelse eller, såfremt dommen er genstand for appel på de senere stadier af proceduren, ved Commissione tributaria regionale [(appeldomstol i skatte- og afgiftsretlige sager)].

3. [...]

3-a. Indtil der er afsagt dom, reguleres betalingen af de traditionelle egne indtægter, der er omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra a), i afgørelse [2007/436], og af den merværdiafgift, der er opkrævet ved indførsel, fortsat ved Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 [om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT 1992, L 302, s. 1)], som ændret ved [EU-toldkodeksen] og andre relevante EU-retlige bestemmelser på området.«

16 Artikel 69 i lovdekret nr. 546/1992 med overskriften »Fuldbyrdelse af domme afsagt til fordel for den skattepligtige person« bestemmer:

»1. Domme, hvorved der træffes afgørelse om betaling af beløb til den skattepligtige, og domme, der er afsagt i forbindelse med sager anlagt til prøvelse af de i artikel 2, stk. 2, omhandlede matrikelforretninger, kan fuldbyrdes umiddelbart. Betaling af beløb på over 10 000 EUR, bortset fra sagsomkostninger, kan dog af retten, også under hensyntagen til sagsøgerens solvens, undergives en betingelse om, at der stilles en passende sikkerhed.

[...]

4. De beløb, der skyldes som følge af dommen, skal betales senest 90 dage efter dommens forkyndelse eller den i stk. 2 omhandlede sikkerhedsstillelse, hvis denne er eksigibel.

5. I tilfælde af manglende fuldbyrdelse af dommen kan den skattepligtige person i medfør af artikel 70 anmode om fuldbyrdelse ved Commissione tributaria provinciale [(ret i første instans i skatte- og afgiftsretlige sager)] eller, såfremt dommen er genstand for appel på de senere stadier af proceduren, ved Commissione tributaria regionale [(appeldomstol i skatte- og afgiftsretlige sager)].«

Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

17 Told- og monopolmyndigheden, toldkontoret i Genova 2, meddelte den 9. oktober 2019 OSTP supplerende og berigtigede afgiftsansættelser vedrørende den antidumpingtold, der skulle betales for import af stålrør med oprindelse i tredjelande, bl.a. med den begrundelse, at disse rør var blevet fremstillet som importeret fra Indien, selv om de reelt hidrørte fra Kina. Disse ansættelser blev den følgende dag efterfulgt af meddelelsen af afgørelser, hvorved OSTP blev pålagt sanktioner.

18 Told- og monopolmyndigheden, kontoret i Genova 1, meddelte ligeledes af samme grund OSTP en berigtiget afgiftsansættelse, som blev efterfulgt af en afgørelse, hvorved OSTP blev pålagt sanktioner.

19 Alle afgiftsansættelser og sanktioner blev annulleret i deres helhed af den forelæggende ret ved domme af 17. og 19. maj 2021.

20 Told- og monopolmyndigheden iværksatte appel til prøvelse af disse domme ved Corte di giustizia tributaria di secondo grado della Liguria (tidligere Commissione tributaria regionale della Liguria) (appeldomstolen i skatte- og afgiftsretlige sager i regionen Ligurien, Italien), som ikke formelt traf afgørelse om suspension af fuldbyrdelsen af de nævnte domme.

21 Den 26. januar 2022 meddelte skatte- og afgiftsmyndigheden OSTP en forudgående meddelelse om tinglysning af pant og oplyste, at der i tilfælde af manglende betaling af de beløb, der var nævnt i afgiftsansættelserne, ville blive foretaget tinglysning af pant i OSTP’s faste ejendom for en værdi svarende til det dobbelte af gældens størrelse.

22 OSTP har anlagt sag til prøvelse af denne meddelelse ved den forelæggende ret, idet selskabet har gjort gældende, at det følger af den nationale lovgivning om opkrævning af told og afgifter, at når en ret i første instans helt eller delvist har givet medhold i et søgsmål til prøvelse af en afgiftsansættelse, ophører de beløb, der er gjort krav på i forbindelse med denne afgiftsansættelse, med at være forfaldne.

