|
|
C-415/20 Gräfendorfer Geflügel - und Tiefkühlkost F. Reyher Flexi Montagetechnik - Indstilling
Foreløbig udgave
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT T. ĆAPETA
fremsat den 13. januar 2022
Forenede sager C-415/20, C-419/20 og C-427/20
Gräfendorfer Geflügel- und Tiefkühlfeinkost Produktions GmbH (sag C-415/20)
F. Reyher Nchfg. GmbH & Co. KG vertr. d. d. Komplementärin Verwaltungsgesellschaft F. Reyher Nchfg. mbH (sag C-419/20)
mod
Hauptzollamt Hamburg (sagerne C-415/20 og C-419/20)
og
Flexi Montagetechnik GmbH & Co. KG
mod
Hauptzollamt Kiel (sag C-427/20)
(anmodninger om præjudiciel afgørelse indgivet af Finanzgericht Hamburg (domstolen i skatte- og afgiftsretlige sager i Hamburg, Tyskland))
»Anmodning om præjudiciel afgørelse – tilbagebetaling af beløb, som en medlemsstat har opkrævet i strid med EU-retten – betaling af renter – toldunion – artikel 241 i forordning nr. 2913/92/EØF (EF-toldkodeks) – artikel 116, stk. 6, i forordning (EU) nr. 952/2013 (EU-toldkodeks) – begrænsning af betaling af renter i tilfælde af tilbagebetaling af told – effektivitetsprincippet – nationale foranstaltninger, der foreskriver betaling af renter fra det tidspunkt, hvor der anlægges sag ved domstolene«
I. Indledning
1. Disse tre anmodninger om præjudiciel afgørelse indgivet af Finanzgericht Hamburg (domstolen i skatte- og afgiftsretlige sager i Hamburg, Tyskland) vedrører fortolkningen af EU-retten for så vidt angår personers ret til betaling af renter, der er blevet fastslået i Domstolens praksis som et retsmiddel i henhold til EU-retten. De vedrører tre forskellige situationer, der omfatter krav om betaling af renter af beløb, der er opkrævet med urette i strid med EU-retten, inden for rammerne af for det første forsinket betaling af eksportrestitutioner for landbrugsprodukter og tilbagebetaling af økonomiske sanktioner, der uretmæssigt er blevet pålagt i forbindelse med sådanne restitutioner, for det andet tilbagebetaling af antidumpingtold og for det tredje tilbagebetaling af importafgifter.
2. De spørgsmål, der rejses i de foreliggende sager, giver Domstolen lejlighed til at forklare og udvikle sin retspraksis vedrørende retten til betaling af renter og navnlig til at behandle spørgsmålet om, i hvilke tilfælde af tilsidesættelse af EU-retten en sådan ret følger af EU-retten. Domstolen anmodes desuden om at præcisere de betingelser, på hvilke der kan indføres begrænsninger i retten til betaling af renter i henhold til såvel EU-retten som national ret.
II. Retsforskrifter
A. EU-retten
3. Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (2) blev ophævet og erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 450/2008 af 23. april 2008 om EF-toldkodeksen (moderniseret toldkodeks) (3), der selv blev ophævet og erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen (4).
4. EF-toldkodeksens artikel 241 fastsatte:
»Toldmyndighedernes godtgørelse af import- eller eksportafgifter samt eventuel låne- eller morarente opkrævet i forbindelse med betalinger medfører ikke, at myndighederne skal betale rente. Der betales dog rente:
– når en afgørelse om, at en anmodning om godtgørelse skal imødekommes, ikke er fuldbyrdet inden for en frist på tre måneder, efter at den er truffet[…]
– når det følger af nationale bestemmelser.
[…]«
5. EU-toldkodeksens artikel 116, stk. 6, bestemmer:
»Godtgørelse giver ikke anledning til, at de pågældende toldmyndigheder skal betale renter.
Der betales dog rente, når en afgørelse om at indrømme godtgørelse ikke er gennemført senest tre måneder efter den dato, hvor denne afgørelse blev truffet, medmindre den manglende overholdelse af tidsfristen skyldes forhold, som toldmyndighederne ikke havde kontrol over.
I så fald betales der rente fra datoen for tremånedersperiodens udløb indtil datoen for godtgørelsen. Rentesatsen fastsættes i overensstemmelse med artikel 112.«
B. Tysk ret
6. Ifølge den forelæggende ret er den relevante tyske lovgivning Abgabenordnung (afgiftsloven, BGBl. 2002 I, s. 3866) i den affattelse, som finder anvendelse på tvisterne i hovedsagen (herefter »AO«).
7. AO’s § 3 bestemmer:
»[…]
3) Import- og eksportafgifter i henhold til [EU-toldkodeksens] artikel 5, nr. 20) og 21), er afgifter i denne lovs forstand […]
4) Andre fiskale forpligtelser er [...] renter i henhold til §§ 233-237, [...] samt renter af import- og eksportafgifter i henhold til EU-toldkodeksens artikel 5, nr. 20) og 21) […]
[…]«
8. AO’s § 233 lyder:
»Krav vedrørende skyldige skatter og afgifter (§ 37) forrentes kun, såfremt dette er fastsat ved lov [...]«
9. AO’s § 236 fastsætter:
»1) Hvis en fastsat skat eller afgift nedsættes, eller en tilbagebetaling heraf indrømmes ved en retskraftig retsafgørelse eller på grundlag af en sådan afgørelse, skal det omhandlede beløb med forbehold af stk. 3 forrentes fra sagens anlæggelse til udbetalingsdagen […]
[…]«
10. I sag C-415/20 omfatter den relevante lovgivning desuden Gesetz zur Durchführung der gemeinsamen Marktorganisationen und der Direktzahlungen (lov om gennemførelse af de fælles markedsordninger og direkte betalinger) (BGBl. 2017 I, s. 3746) i den affattelse, som finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »MOG«).
11. MOG’s artikel 14 bestemmer:
»1. Skyldige beløb til tilbagebetaling af en ydelse eller for misligholdelsen af enhver forpligtelse tillægges renter med fem procentpoint over basisrentesatsen fra forfaldsdagen. Enhver afgift, der ikke er betalt rettidigt, tillægges renter med fem procentpoint over basisrentesatsen fra forfaldsdagen. Første og andet punktum finder anvendelse med forbehold af de i artikel 1, stk. 2, nævnte bestemmelser og retsakter.
2. Skyldige beløb med hensyn til en ydelse eller intervention tillægges renter fra det tidspunkt, hvor sagen indbringes for retten i overensstemmelse med §§ 236, 238 og 239. De giver derudover ikke anledning til betaling af renter.«
III. De faktiske omstændigheder, hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
A. Sag C-415/20
12. Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Gräfendorfer Geflügel- und Tiefkühlfeinkost Produktions GmbH (herefter »Gräfendorfer«) er et tysk selskab, der eksporterer fjerkræslagtekroppe til tredjelande.
13. I perioden mellem januar og juni 2012 nægtede Hauptzollamt Hamburg (hovedtoldkontoret i Hamburg, Tyskland) at yde eksportrestitution til Gräfendorfer med den begrundelse, at fjerkræslagtekroppene ikke var af ordentlig handelskvalitet, eftersom de ikke var fuldstændigt plukkede eller havde for mange indvolde (slagtebiprodukter). På grundlag af den gældende EU-ret (5) pålagde hovedtoldkontoret i Hamburg ligeledes Gräfendorfer sanktioner, fordi selskabet havde ansøgt om en eksportrestitution, der var større end den restitution, som selskabet var berettiget til.
14. I sager, der var anlagt af andre personer end Gräfendorfer (6), besluttede Finanzgericht Hamburg (domstolen i skatte- og afgiftsretlige sager i Hamburg) på grundlag af Domstolens dom af 24. november 2011, Gebr. Stolle og Doux Geflügel (7), at tilstedeværelsen af et mindre antal fjer ikke var til hinder for en eksportrestitution, og at op til i alt fire indvolde var tilladt. Hovedtoldkontoret i Hamburg tog derfor den af Gräfendorfer indgivne administrative klage til følge og tildelte selskabet de krævede eksportrestitutioner og godtgjorde selskabet de pålagte bøder.
15. Ved skrivelse af 16. april 2015 indgav Gräfendorfer en ansøgning til hovedtoldkontoret i Hamburg om betaling af renter ved forsinket betaling af eksportrestitutioner og af de tilbagebetalte bøder. Ved afgørelse af 22. juli 2015 afslog hovedtoldkontoret i Hamburg denne ansøgning. Det afslog ligeledes ved afgørelse af 18. april 2018 Gräfendorfers administrative klage over dets afgørelse af 22. juli 2015.
16. Den 23. maj 2018 anlagde Gräfendorfer sag til prøvelse af dette afslag ved den forelæggende ret. Til støtte for sit søgsmål har selskabet henholdt sig til EU-retten og den ret til betaling af renter, der følger af Domstolens praksis. Hovedtoldkontoret i Hamburg har bl.a. gjort gældende, at dets afslag på at yde eksportrestitutioner på det pågældende tidspunkt ikke var i strid med EU-retten, men i overensstemmelse med gældende EU-lovgivning og national retspraksis. Det var kun som følge af Domstolens dom og den forelæggende rets efterfølgende afgørelser, at Gräfendorfer havde ret til eksportrestitutioner, og i et sådant tilfælde kan selskabet ikke kræve renter af det berigtigede beløb. Hovedtoldkontoret i Hamburg påberåbte sig i denne forbindelse Domstolens dom af 18. januar 2017, Wortmann (8).
17. Den forelæggende ret har anført, at ingen bestemmelse i EU-lovgivningen eller i national ret, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, gør det muligt at give medhold i de rentekrav, der er fremsat af Gräfendorfer, hverken med hensyn til den forsinkede betaling af eksportrestitutioner eller de tilbagebetalte bøder. Afgørelsen af tvisten afhænger derfor af spørgsmålet om, hvorvidt disse krav kan baseres på retten til betaling af renter i henhold til EU-retten, således som den er fastlagt i Domstolens praksis.
18. Da der hersker tvivl om, hvorvidt en EU-retligt baseret ret til betaling af renter opstår i en situation, hvor der foreligger en tilsidesættelse af EU-retten som omhandlet i denne sag, har Finanzgericht Hamburg (domstolen i skatte- og afgiftsretlige sager i Hamburg) besluttet at udsætte hovedsagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Foreligger medlemsstaternes forpligtelse i henhold til EU-retten til at tilbagebetale afgifter, som er opkrævet i strid med EU-retten, med tillæg af renter, også i tilfælde, hvor grunden til tilbagebetalingen ikke er, at Den Europæiske Unions Domstol har fastslået, at retsgrundlaget er i strid med EU-retten, men derimod Domstolens fortolkning af en (under)position i den kombinerede nomenklatur?
2) Kan principperne for det EU-retlige rentekrav, som Den Europæiske Unions Domstol har udviklet, også overføres til betalingen af eksportrestitutioner, som myndigheden i medlemsstaten har nægtet i strid med EU-retten?«
B. Sag C-419/20
19. Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at F. Reyher Nchfg. GmbH & Co. KG (»Reyher«) er et tysk selskab, som i løbet af 2010 og 2011 importerede skruer fra en virksomhed i Indonesien til EU, og som er et datterselskab af et selskab med hjemsted i Kina.
20. Hauptzollamt Hamburg (hovedtoldkontoret i Hamburg) var af den opfattelse, at disse skruer havde oprindelse i Kina og ved importen til EU burde pålægges den antidumpingtold, der er fastsat i forordning nr. 91/2009 (9). Hovedtoldkontoret i Hamburg udstedte derfor i 2013 en række opkrævninger af antidumpingtold over for Reyher, som selskabet betalte. Efterfølgende anlagde Reyher sag til prøvelse af pålæggelsen af disse afgifter ved Finanzgericht Hamburg (domstolen i skatte- og afgiftsretlige sager i Hamburg).
21. Ved dom af 3. april 2019, der er blevet endelig, gav Finanzgericht Hamburg Reyher medhold i søgsmålet og ophævede den antidumpingtold, der var pålagt selskabet, med den begrundelse, at hovedtoldkontoret i Hamburg ikke havde påvist, at de skruer, som Reyher havde importeret til EU, havde oprindelse i Kina.
22. I maj 2019 tilbagebetalte hovedtoldkontoret i Hamburg den antidumpingtold til Reyher, som selskabet havde betalt. Det afslog dog Reyhers krav om betaling af renter af disse afgifter og afslog efterfølgende Reyhers administrative klage over afslaget.
23. Den 10. februar 2020 anlagde Reyher sag ved den forelæggende ret til prøvelse af dette afslag. Selv om parterne er uenige om, hvorvidt betaling af renter er udelukket på grundlag af EU-toldkodeksens artikel 116, stk. 6, er den forelæggende ret af den opfattelse, at det ikke er denne kodeks, men den tidligere EF-toldkodeks, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag. I henhold til EF-toldkodeksens artikel 241 skal der betales renter, når dette er foreskrevet i national ret. Den forelæggende ret er således af den opfattelse, at Reyher kan kræve renter fra indledningen af retssagen på grundlag af AO’s § 236, stk. 1, Den forelæggende ret er dog i tvivl om, hvorvidt Reyher har krav på renter for perioden fra betalingen af den skyldige antidumpingtold indtil anlæggelsen af en retssag.
24. Da Finanzgericht Hamburg (domstolen i skatte- og afgiftsretlige sager i Hamburg) er i tvivl om, hvorvidt Reyher kan påberåbe sig den EU-retlige ret til betaling af renter i overensstemmelse med Domstolens praksis for så vidt angår de renter, som selskabet ikke kan gøre krav på i henhold til national ret, har den besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Foreligger der også en tilsidesættelse af EU-retten, der er en betingelse for det EU-retlige rentekrav, som Den Europæiske Unions Domstol har udviklet, såfremt en myndighed i en medlemsstat ved anvendelse af EU-retten fastsætter en afgift, men en ret i en medlemsstat senere fastslår, at de faktiske forudsætninger for opkrævningen af afgiften ikke foreligger?«
C. Sag C-427/20
25. Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Flexi Montagetechnik GmbH fl. Co. KG (herefter »Flexi Montagetechnik«) er et tysk selskab, der har importeret såkaldte boltkarabinhager til EU, som anvendes til fremstilling af hundesnore.
26. Hauptzollamt Kiel (hovedtoldkontoret i Kiel) var efter en ekstern toldkontrol af den opfattelse, at disse boltkarabinhager ikke skulle tariferes under pos. 8308 i den kombinerede nomenklatur (herefter »KN«) med en toldsats på 2,7% som angivet af Flexi Montagetechnik, men som varer tariferet under pos. 7907 i KN med en toldsats på 5% og således pålagt en importafgift, der var højere end det beløb, som Flexi Montagetechnik havde betalt. Ved to afgørelser efteropkrævede hovedtoldkontoret i Kiel importafgifter, som Flexi Montagetechnik betalte i marts 2014. Efterfølgende indbragte Flexi Montagetechnik i september 2014 disse afgørelser for domstolene.
27. Ved dom af 20. juni 2017 ophævede Bundesfinanzhof (forbundsdomstol i skatte- og afgiftsretlige sager, Tyskland) disse afgørelser med den begrundelse, at opkrævningen af importafgifterne var ulovlig, fordi boltkarabinhagerne skulle tariferes under pos. 8308 i KN, således som Flexi Montagetechnik havde gjort.
28. I oktober 2017 tilbagebetalte hovedtoldkontoret i Kiel Flexi Montagetechnik de importafgifter, som selskabet havde betalt. Det afslog dog at betale renter af disse afgifter for perioden fra datoen for betalingen til datoen for tilbagebetalingen og afslog efterfølgende Flexi Montagetechniks administrative klage over dette afslag.
29. Flexi Montagetechnik anlagde sag til prøvelse af dette afslag ved den forelæggende ret. Under sagen tilkendte hovedtoldkontoret i Kiel selskabet renter for perioden fra anlæggelsen af søgsmålet til prøvelse af efteropkrævningsafgørelserne (september 2014) til tilbagebetalingen af importafgifterne (oktober 2017). Parterne er dog stadig uenige om, hvorvidt Flexi Montagetechnik også kan kræve renter for perioden fra betalingen af de ulovligt opkrævede importafgifter (marts 2014) til anlæggelsen af søgsmålet til prøvelse af efteropkrævningsafgørelserne (september 2014).
30. Da Finanzgericht Hamburg (domstolen i skatte- og afgiftsretlige sager i Hamburg) er i tvivl om, hvorvidt Flexi Montagetechnik kan påberåbe sig den EU-retlige ret til betaling af renter i overensstemmelse med Domstolens praksis for så vidt angår de renter, som selskabet ikke kan gøre krav på i henhold til national ret, har den besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Foreligger der også en tilsidesættelse af EU-retten, der er en betingelse for det EU-retlige rentekrav, som Den Europæiske Unions Domstol har udviklet, såfremt en national myndighed i strid med EU-rettens bestemmelser fastsætter en afgift, og en ret i en medlemsstat fastslår denne tilsidesættelse af EU-retten?«
IV. Retsforhandlingerne for Domstolen
31. Ved afgørelse af 9. oktober 2020 har Domstolens præsident besluttet at forene sagerne C-415/20, C-419/20 og C-427/20 med henblik på den skriftlige forhandling, den mundtlige forhandling og dommen.