23 Told- og monopolmyndigheden er indtrådt i denne anden tvist. Denne myndighed har anført, at det ikke længere er fornødent at træffe afgørelse, eftersom OSTP siden har betalt hele beløbet i de annullerede afgiftsansættelser, hvilket har medført, at tvisten er bortfaldet.

24 Subsidiært har told- og monopolmyndigheden til støtte for skatte- og afgiftsmyndighedens synspunkt påberåbt sig kendelse nr. 22012 af 13. oktober 2020 afsagt af Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol).

25 I denne kendelse anførte Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol) i det væsentlige, at indgivelsen af en administrativ klage eller anlæggelse af søgsmål i henhold til EU-toldkodeksens artikel 45 ikke suspenderer eksigibiliteten af en afgørelse om anvendelse af toldlovgivningen, og at den sikkerhed, der i overensstemmelse med kodeksens artikel 98 er stillet for en toldskyld, bl.a. ikke kan frigives, hvis denne toldskyld ikke er ophørt.

26 Den forelæggende ret har heraf indledningsvis udledt, at de foranstaltninger, som toldmyndighederne har truffet, skal anses for umiddelbart eksigible, dernæst, at beskyttelsen af den afgiftspligtige mod den potentielt uoprettelige karakter af det tab, der kan være lidt som følge af, at afgiftsansættelsen måtte blive anset for at være ulovlig, skal anses for sikret ved muligheden for at indgive en anmodning om afgiftsfritagelse, en anmodning om suspension af gennemførelsen af den berigtigede afgiftsansættelse eller, under sagens behandling, en anmodning om suspension af gennemførelsen af afgiftsansættelsen, og endelig, at en afgørelse, der ikke er endelig, som en retsinstans træffer til fordel for den afgiftspligtige person, ikke indebærer en ret for denne afgiftspligtige person til tilbagebetaling af allerede betalte afgifter, eftersom de betalte beløb er stillet som sikkerhed for betaling af toldskylden indtil dens endelige ophør.

27 Henset til disse forhold samt til den forpligtelse til at træffe rettidige foranstaltninger for at sikre Unionens egne indtægter, som påhviler medlemsstaterne, når en foranstaltning truffet af den administrative myndighed ikke er blevet suspenderet i henhold til toldkodekserne, og som Domstolen henviste til i dom af 11. juli 2019, Kommissionen mod Italien (Egne indtægter - Opkrævning af toldskyld) (C-304/18, EU:C:2019:601), har den nævnte ret konkluderet, at »på området for afgifter, der opkræves ved grænserne, og som udgør [Unionens] egne indtægter, kan en dom, der ikke er endelig, og som til fordel for den afgiftspligtige person anordner tilbagebetaling til denne af told, som er blevet anset for ikke at være skyldig, ikke anses for umiddelbart eksigibel i medfør af artikel 69, stk. 1, i lovdekret [nr. 546/1992] [...], [da denne] bestemmelse [er] uforenelig med [EU-]toldkodeksen«.

28 I denne sammenhæng ønsker den forelæggende ret udelukkende oplyst, om det i det væsentlige reelt kunne udledes af denne kodeks’ artikel 45 eller af kodeksens artikel 43 og 44, at medlemsstaterne ikke skal anerkende umiddelbar eksigibilitet af domme afsagt i første instans om annullation af afgiftsansættelser vedrørende Unionens traditionelle egne indtægter. Den forelæggende ret ønsker navnlig oplyst, om en sådan løsning er i strid med den klageadgang, der er nævnt i kodeksens artikel 44, sammenholdt med princippet om effektiv domstolsbeskyttelse, der er sikret ved artikel 19 TEU og ved artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som forpligter medlemsstaterne til at fastsætte suspension af gennemførelsen af enhver administrativ afgørelse, der annulleres af en ret i første instans, med henblik på at give de retsmidler, der er fastsat i den nationale lovgivning, en reel nytte for borgeren.

29 I denne henseende har den forelæggende ret præciseret, at selv om OSTP i sidste ende betalte de krævede beløb, er det nødvendigt for den forelæggende ret at fjerne en sådan tvivl, dels fordi det ikke er udelukket, at dette selskab handlede på denne måde af frygt for tinglysning af pant, idet dette svarer til det dobbelte af de krævede beløb, dels fordi spørgsmålet om, hvorvidt der er grundlag for told- og monopolmyndighedens påstande, har betydning for fordelingen af sagsomkostningerne, som den skal tage stilling til.