32. Der er indgivet skriftlige indlæg til Domstolen af Gräfendorfer, Reyher, Flexi Montagetechnik, den nederlandske regering og Europa-Kommissionen. Disse parter har også besvaret skriftlige spørgsmål, som Domstolen har stillet dem i henhold til procesreglementets artikel 62, stk. 1.
V. Bedømmelse
33. Med sine spørgsmål ønsker den forelæggende ret vejledning med hensyn til en række problemstillinger vedrørende den EU-retlige ret til betaling af renter som fastlagt i Domstolens praksis.
34. Den forelæggende ret er ikke i tvivl om, at retten til betaling af renter følger af EU-retten, men er i tvivl om, hvorvidt en sådan ret opstår i de forskellige tilfælde af tilsidesættelse af EU-retten, som den skal tage stilling til.
35. Det første spørgsmål, der ligger til grund for alle tre sager, er i det væsentlige, om det har nogen betydning, hvordan tilsidesættelsen af EU-retten har fundet sted, for at retten til betaling af renter opstår som følge af EU-retten. Desuden opstår indirekte spørgsmålet, om det har nogen betydning, at tilsidesættelsen af EU-retten blev fastslået af de nationale retter og ikke af Domstolen.
36. Det andet spørgsmål, der ligger til grund for disse sager, er i det væsentlige, om og på hvilke betingelser den ret til betaling af renter, der følger af EU-retten, kan begrænses. Sagerne C-419/20 og C-427/20 rejser spørgsmålet om, hvorvidt EU-retten finder anvendelse på begrænsning af retten til betaling af renter i henhold til EU-toldlovgivningen, mens alle tre sager rejser spørgsmålet om muligheden for at begrænse denne ret i henhold til national ret.
37. Med henblik på at besvare disse spørgsmål vil jeg først tage stilling til retten til betaling af renter som fastlagt i Domstolens praksis vedrørende tilbagebetaling af beløb, der er betalt i strid med EU-retten (afsnit A). Dernæst vil jeg tage stilling til, om det, for at retten til betaling af renter opstår som følge af EU-retten, har nogen betydning, hvordan tilsidesættelsen af EU-retten har fundet sted (afsnit B.1), hvorefter jeg vil diskutere, om det har nogen betydning, at tilsidesættelsen af EU-retten er fastslået af de nationale retter eller Domstolen (afsnit B.2). Endelig vil jeg behandle de mulige begrundelser for begrænsninger i retten til betaling af renter, såvel i EU-retten (afsnit C.1) som i national ret (afsnit C.2).
38. Min analyse viser, at retten til betaling af renter er en almindelig EU-retlig regel, der finder anvendelse i alle de tilfælde, hvor den betaling, der skyldes i henhold til EU-retten, foretages for sent, hvad enten der er tale om tilbagebetaling af beløb, der er betalt med urette, eller der er tale om forsinket betaling af de ydelser, som en person har ret til i henhold til EU-retten. En sådan generel regel kan begrænses af EU-retten eller af national ret, forudsat at en sådan begrænsning er begrundet i et acceptabelt alment hensyn og står i rimeligt forhold til dette. Jeg vil undersøge den begrænsning, der er indført ved EU-toldlovgivningen, og den begrænsning, der findes i henhold til gældende national ret i denne henseende.
A. Retten til betaling af renter i henhold til EU-retten
39. Det bemærkes indledningsvis, at retten til betaling af renter som følge af EU-retten har udviklet sig med Domstolens praksis vedrørende retten til tilbagebetaling af beløb, der er betalt med urette i strid med EU-retten.
40. Situationer, hvor forskellige afgifter er blevet pålagt i strid med EU-retten, er ikke nye. I tidligere retspraksis skulle Domstolen f.eks. tage stilling til afgifter til plantesundhedskontrolundersøgelser (10), eksportomkostninger (11), afgifter til sundhedskontrol ved import (12), afgifter på svinekroppe bestemt til fremstilling af bacon (13), forbrugsafgifter på bananer (14) og afgifter, der opkræves i forbindelse med registrering af aktieselskaber og anpartsselskaber (15). De seneste sager har vedrørt forskudsbetaling af selskabsskat af overskud, som et datterselskab udlodder til sit moderselskab (16), for meget opkrævet merværdiafgift (herefter »moms«) (17), en forureningsafgift på motorkøretøjer (18) og for meget opkrævet afgift på elforbrug (19), for blot at nævne nogle få.
41. Når det var fastslået, at sådanne afgifter var i strid med EU-retten, har de personer, der har betalt dem, fremsat krav om tilbagebetaling af disse. Disse krav var ofte forbundet med krav om betaling af renter.
42. EU-retten indeholder dog ingen skriftlige generelle regler om rettigheder eller retsmidler for personer, der har betalt beløb, der er i strid med EU-retten. Dette retsområde er således blevet udviklet og er stadig under udvikling gennem Domstolens praksis. Det følgende er et kort overblik over min opfattelse af denne retspraksis.
43. Ifølge fast retspraksis består retten til tilbagebetaling af beløb, som en medlemsstat har opkrævet i strid med EU-retten, som en konsekvens af og i tilslutning til de rettigheder, der er tillagt borgerne ved EU-rettens bestemmelser efter den fortolkning, som Domstolen har anlagt af disse. Medlemsstaterne er således som udgangspunkt forpligtet til at tilbagebetale afgifter, der er opkrævet i strid med EU-retten (20).
44. Efter min opfattelse fremgår det klart af denne retspraksis, at retten til tilbagebetaling selv er en ret, der følger af EU-retten i det tilfælde, hvor en person har betalt beløb, der er i strid med EU-retten (21).
45. Domstolen har endvidere fastslået, at i tilfælde, hvor en medlemsstat har opkrævet afgifter i strid med EU-rettens regler, har borgerne ikke blot ret til tilbagebetaling af den afgift, der er opkrævet med urette, men også af beløb, der er betalt til denne stat eller indeholdt af denne i direkte forbindelse med denne afgift. Dette omfatter også tab som følge af manglende rådighed over indbetalte pengebeløb (22).
46. Domstolen har desuden fastslået, at det fremgår klart af denne retspraksis, at princippet om, at medlemsstaterne er forpligtede til at tilbagebetale beløb, der er opkrævet i strid med EU-retten, med renter, følger af EU-retten (23).
47. Jeg forstår den nævnte retspraksis således, at når retten til tilbagebetaling følger af EU-retten, er den knyttet til retten til betaling af renter. En sådan fortolkning af retspraksis støttes af Domstolens generaladvokater (24) og af retslærde (25).
48. Det spørgsmål, som imidlertid endnu ikke er blevet klart behandlet i retspraksis, er, om der skal betales renter i alle de tilfælde, hvor retten til tilbagebetaling er baseret på EU-retten, eller om der findes tilfælde, hvor EU-retten tilkender retten til tilbagebetaling, men ikke kræver betaling af renter. Desuden er det endnu ikke præciseret, om retten til betaling af renter kun følger sammen med den i EU-retten fastsatte ret til tilbagebetaling, eller om den ligeledes opstår i andre tilfælde, hvor den betalingspligt, der er opfyldt for sent, er baseret direkte på EU-retten (såsom eksportrestitutioner i sag C-415/20).
49. Svaret på dette spørgsmål bør efter min opfattelse ligeledes søges i EU-retten, og det afhænger ikke af de nationale retssystemer. Med andre ord henhører omfanget af retten til rentebetaling ikke under national procesautonomi. Dette udtryk henviser til medlemsstaternes kompetence til at regulere materielle og processuelle spørgsmål i deres retssystemer, der er relevante for udøvelsen af EU-retsmidler (såsom retten til tilbagebetaling eller retten til erstatning, således som disse følger af EU-retten), når de EU-regler, der er nødvendige for at gennemføre dem, ikke foreligger. Spørgsmålet om, hvorvidt retten til betaling af renter opstår i alle eller kun i visse tilfælde, hvor retten til tilbagebetaling opstår, eller ligeledes i andre tilfælde, hvor den økonomiske forpligtelse er baseret på EU-retten, er imidlertid et spørgsmål om denne rets eksistens og ikke dens gennemførelse, og henhører således udelukkende under EU-retten. Spørgsmålet om, hvorvidt en sådan ret, når den findes i henhold til EU-retten, kan begrænses af de nationale retssystemer, er derimod et andet spørgsmål, som jeg vil behandle særskilt nedenfor (afsnit C.2).
B. Den tilsidesættelse af EU-retten, der giver ret til tilbagebetaling med renter i henhold til Domstolens praksis
1. Har det nogen betydning, hvordan tilsidesættelsen af EU-retten fandt sted?
50. Et af de spørgsmål, der rejses i de foreliggende sager, vedrører spørgsmålet om, hvorvidt det som omhandlet i Domstolens praksis om tilbagesøgning af fejlagtigt betalte beløb med renter har betydning, hvordan tilsidesættelsen af EU-retten fandt sted. Nærmere bestemt opstår spørgsmålet, om der kun skal betales renter i tilfælde, hvor den EU-retlige eller nationale foranstaltning, der tjente som retsgrundlag for pålæggelsen af beløb, som er opkrævet med urette, ophæves eller erklæres ugyldig, således som den nederlandske regering har gjort gældende, eller om der skal betales renter, således som den forelæggende ret, Gräfendorfer, Reyher, Flexi Montagetechnik og Kommissionen har anført, ved enhver tilsidesættelse af EU-retten.
51. Den forelæggende ret har i denne henseende præciseret, at fællestrækket for de sager, hvori Domstolen fastslog, at sagsøgerne havde ret til renter i henhold til EU-retten, bestod i, at retten til tilbagebetaling opstod, efter at Domstolen havde erklæret retsgrundlaget for betalingen ugyldigt (26)
52. Tilsidesættelsen af EU-retten i de foreliggende sager skyldes derimod den omstændighed, at de kompetente nationale myndigheder havde begået fejl ved fortolkningen af EU-retten eller ved vurderingen af de faktiske omstændigheder i forbindelse med anvendelsen af gyldige EU-retlige regler. I sag C-415/20 bestod tilsidesættelsen i en fejlagtig fortolkning af gyldig EU-lovgivning, hvorved sagsøgeren blev nægtet betaling af eksportrestitutioner og blev pålagt en yderligere bøde af de kompetente nationale myndigheder. I sag C-419/20 bestod tilsidesættelsen i en fejl ved vurderingen af de faktiske omstændigheder fra de kompetente nationale myndigheders side, som førte til pålæggelse af antidumpingtold, der ikke var skyldig i henhold til gyldig EU-ret, og i sag C-427/20 var pålæggelsen af importafgifter resultatet af, at nationale myndigheder havde anlagt en urigtig fortolkning af gyldig EU-ret.
53. Det er korrekt, at de sager, som den forelæggende ret har henvist til, vedrørte situationer, hvor retsgrundlaget for betaling var blevet erklæret ugyldigt. Zuckerfabrik Jülich-dommen (27) indebar betaling af renter af de med urette betalte produktionsafgifter i sukkersektoren på grundlag af EU-forordninger, som Domstolen havde erklæret ugyldige. Irimie-dommen (28) vedrørte betaling af renter af en tilbagebetalt forureningsafgift pålagt i medfør af national ret, som var blevet fastslået at være i strid med EU-retten på grundlag af Domstolens fortolkning. Endelig vedrørte Wortmann-dommen (29) betaling af renter forbundet med tilbagebetaling af antidumpingtold, som sagsøgeren havde betalt i henhold til en EU-forordning, som Domstolen delvist havde annulleret.
54. Det skal dog bemærkes, at der for det første findes sager, som Domstolen har afgjort, hvor grunden til betalingen af renter ikke var, at retsgrundlaget blev erklæret ugyldigt, men en anden tilsidesættelse af EU-retten. En sådan sag blev nævnt af den forelæggende ret selv (30). For det andet er der efter min opfattelse vigtige begrebsmæssige årsager, som taler for et svar, hvorefter der foreligger en ret til betaling af renter i henhold til EU-retten, uanset hvordan tilsidesættelsen af EU-retten opstår. Med andre ord er der efter min opfattelse ikke nogen begrundelse for at begrænse retten til betaling af renter til de tilfælde, hvor retsgrundlaget for betaling erklæres ugyldigt. For at forklare dette synspunkt skal jeg først gennemgå de årsager, der har begrundet Domstolens praksis, som fastslår retten til betaling af renter.
a) Formålet med retten til betaling af renter
55. Når en person har betalt et beløb, der er i strid med EU-retten, opstår retten til tilbagesøgning samtidig, selv om den først bekræftes af Domstolen eller den nationale ret på et senere tidspunkt. Dette følger af den retspraksis, der er nævnt i punkt 43 i dette forslag til afgørelse, hvori Domstolen forklarede, at retten til at få tilbagebetalt afgifter, som en medlemsstat har opkrævet i strid med EU-rettens regler, består som en konsekvens af og tilslutning til de rettigheder, der er tillagt borgerne ved EU-rettens bestemmelser til ikke at betale disse beløb. Mellem det tidspunkt, hvor retten til tilbagebetaling opstod, og det tidspunkt, hvor tilbagebetalingen finder sted, er der en periode, der kan være væsentlig (31). Renterne har til formål at råde bod på den tid, der er gået.
56. Forpligtelsen til at betale renter udgør ikke en straf eller en sanktion, der påhviler de kompetente nationale myndigheder som følge af den begåede tilsidesættelse af EU-retten, men har til formål at sikre borgerne en passende erstatning for tab, som de har lidt som følge af, at de beløb, der er opkrævet med urette i strid med EU-retten, ikke har været til rådighed. Retten til betaling af renter hviler med andre ord på forestillingen om at tilkende borgerne restitutio in integrum for, at disse beløb ikke kan anvendes i en bestemt periode (32).
57. Da der blot er tale om et middel til at afhjælpe tabet af værdien af pengene i den forløbne tidsperiode, afhænger retten til betaling af renter ikke af spørgsmålet om, hvorvidt de kompetente nationale myndigheder har ment at handle i overensstemmelse med EU-retten, som først efterfølgende blev fortolket anderledes end den anvendelse, som disse myndigheder anså for at være korrekt på det pågældende tidspunkt. Den bekymring, som den forelæggende ret har rejst i denne henseende, og som indebærer, at disse myndigheder muligvis ikke skal betale renter, fordi de i god tro har opkrævet afgifterne, har derfor ingen betydning for retten til betaling af renter.
58. Retten til betaling af renter er ikke det samme som retten til erstatning. I sager om tilbagebetaling opstår den som følge af betaling af beløb, der er i strid med EU-retten, og er ikke betinget af, at de kompetente nationale myndigheder, som har tilsidesat EU-retten, ifalder ansvar. Det har således ingen betydning, hvorfor de kompetente nationale myndigheder har opkrævet beløb, der er i strid med EU-retten. På samme måde som retten til tilbagebetaling som et EU-retsmiddel kun er en følge af den objektive omstændighed, at disse beløb ikke var skyldige, er retten til betaling af renter en følge af den omstændighed, at tiden forløber.
59. I de sager, hvor retsmidlet i form af tilbagebetaling opstår, dækker renterne den periode, i hvilken en person burde have rådet over pengebeløb, men ikke havde dem, uden at det er nødvendigt at undersøge grundene til, hvorfor de kompetente nationale myndigheder har tilsidesat EU-retten. Selve tilsidesættelsen er tilstrækkelig. Renterne vedrører blot den tid, der er forløbet, og er således adskilt fra spørgsmålet om en eventuel fritagelse for ansvar for at have tilsidesat EU-retten.
60. Retspraksis støtter en sådan økonomisk begrundelse for retten til betaling af renter. Domstolen påpegede først det økonomiske rationale bag retten til tilbagebetaling. Den fastslog, at »retten til tilbagesøgning af beløb, der er betalt med urette, har til formål at afhjælpe konsekvenserne af afgiftens uforenelighed med EU-retten ved at udligne den økonomiske byrde, som afgiften med urette har påført den erhvervsdrivende, der i sidste ende har båret den« (33). I flere sager af nyere dato har Domstolen, som nævnt i punkt 45 i dette forslag til afgørelse, yderligere fastslået, at EU-retten kræver tilbagebetaling af beløb, der er opkrævet med urette, med renter, idet renterne dækker »tab som følge af manglende rådighed over indbetalte pengebeløb« (34).
61. Betaling af renter er således nødvendig for at genoprette overholdelsen af EU-retten ved at skabe den situation, der ligger så tæt som muligt på den, der ville have foreligget, hvis tilsidesættelsen af EU-retten ikke havde fundet sted. Den har således til formål at genoprette EU-rettens effektive virkning.