30 På denne baggrund har Corte di giustizia tributaria di primo grado di Genova (tidligere Commissione tributaria provinciale di Genova) (retten i første instans i skatte- og afgiftsretlige sager i Genova, Italien) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Kan [EU-toldkodeksens] artikel [43-45] [...] fortolkes således, at disse artikler udelukker, at en national lovgivning, ifølge hvilken domme afsagt af nationale retter i første instans, som bevirker hel eller delvis annullation af afgiftsansættelser vedrørende Den Europæiske Unions egne indtægter, er umiddelbart eksigible, er forenelig med EU-retten?«

Det præjudicielle spørgsmål

Formaliteten

31 Den italienske regering har gjort gældende, at anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling med den begrundelse, at tvisten i hovedsagen er blevet uden genstand, efter at sagsøgeren har betalt de krævede beløb, og at den forelæggende ret i sin anmodning har anført, at den har stillet sit spørgsmål under hensyntagen til den situation, hvor en afgiftspligtig endnu ikke har betalt de krævede beløb.

32 I denne henseende bemærkes, at det i henhold til fast retspraksis, hvorefter det inden for rammerne af en procedure i henhold til artikel 267 TEUF, som er baseret på en klar adskillelse mellem de nationale retters og Domstolens funktioner, alene er den nationale ret, der har kompetence til at fastlægge og vurdere hovedsagens faktiske omstændigheder og til at fortolke og anvende den nationale ret. Det tilkommer ligeledes udelukkende den nationale ret, som tvisten er indbragt for, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere såvel nødvendigheden som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (dom af 7.8.2018, Banco Santander og Escobedo Cortés, C-96/16 og C-94/17, EU:C:2018:643, præmis 50, og af 24.11.2022, Varhoven administrativen sad (Ophævelse af den anfægtede bestemmelse), C-289/21, EU:C:2022:920, præmis 24).

33 Heraf følger, at den formodning om relevans, som er knyttet til spørgsmål, der forelægges af nationale domstole til præjudiciel afgørelse, kun kan afvises i helt særlige tilfælde (jf. i denne retning dom af 16.6.2005, Pupino, C-105/03, EU:C:2005:386, præmis 30). Domstolen kan således kun afslå at træffe afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål fra en national ret, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af en EU-retlig regel savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en sagligt korrekt besvarelse af de forelagte spørgsmål (dom af 24.7.2023, Lin, C-107/23 PPU, EU:C:2023:606, præmis 62).

34 I det foreliggende tilfælde kan det således ganske vist udledes af oplysningerne i anmodningen om præjudiciel afgørelse, at sagsøgeren i hovedsagens betaling af de krævede beløb har fjernet truslen om tinglysning af pant i dennes faste ejendom. Det forelagte spørgsmål er imidlertid fortsat relevant, for så vidt som sagsøgeren i hovedsagen, med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse, afhængigt af Domstolens besvarelse kan modsætte sig foranstaltninger med henblik på opkrævning af beløb, der ikke er forfaldne, således som sagsøgeren har gjort i hovedsagen, og gøre sin ret til tilbagebetaling af allerede betalte beløb gældende. Den forelæggende ret har endvidere anført, at den har behov for besvarelsen af det præjudicielle spørgsmål, som den har forelagt, for i henhold til national ret at kunne træffe afgørelse om fordelingen af sagsomkostningerne, idet dette afhænger af, om der er grundlag for søgsmålet.

35 Navnlig eftersom denne ret ikke allerede har taget stilling til, om tvisten i hovedsagen er velbegrundet, fremgår det ikke klart, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, eller at det rejste problem er blevet hypotetisk (jf. analogt dom af 28.11.2018, Amt Azienda Trasporti e Mobilità m.fl., C-328/17, EU:C:2018:958, præmis 35-38).