62. En alternativ eller eventuelt supplerende forklaring på tildeling af renter, som den forelæggende ret, Gräfendorfer og Flexi Montagetechnik har henvist til, er princippet om ugrundet berigelse (35).
63. Dette princip blev anvendt af generaladvokat Sharpston i hendes forslag til afgørelse i sagen Zuckerfabrik Jülich m.fl. (36), der ligeledes vedrørte tilbagebetaling af beløb, som blev afkrævet de nationale myndigheder, men som var blevet betalt til fordel for EU-budgettet på et ugyldigt EU-retligt grundlag.
64. Domstolen henviser desuden til den ugrundede berigelse i dom af 16. december 2008, Masdar (UK) mod Kommissionen (37), og af 9. juli 2020, Den Tjekkiske Republik mod Kommissionen (38), som begrundelse for muligheden for at anlægge en sag med krav om tilbagebetaling fra EU på grundlag af artikel 268 TEUF og artikel 340, stk. 2, TEUF. Domstolen fremhævede, at en person, der har lidt et tab, som øger en anden persons formue (i dette tilfælde EU), uden at der er noget retligt grundlag for denne berigelse, som hovedregel har ret til tilbagebetaling for dette tab fra den berigede person. Domstolen er af den opfattelse, at et søgsmål, hvorved der kræves tilbagebetaling fra EU-budgettet, vil kræve, at der føres bevis for, at sagsøgte har opnået en berigelse, for hvilken der ikke foreligger et gyldigt retsgrundlag, og bevis for, at sagsøgeren har lidt et tab som følge af denne berigelse.
65. Skønt princippet om ugrundet berigelse kan være en gyldig begrundelse for et søgsmål anlagt af en medlemsstat med krav om tilbagebetaling af beløb, som medlemsstaten med urette har betalt til EU-budgettet, er påberåbelsen af det princip efter min opfattelse ikke nødvendig for at begrunde betaling af renter i situationer som i de foreliggende sager. Det kan endda være en hindring for betalingen af renter. På grund af organiseringen af forvaltningen i EU opkræves forskellige beløb ofte af de nationale myndigheder til fordel for EU-budgettet. I overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i det foregående punkt i dette forslag til afgørelse, skal en person, der har betalt beløb, der er opkrævet med urette, bevise, at de nationale myndigheder, der har modtaget dem, har opnået en berigelse. Hvis disse beløb blev overført til EU-budgettet, ville det måske ikke være muligt at bevise, at de nationale myndigheder havde opnået en berigelse.
66. I stedet for at anvende logikken bag ugrundet berigelse er der med retten til betaling af renter fokuseret på den anden side af dette forhold – det uretfærdige tab. Dette har til formål at sikre EU-rettens effektivitet ved at genoprette situationen for den person, der i strid med EU-retten har lidt tab, så den svarer til den situation, som ville have foreligget, hvis tilsidesættelsen ikke havde fundet sted. Det afgørende er således sagsøgerens tab snarere end berigelsen af de nationale myndigheder. Det er ikke nødvendigt at føre bevis for, at der foreligger en berigelse, for at opnå ret til betaling af renter på grundlag af EU-retten (39).
67. Efter min opfattelse støtter den økonomiske begrundelse, som Domstolen har givet for eksistensen af retten til betaling af renter, den konklusion, at denne ret opstår i henhold til EU-retten, når en person har lidt tab i strid med EU-retten, uden at det er nødvendigt at spørge, om den person, der begik overtrædelsen, handlede i god tro eller ej, og om personen blev beriget.
b) Er der i de foreliggende sager en ret til betaling af renter?
68. Hvis det antages, at EU-retten giver ret til betaling af renter med henblik på at genoprette EU-rettens effektive virkning ved at dække tabet af værdien af pengene i den periode, hvor en person er blevet frataget disse i strid med EU-retten, er der ikke nogen begrundelse for at sondre mellem forskellige tilfælde af tilsidesættelse af EU-retten.
69. Der skal betales renter, hvad enten tilsidesættelsen består i et gyldigt EU-retligt eller nationalt retsgrundlag, en fejlagtig fortolkning af EU-retten eller national ret, der gennemfører den, en fejlagtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder, der fører til opkrævning af pengebeløb i strid med EU-retten, eller enhver anden tilsidesættelse.
70. Efter min opfattelse kan det udledes af retspraksis, at retten til betaling af renter opstår i alle de tilfælde, hvor et pengebeløb er skyldigt i henhold til EU-retten med henblik på at dække den periode, der er forløbet fra det tidspunkt, hvor retten til betaling opstod, til betalingen finder sted (40). Retten til betaling af renter opstår således som en konsekvens af en tilsidesættelse af den EU-standard, der giver ret til betaling, eller ikke-betaling fra det tidspunkt, hvor denne ret er blevet tilsidesat, og den har til formål at genskabe EU-rettens effektivitet.
71. I tilfælde, hvor retten til tilbagebetaling er opstået som følge af, at det retsgrundlag for betaling, der er i strid med EU-retten, er blevet erklæret ugyldigt, er betalingen af renter således nødvendig for at genoprette den situation, der ville have foreligget, hvis den ugyldige retsakt aldrig var blevet vedtaget (41).
72. Der skal ligeledes betales renter af lignende årsager i tilfælde, hvor der kræves tilbagebetaling som følge af en fejlagtig vurdering af de faktiske omstændigheder eller en fejlagtig fortolkning af retsregler. I sag C-415/20 ville sagsøgeren ikke have været forpligtet til at betale økonomiske sanktioner, hvis de kompetente nationale myndigheder havde fortolket EU-retten korrekt. For at genoprette den situation, der ville have foreligget, hvis tilsidesættelsen af EU-retten ikke havde fundet sted, er det ikke tilstrækkeligt blot at tilbagebetale disse bøder, der skal også betales renter for at kompensere for den tid, der er forløbet. Det er kun på denne måde, at EU-rettens effektivitet kan genoprettes.
73. Denne begrundelse finder ligeledes anvendelse i sagerne C-419/20 og C-427/20. EU-rettens effektivitet kan kun genoprettes, hvis sagsøgerne er »vendt tilbage« til en situation, hvor tilsidesættelsen af EU-retten som følge af en fejlagtig vurdering af de faktiske omstændigheder eller en fejlagtig fortolkning af EU-retten ikke har fundet sted. Dette gør det nødvendigt at dække tabet af værdien af de penge, som sagsøgerne er blevet frataget som følge af tilsidesættelsen af EU-retten.
74. Denne tilgang bekræftes af nyere retspraksis, hvori Domstolen har fastslået, at der også skal betales renter i tilfælde, hvor sagsøgernes ret til tilbagebetaling ikke skyldes, at retsgrundlaget er erklæret ugyldigt, men at retsregler eller de faktiske omstændigheder, der fører til fejlagtigt udbetalte beløb, er fortolket fejlagtigt. I dommen i sagen Littlewoods Retail (42) betalte sagsøgeren overskydende moms som følge af en fejlagtig fortolkning af den gældende EU-ret og nationale ret. I Hauptzollamt B’s dom (43) var tilbagebetalingen en følge af urigtig beregning af afgifter på elektricitet. I begge sager fastslog Domstolen, at sagsøgerne havde ret til betaling af renter i henhold til EU-retten.
75. Situationen i sag C-415/20, hvori sagsøgeren i en vis periode var blevet frataget betaling af eksportrestitutioner, som denne havde ret til i henhold til EU-retten, adskiller sig fra sagerne om tilbagebetaling. I disse sager opstod retten til betaling af renter som følge af tilsidesættelsen af retten til ikke at betale, mens der blev krævet ret til betaling af renter i sag C-415/20 i forbindelse med retten til at modtage en betaling. Den forelæggende rets andet spørgsmål i denne sag vedrører således i det væsentlige spørgsmålet om, hvorvidt retten til betaling af renter kun opstår sammen med retten til tilbagebetaling, eller om den også opstår i en situation, hvor en persons ret til betaling, der baseres direkte på EU-retten, er blevet tilsidesat.
76. Hvis retten til betaling af renter i henhold til EU-retten, således som jeg har foreslået, er begrundet i nødvendigheden af at genskabe EU-rettens effektivitet som kompensation for den periode, i løbet af hvilken en person i strid med EU-retten er blevet frataget et beløb, opstår retten til betaling af renter ligeledes, når tilsidesættelsen består i afslag på betaling, som en person havde ret til i henhold til EU-retten. I sag C-415/20 skal der betales renter fra det tidspunkt, hvor retten til eksportrestitutioner opstod, og til det tidspunkt, hvor sådanne eksportrestitutioner blev udbetalt.
77. Sammenfattende skal Domstolens praksis efter min opfattelse forstås således, at den generelt omfatter retten til betaling af renter i alle tilfælde, hvor skyldige beløb i henhold til EU-retten er betalt for sent i strid med EU-retten.
78. Jeg er således af den opfattelse, at Domstolens praksis vedrørende retten til betaling af renter finder anvendelse på uretmæssige afslag på eksportrestitutioner og økonomiske sanktioner, der med urette er blevet pålagt af de kompetente nationale myndigheder i strid med EU-retten, som i sag C-415/20. Den finder ligeledes anvendelse på tilbagebetaling af antidumpingtold, der er opkrævet på grundlag af fejlagtigt fastslåede faktiske omstændigheder, som i sag C-419/20, og på tilbagebetaling af importafgifter, der er opkrævet med urette på grund af en fejlagtig fortolkning af EU-retten, som i sag C-427/20. I alle disse tilfælde er formålet med betalingen af renter det samme – at dække det tab af penges værdi, som er forårsaget af den periode, der er forløbet fra det tidspunkt, hvor der gives ret til de omhandlede pengebeløb, og indtil de betales.
79. En fortolkning af Domstolens praksis som begrænset til tilfælde, hvor en EU- eller national foranstaltning ophæves eller erklæres ugyldig af Domstolen, ville underminere selve formålet med retspraksis, som er at sikre, at der, uanset hvordan EU-retten tilsidesættes, foreligger en ret til betaling af renter til enkeltpersoner med henblik på at genoprette EU-rettens effektivitet.
2. Har det nogen betydning, om de nationale retter eller Domstolen fastslår, at EU-retten er blevet tilsidesat?
80. På samme vis rejser fortolkningen af princippet om tilsidesættelse af EU-retten i Domstolens praksis vedrørende tilbagesøgning af beløb, der er opkrævet med urette, i de foreliggende sager ligeledes indirekte spørgsmålet om, hvorvidt det har betydning, om det er de nationale retter eller Domstolen, der fastslår en tilsidesættelse af EU-retten.
81. Dette spørgsmål skal efter min opfattelse besvares benægtende.
82. Som Domstolen har fastslået, betror artikel 19 TEU de nationale retter og Domstolen opgaven med at garantere, at EU-retten anvendes fuldt ud i alle medlemsstaterne, og at sikre retsbeskyttelsen af borgernes rettigheder i henhold til EU-retten (44). De nationale retsinstanser varetager således i samarbejde med Domstolen en opgave, der er tildelt dem i fællesskab med henblik på at værne om lov og ret ved fortolkningen og anvendelsen af traktaterne (45).
83. Domstolen har endvidere påpeget, at proceduren i henhold til artikel 267 TEUF fastslår et direkte samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter, inden for rammerne af hvilket de sidstnævnte retter aktivt deltager i den korrekte anvendelse og ensartede fortolkning af EU-retten samt i beskyttelsen af de rettigheder, som denne retsorden giver borgerne. De funktioner, som er tillagt henholdsvis nationale domstole og Domstolen, er således nødvendige for bevarelsen af selve beskaffenheden af den ret, som er indført ved traktaterne (46).
84. Det følger heraf, at de nationale retter sammen med Domstolen spiller en rolle som »almindelige« retter i Unionens retsorden (47). Hvis en national ret fastslår, at der er sket en tilsidesættelse af EU-retten, har dette således samme værdi som det, som Domstolen har fastslået, for så vidt angår retten til tilbagebetaling af beløb, der er opkrævet med urette, og de tilsvarende renter, der er blevet tilkendt i henhold til EU-retten.
85. Det skal ligeledes fremhæves, at denne tilgang synes at afspejles i Domstolens praksis i denne sammenhæng. I Wortmann-dommen (48) fastslog Domstolen, at hvor afgifter er blevet opkrævet med den begrundelse, at de er i strid med EU-retten, »hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve«, er der for medlemsstaterne en forpligtelse i henhold til EU-retten til at betale den tilsvarende rente.
86. Jeg er således af den opfattelse, at der foreligger en tilsidesættelse af EU-retten, som giver ret til betaling af renter, uanset om det er de nationale retter eller Domstolen, der fastslår denne tilsidesættelse.
C. Begrænsninger, der kan pålægges retten til betaling af renter i henhold til EU-retten og national ret
87. I alle tre sager er det den forelæggende rets opfattelse, at sagsøgerne kun har krav på betaling af renter i hele den periode, hvor de er blevet frataget penge i strid med EU-retten, hvis der består en ret til betaling af renter i henhold til EU-retten. I de foregående afsnit i dette forslag til afgørelse er jeg af den opfattelse, at EU-retten giver sagsøgerne ret til betaling af renter.
88. Det fremgår dog af forelæggelsesafgørelserne, at den forelæggende ret er af den opfattelse, at sagsøgerne i det mindste i sagerne C-419/20 og C-427/20 havde krav på renter i henhold til national ret for perioden fra sagsanlægget til datoen for tilbagebetalingen, mens sagsøgeren i sag C-415/20 ikke har krav på nogen renter i henhold til national ret, idet selskabet ikke har anlagt sag for en domstol med påstand om betaling af eksportrestitutioner.
89. I denne forbindelse er det efter min opfattelse uden betydning, om national ret giver sagsøgerne ret til betaling af renter i de foreliggende sager, eftersom denne ret er blevet skabt direkte på grundlag af EU-retten. Det spørgsmål, der har betydning for den forelæggende rets afgørelse, er således ikke, om der kan tilkendes renter på grundlag af EU-retten for perioden indtil anlæggelsen af retssagen, men snarere om reglerne i national ret lovligt kan begrænse udøvelsen af denne ret til betaling af renter på grundlag af EU-retten vedrørende denne periode, eller gøre den betinget af nødvendigheden af at anlægge sag.
90. Tilsvarende opstår spørgsmålet, om sagsøgerne kan fratages betalingen af renter, som de i øvrigt kan gøre krav på i henhold til EU-retten på grundlag af anvendelsen af EU-toldlovgivningen.
91. De rettigheder, der følger af EU-retten, herunder retten til betaling af renter, kan under visse betingelser begrænses enten af EU-retten selv eller af national ret.
92. Generelt skal to betingelser være opfyldt for at kunne acceptere begrænsningen af EU-retten: For det første skal den foranstaltning, der begrænser EU-retten, være begrundet i et formål af almen interesse, der anerkendes i henhold til EU-retten. For det andet skal foranstaltningen stå i rimeligt forhold til dette formål.
93. Det er inden for disse rammer, at jeg nu vil undersøge to begrænsende foranstaltninger, der er relevante i de foreliggende sager; den første skal findes i EU-retten og den anden i national ret.
1. Begrænsninger pålagt i henhold til EU-retten (EF-toldkodeksens artikel241 og EU-toldkodeksens artikel116, stk. 6)
94. Et af de spørgsmål, der skal besvares i de foreliggende sager, er, om EF-toldkodeksens artikel 241 og EU-toldkodeksens artikel 116, stk. 6 (herefter samlet »toldkodeksen«), finder anvendelse på omstændighederne i de sager, der verserer for den forelæggende ret.
95. Disse EU-retlige bestemmelser henholdsvis begrænser og udelukker med visse forbehold betalingen af renter i tilfælde af de kompetente nationale myndigheders tilbagebetaling af told. De er således potentielt relevante med henblik på tilbagebetaling af de importafgifter, der er omhandlet i sag C-427/20, samt for tilbagebetaling af den antidumpingtold, der er omhandlet i sag C-419/20.
96. Ifølge den nederlandske regerings argumenter finder reglen om udelukkelse af renter, der er fastlagt i toldkodeksen, anvendelse på omstændighederne i sagerne C-419/20 og C-427/20, hvorfor der ikke skal betales renter i disse sager. Gräfendorfer, Reyher, Flexi Montagetechnik og Kommissionen er uenige. De har under henvisning til Wortmann-dommen gjort gældende, at toldkodeksens regel om, at der ikke skal betales renter, ikke finder anvendelse på omstændighederne i disse sager.
97. Den nederlandske regering bygger sin argumentation på den omstændighed, at toldkodeksens regel, der udelukker betaling af renter, er en generel regel. Den henviser til Domstolens vurdering i Wortmann-dommen som en undtagelse fra denne regel.
98. I modsætning til denne holdning er det min opfattelse, at den omhandlede regel i toldkodeksen ikke udgør en generel regel, men snarere en undtagelse til den generelle EU-retlige regel om, at der skal betales renter i situationer, hvor der kræves tilbagebetaling af beløb, der er betalt i strid med EU-retten. Netop fordi den generelle regel kræver betaling af renter, var det nødvendigt at udelukke den ved en udtrykkelig regel.