36 Denne vurdering ændres ikke af det af den italienske regering anførte argument om, at den forelæggende ret i sin anmodning har anført, at den har stillet sit spørgsmål under hensyntagen til den situation, hvor en afgiftspligtig endnu ikke har betalt de krævede beløb. En sådan angivelse fremgår nemlig ikke af anmodningen om præjudiciel afgørelse. Den forelæggende ret har ganske vist i anmodningen henvist til »det tilfælde, hvor den afgiftspligtige endnu ikke har betalt«, men den har kun gjort dette for at henvise til told- og monopolmyndighedens synspunkt vedrørende en kendelse afsagt af Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol), som efter dens opfattelse består i at »udvide det retsprincip, som [denne ret] har udtrykt, til også at omfatte tilfælde, hvor den afgiftspligtige endnu ikke har betalt«.

37 Da Domstolen desuden råder over alle de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en sagligt korrekt besvarelse af det forelagte spørgsmål, må det fastslås, at anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling.

Realiteten

38 Indledningsvis er det ubestridt, at den tvivl, som den forelæggende ret har givet udtryk for, er knyttet til den fortolkning, som Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol) har anlagt i sin kendelse nr. 22012 af 13. oktober 2020. I denne kendelse afviste sidstnævnte ret således anvendelsen af artikel 69, stk. 1, i lovdekret nr. 546/1992, hvorefter domme om betaling af beløb til den afgiftspligtige person straks kunne fuldbyrdes, i det væsentlige med den begrundelse, at EU-toldkodeksens artikel 45 kræver, at fuldbyrdelsen af enhver dom afsagt i første instans om annullation af afgiftsansættelser vedrørende Unionens traditionelle egne indtægter suspenderes, så længe denne dom ikke er blevet endelig. Den forelæggende ret ønsker således oplyst, hvorvidt den fortolkning, som Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol) har anlagt, er i overensstemmelse med EU-toldkodeksens artikel 45, sammenholdt med denne kodeks’ artikel 43.

39 Med spørgsmålet ønsker den forelæggende ret således nærmere bestemt oplyst, om EU-toldkodeksens artikel 43-45 skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, hvorefter domme afsagt i første instans, som endnu ikke er blevet endelige, er umiddelbart eksigible, når der er tale om Unionens traditionelle egne indtægter.

40 Det kan indledningsvis bemærkes, at hverken EU-toldkodeksens artikel 44 eller artikel 45 kan være relevante for vurderingen af, om en national lovgivning, der fastsætter, at domme afsagt i første instans er umiddelbart eksigible, er forenelig med EU-retten, herunder når disse domme har medført hel eller delvis annullation af afgiftsansættelser vedrørende Unionens traditionelle egne indtægter.

41 Toldkodeksens artikel 43 bestemmer nemlig udtrykkeligt, at kodeksens artikel 44 og 45 ikke finder anvendelse på klager indgivet med henblik på annullation, tilbagekaldelse eller ændring af en afgørelse vedrørende anvendelse af toldlovgivningen truffet af en retsinstans. Selv om kodeksens artikel 44, stk. 2, omhandler den situation, hvor den klageadgang - med hensyn til hvilken denne bestemmelse fastsætter, at den skal kunne udøves i to omgange - udøves successivt ved to retsinstanser, forholder det sig ikke desto mindre således, at reglen i EU-toldkodeksens artikel 45, stk. 1, hvorefter indgivelsen af en klage ikke har opsættende virkning for gennemførelsen af den anfægtede afgørelse, kun gælder for klager indgivet til prøvelse af afgørelser om anvendelse af toldlovgivningen, der er truffet af toldmyndighederne, og ikke for retsafgørelser, hvorved der træffes afgørelse om sådanne klager.

42 Da hverken spørgsmålet om, hvorvidt domme afsagt i første instans er umiddelbart eksigible, eller den retlige ordning i appelsager henhører under anvendelsesområdet for EU-toldkodeksens artikel 44 og 45, kan disse bestemmelser ikke være til hinder for en national lovgivning, der fastsætter, at domme afsagt i første instans, som endnu ikke er blevet endelige, er umiddelbart eksigible, og de kræver heller ikke, at den nationale lovgivning fastsætter, at sådanne domme har denne egenskab.