99. Som en begrænsning af den generelle regel skal toldkodeksens regel være begrundet og stå i rimeligt forhold til den givne begrundelse. I mangel af en sådan begrundelse er toldkodeksens regel om udelukkelse af renter i tilfælde af tilbagebetaling ugyldig (49).
100. Wortmann-dommen (50) gav en begrundelse for den omtvistede regel i toldkodeksen (51), men indskrænkede samtidig dens anvendelse til kun at omfatte visse situationer. Jeg vil redegøre for, at dette var nødvendigt for at sikre lovligheden af toldkodeksens regel, og at denne regel af samme årsag ikke finder anvendelse i de foreliggende sager.
101. Domstolen fastslog i lighed med generaladvokaten i Wortmann-dommen, at tilblivelsen af EF-toldkodeksens artikel 241 viser, at den finder anvendelse »i den situation, hvor det viser sig, at den oprindelige fastsættelse af importafgifter, efter at toldmyndigheden har frigivet de pågældende varer, skal nedsættes, og at importafgifterne, der er betalt af en erhvervsdrivende, helt eller delvist skal tilbagebetales til denne« (52).
102. Generaladvokat Campos Sánchez-Bordona anfører, at »toldmyndigheden ikke fører kontrol med varerne, inden de frigives, og at de først efterfølgende fører kontrol med, at importen sker i overensstemmelse med forskrifterne. En eventuel ny fastsættelse på dette efterfølgende tidspunkt kan både medføre, at importøren skal betale den told, han ikke har betalt indtil dette tidspunkt (fejlagtig oprindelig fastsættelse), og at myndigheden skal tilbagebetale det beløb, der er betalt for meget« (53). I begge tilfælde udelukker toldkodeksen betaling af renter (54).
103. Begrundelsen for toldkodeksens begrænsning af den generelle regel, som kræver betaling af renter, er således at muliggøre et hurtigt toldbehandlingssystem og hurtig frigivelse af varer til omsætning på markedet (55).
104. For at denne regel kan stå i rimeligt forhold til det formål, den tager sigte på at sikre, skal dens anvendelse begrænses til de situationer, hvor toldklarering finder sted, som det fremgår af de foregående punkter i dette forslag til afgørelse. Det er de situationer, hvor enten toldmyndigheden eller en erhvervsdrivende anmoder om justering af tolden hurtigt efter den oprindelige toldbehandling, og begge parter accepterer en sådan justering. Hvis der derimod opstår en tvist, falder situationen uden for toldkodeksens undtagelse, der udelukker betaling af renter.
105. En sådan opfattelse bekræftes i Wortmann-dommen, hvorefter toldkodeksens regel om udelukkelse af renter ikke finder anvendelse i situationer, hvor tilbagebetaling af told følger af fejl i beregningen af told, som ikke skyldes hastigheden i toldbehandlingssystemet. Den fandt således ikke anvendelse på betaling af renter i den pågældende sag i forbindelse med tilbagebetaling af antidumpingtold pålagt i medfør af en EU-forordning, som Domstolen delvist havde annulleret.
106. Den nederlandske regering har gjort gældende, at Wortmann-dommen kun udelukkede de tilfælde fra anvendelsesområdet for toldkodeksens regel, hvor tilbagebetalingen finder sted, efter at retsgrundlaget for betaling er blevet erklæret ugyldigt, hvilket var tilfældet i denne dom.
107. Efter min opfattelse er en sådan fortolkning dog ikke i overensstemmelse med begrundelsen for denne regel, således som den fremgår af Wortmann-dommen, nemlig at muliggøre et hurtigt toldbehandlingssystem, hvilket generaladvokat Campos Sánchez-Bordona kaldte »normale omstændigheder« (56). Medmindre de situationer, der ikke henhører under »normale« toldbehandlinger, er udelukket fra anvendelsesområdet for toldkodeksens regel, risikerer denne regel at blive erklæret ugyldig, da den ikke står i rimeligt forhold til dens begrundede formål. Sådanne tilfælde er ikke kun de tilfælde, hvor tilbagebetalingen finder sted, efter at retsgrundlaget for betaling er blevet erklæret ugyldigt.
108. I den foreliggende sag er de kompetente nationale myndigheders fejlagtige vurdering ikke blevet berigtiget i »normal« hastighed for toldklarering. Justeringen af afgifterne følger snarere af gennemførelsen af de nationale retsafgørelser, hvori det blev fastslået, at afgifterne blev opkrævet i strid med EU-retten. Sådanne tilfælde er ikke omfattet af den undtagelse, der er fastsat i toldkodeksen.
109. Jeg er følgelig af den opfattelse, at EF-toldkodeksens artikel 241 og EU-toldkodeksens artikel 116, stk. 6, ikke udelukker betaling af renter under omstændighederne i de foreliggende sager, og at disse sager er omfattet af den generelle regel om retten til betaling af renter i henhold til Domstolens praksis.
2. Begrænsninger pålagt i henhold til national ret (national lovgivning, der betinger retten til betaling af renter af anlæggelse af sag ved domstolene, og som begrænser betalingen af renter til først at gælde fra det tidspunkt, hvor en sådan sag anlægges)
110. Den sædvanlige ramme, hvorunder nationale bestemmelser, der begrænser EU-retsmidler, bedømmes, udgøres af det princip, der benævnes national procesautonomi. I dette forslag til afgørelse vil jeg ikke drøfte det hensigtsmæssige i princippet om »national procesautonomi« (57). Det er tilstrækkeligt at fastslå, at det efter dette princip anerkendes, at det tilkommer medlemsstaterne at regulere de materielle og processuelle spørgsmål, der er relevante for udøvelsen af EU-retsmidler. Denne nationale procesautonomi foreligger, hvis der ikke findes EU-retlige bestemmelser. Den kontrolleres imidlertid af ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet (58).
111. National lovgivning, der begrænser den effektive virkning af rettigheder baseret på EU-retten, kan dog stadig være begrundet, forudsat at den forfølger et legitimt formål på en forholdsmæssig måde.
112. Denne »procedural rule of reason«, som den er blevet benævnt af retslærde (59), blev formuleret af Domstolen i domme af 14. december 1995, van Schijndel og van Veen (60)og Peterbroec (61), og er efterfølgende blevet bekræftet i retspraksis (62). Domstolen har med hensyn til effektivitetsprincippet fastslået, at hvert enkelt tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om, hvorvidt en national bestemmelse i praksis gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at anvende EU-retten, skal bedømmes under hensyn til, hvilken stilling bestemmelsen indtager i den samlede procedure, herunder dens forløb og dens særlige kendetegn, for de forskellige nationale instanser. Nationale bestemmelser, der forfølger et legitimt formål, såsom sikkerhed for, at proceduren forløber korrekt, eller overholdelse af princippet om beskyttelse af retten til forsvar eller retssikkerhedsprincippet, er i overensstemmelse med effektivitetsprincippet, for så vidt som de sikrer et sådant legitimt formål på en forholdsmæssig måde. Dette skal efterprøves i den enkelte sag af den pågældende nationale ret.
113. Det er i lyset af denne analyseramme, at de nationale regler, der begrænser retten til betaling af renter i de foreliggende sager, skal vurderes.
114. Ifølge den forelæggende ret begrænser den nationale lovgivning, der finder anvendelse i alle tre sager, betaling af renter til at gælde fra den dato, hvorfra der anlægges sag ved den kompetente nationale ret.
115. Det bemærkes indledningsvis, at der ikke synes at foreligge nogen tegn, der kan give anledning til tvivl med hensyn til disse reglers overensstemmelse med ækvivalensprincippet (63).
116. Hvad angår effektivitetsprincippet er der imidlertid efter min opfattelse tydelige tegn på, at den omhandlede nationale lovgivning ikke overholder dette princip.
117. I henhold til Domstolens praksis (64) kræver EU-retten i princippet betaling af renter for hele perioden fra datoen for betaling eller ikke-betaling af beløb, der er pålagt eller tilbageholdt i strid med EU-retten, til datoen for tilbagebetalingen eller betalingen heraf. Dette sikrer en passende erstatning for de tab, der er forårsaget af den manglende rådighed over disse beløb.
118. I Irimie-dommen fastslog (65) Domstolen således, at en ordning, der begrænser renter til dem, som påløber fra dagen efter datoen for fremsættelse af kravet om tilbagebetaling af denne afgift, ikke overholder effektivitetsprincippet. Det bemærkes endvidere, at generaladvokat Campos Sánchez-Bordona i sit forslag til afgørelse i Wortmann-sagen (66) fastslog, at det samme gjorde sig gældende for den tyske lovgivning, der er omhandlet i de foreliggende sager.