43 Denne fortolkning drages ikke i tvivl af den forpligtelse, der i medfør af artikel 13 i forordning nr. 609/2014, sammenholdt med afgørelse 2014/335, påhviler medlemsstaterne til at overdrage Kommissionen de beløb, der svarer til Unionens fordringer på de traditionelle egne indtægter, som den italienske regering har henvist til i sine skriftlige indlæg.

44 I medfør af EU-toldkodeksens artikel 45, stk. 1, har indgivelsen af en klage ganske vist ikke opsættende virkning, således at en afgiftspligtig person, når denne anfægter en berigtiget afgiftsansættelse, principielt allerede vil have betalt de krævede beløb, når den pågældendes klage bliver afgjort i første instans, eller i det mindste vil have stillet sikkerhed i henhold til kodeksens artikel 45, stk. 3, hvis toldmyndighederne har indrømmet den pågældende suspension af gennemførelsen i henhold til kodeksens artikel 45, stk. 2. Når en dom afsagt i første instans, hvorved berigtigede afgiftsansættelser erklæres ugyldige, ophæves efter en appel iværksat af toldmyndighederne, formodes medlemsstaten således allerede at råde over det beløb, der svarer til Unionens fordringer på de traditionelle egne indtægter, som den skal overdrage Kommissionen i medfør af artikel 13 i forordning nr. 609/2014, sammenholdt med afgørelse 2014/335.

45 I modsætning til, hvad Corte suprema di Cassazione (kassationsdomstol) synes at have lagt til grund i sin kendelse nr. 22012 af 13. oktober 2020, kan det imidlertid ikke heraf udledes, at EU-toldkodeksens artikel 45, stk. 1, med henblik på at sikre Unionens opkrævning af de fordringer, der er fastlagt i henhold til artikel 2 i forordning nr. 609/2014, skal fortolkes således, at den forpligter medlemsstaterne til at gøre det muligt for toldmyndighederne, når disse har forsinket opkrævningen af den berigtigede afgiftsansættelse, som de har udstedt, at fortsætte med at gøre dette, efter at der er blevet afsagt en dom i første instans om annullation af denne afgiftsansættelse, så længe denne dom ikke er blevet endelig.

46 I modsætning til den forudsætning, som denne vurdering synes at hvile på, forekommer en sådan fortolkning ikke nødvendig for at sikre Unionens opkrævning af de fordringer, der er fastlagt i henhold til artikel 2 i forordning nr. 609/2014. Domstolen har nemlig allerede haft lejlighed til at fremhæve, at fejl begået af toldmyndighederne i en medlemsstat ikke fritager denne fra sin forpligtelse til at overdrage Unionen de fordringer, som den burde have fastlagt, i givet fald med tillæg af morarenter (jf. i denne retning dom af 11.7.2019, Kommissionen mod Italien (Egne indtægter - Opkrævning af toldskyld), C-304/18, EU:C:2019:601, præmis 61). Toldmyndighedernes manglende omhu kan således heller ikke fritage medlemsstaten for denne forpligtelse.

47 Da ordlyden af EU-toldkodeksens artikel 43 navnlig er helt klar og entydig med hensyn til, at kodeksens artikel 44 og 45 ikke finder anvendelse på klager over en afgørelse truffet af en retsinstans, kan der ikke søges nogen anden fortolkning af disse bestemmelser (jf. i denne retning dom af 26.9.2019, Kommissionen mod Spanien (Vand - Manglende ajourføring af områdeplaner for De Kanariske Øer), C-556/18, EU:C:2019:785, præmis 34).

48 Uden at det i det foreliggende tilfælde er nødvendigt at undersøge relevansen af de principper, der er fastsat i artikel 19 TEU og artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder, skal det forelagte spørgsmål derfor besvares med, at EU-toldkodeksens artikel 43-45 skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter domme afsagt i første instans, som endnu ikke er blevet endelige, er umiddelbart eksigible, når der er tale om Unionens traditionelle egne indtægter.

Sagsomkostninger

49 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tiende Afdeling) for ret:

Artikel 43-45 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen

skal fortolkes således, at

disse bestemmelser ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter domme afsagt i første instans, som endnu ikke er blevet endelige, er umiddelbart eksigible, når der er tale om Den Europæiske Unions traditionelle egne indtægter.