119. Jeg er enig. National lovgivning, der begrænser betalingen af renter til kun at gælde fra datoen for anlæggelsen af et søgsmål, fratager borgerne en passende erstatning for hele den periode, hvor de har lidt tab som følge af, at de er blevet frataget besiddelsen af beløb, der er opkrævet med urette, således som det kræves for en effektiv anvendelse af retten til betaling af renter.
120. Som Gräfendorfer, Reyher og Flexi Montagetechnik har anført, kan perioden fra betalingen af de beløb, der er opkrævet med urette, til anlæggelsen af søgsmålet ved domstolene tage flere år under omstændigheder som i de foreliggende sager, når henses til den administrative klageprocedure, der går forud for anlæggelsen af et søgsmål. De nationale regler, der finder anvendelse i alle tre tilfælde, opfylder efter min opfattelse således ikke effektivitetsprincippets krav.
121. Den forelæggende ret anførte et yderligere element, som kun var til stede i sag C-415/20 i forbindelse med betaling af renter ved forsinket betaling af eksportrestitutioner. Ifølge denne ret fremgår det, at der i tilfælde af forsinket betaling af ydelser i henhold til gældende national ret (67) skal betales renter fra det tidspunkt, hvor sagen anlægges ved de retter, hvor en erhvervsdrivende anmoder om betaling af sådanne ydelser. Hvis der derimod finder forsinket betaling sted uden domstolsprøvelse, dvs. hvis de kompetente nationale myndigheder beslutter at betale eksportrestitutionerne, har den erhvervsdrivende ikke ret til renter. Hvis den erhvervsdrivende, som det var tilfældet i denne sag, kun har indgivet en administrativ klage til de kompetente nationale myndigheder og afventede afgørelsen i en pilotsag, hvorefter disse myndigheder betalte eksportrestitutionerne, men uden renter, har denne erhvervsdrivende således ikke ret til renter.
122. En sådan national lovgivning er efter min opfattelse ikke i overensstemmelse med effektivitetsprincippet. Det følger af Domstolens praksis, at retten til betaling af renter findes i henhold til EU-retten og dermed uafhængigt af national ret. Enhver erhvervsdrivende, som har modtaget betaling af eksportrestitutioner for sent, har således krav på betaling af renter. Den omstændighed, at en sådan ret gøres betinget af, at der anlægges en retssag, fratager personer, såsom sagsøgeren i sag C-415/20, der ikke har anlagt sag om sådanne restitutioner, den ret, som de har i henhold til EU-retten.
123. Selv om den omhandlede nationale lovgivning som beskrevet af den forelæggende ret begrænser effektiviteten af retten til betaling af renter, er dette ikke til hinder for, at sådanne regler, alt efter de særlige omstændigheder i den konkrete sag, kan tillades i henhold til EU-retten. Dette er kun muligt, såfremt sådanne regler står i et rimeligt forhold til væsentlige interesser i den nationale retsorden.
124. I de foreliggende sager råder Domstolen imidlertid ikke over nogen oplysninger, der gør det muligt at vurdere, om de nationale regler, der begrænser retten til betaling af renter, er begrundede. For så vidt angår den nationale lovgivning, der betinger retten til betaling af renter af anlæggelse af et søgsmål, har den forelæggende ret fastslået, at en sådan lovgivning kan forklares med den beslutningstagningens autonomi, som operatører råder over, dvs. at en beslutning om at afvente udfaldet af en pilotsag snarere end at anlægge et søgsmål kan ses som en udøvelse af en sådan autonomi, hvorved operatøren har givet afkald på sin ret til renter. Jeg kan ikke se det overordnede formål med sådanne regler. Tværtimod mener jeg, at deres virkning er en unødvendig forøgelse af de retslige procedurer. Ikke desto mindre tilkommer det den forelæggende ret at vurdere begrundelserne for og forholdsmæssigheden af den omhandlede nationale lovgivning i kraft af kompetencefordelingen mellem Domstolen og de nationale retter, der begge er fungerende europæiske domstole (jf. punkt 82-84 i dette forslag til afgørelse).
125. Sammenfattende skal det med forbehold for den forelæggende rets efterprøvelse fastslås, at den omhandlede nationale lovgivning ikke opfylder effektivitetsprincippets krav ved at begrænse betalingen af renter i forbindelse med tilbagebetalingen af beløb, der er opkrævet med urette eller betalt for sent af de kompetente nationale myndigheder i strid med EU-retten.
126. Konsekvensen, der må drages af en sådan konstatering i henhold til EU-retten, er, at den forelæggende ret enten kan fortolke disse nationale regler på en måde, der opfylder den effektive anvendelse af retten til betaling af renter, eller, hvis dette viser sig at være umuligt, undlade at anvende dem i de foreliggende sager.
VI. Forslag til afgørelse
127. På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer de af Finanzgericht Hamburg (domstolen i skatte- og afgiftsretlige sager i Hamburg, Tyskland) indgivne præjudicielle spørgsmål på følgende måde:
»Sag C-415/20
1) Medlemsstaternes forpligtelse i henhold til EU-retten til at tilbagebetale afgifter, som er opkrævet i strid med EU-retten, med tillæg af renter, foreligger også i tilfælde, hvor grunden til tilbagebetalingen ikke er, at Domstolen har fastslået, at retsgrundlaget er i strid med EU-retten, men derimod Domstolens fortolkning af en (under)position i den kombinerede nomenklatur.
2) Principperne for det rentekrav, som Domstolen har udviklet, overføres til betalingen af eksportrestitutioner, som de kompetente nationale myndigheder har nægtet i strid med EU-retten.
Sag C-419/20
Der foreligger en tilsidesættelse af EU-retten, der er en betingelse for det EU-retlige rentekrav, som Domstolen har udviklet, såfremt de kompetente nationale myndigheder ved anvendelse af EU-retten pålægger en afgift, men en national ret senere fastslår, at de faktiske forudsætninger for opkrævningen af afgiften ikke foreligger.
Sag C-427/20
Der foreligger en tilsidesættelse af EU-retten, der er en betingelse for det EU-retlige rentekrav, som Domstolen har udviklet, såfremt de kompetente nationale myndigheder pålægger en afgift i strid med EU-rettens retsgyldige bestemmelser, og en national ret fastslår denne tilsidesættelse af EU-retten.«
1 – Originalsprog: engelsk.
2 – EFT 1992, L 302, s. 1 (»EF-toldkodeksen«).
3 – EUT 2008, L 145, s. 1.
4 – EUT 2013, L 269, s. 1, berigtiget i EUT 2013, L 287, s. 90 (herefter »EU-toldkodeksen«). I henhold til artikel 287 og 288 heri trådte denne kodeks i kraft den 30.10.2013 og finder anvendelse med undtagelse af visse bestemmelser (der ikke omfatter artikel 116 heri) fra den 1.5.2016.
5 – Kommissionens forordning (EF) nr. 800/1999 af 15.4.1999 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter (EFT 1999, L 102, s. 11). Denne forordning blev afløst af Kommissionens forordning (EF) nr. 612/2009 af 7.7.2009 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter (EUT 2009, L 186, s. 1).
6 – Den forelæggende ret har i denne forbindelse henvist til domme af 18.2.2014 afsagt af Finanzgericht Hamburg (domstolen i skatte- og afgiftsretlige sager i Hamburg), 4 K 18/12 og 4 K 264/11.
7 – C-323/10 – C-326/10 (EU:C:2011:774). Denne sag omhandlede fortolkningen af underpositionerne 0207 12 10 og 0207 12 90 i bilag I til Kommissionens forordning (EØF) nr. 3846/87 af 17.12.1987 om fastsættelsen af nomenklaturen over eksportrestitutioner for landbrugsprodukter (EFT 1987, L 366, s. 1).
8 – C-365/15 (EU:C:2017:19) (herefter »Wortmann-dommen«).
9 – Rådets forordning (EF) nr. 91/2009 af 26.1.2009 om indførelse af endelig antidumpingtold på importen af visse skruer mv. med oprindelse i Folkerepublikken Kina (EUT 2009, L 29, s. 1). Denne forordning blev ophævet af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/278 af 26.2.2016 om ophævelse af den endelige antidumpingtold på importen af visse skruer, bolte, møtrikker og lignende varer af jern eller stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina, udvidet til også at omfatte importen af visse skruer, bolte, møtrikker og lignende varer af jern eller stål afsendt fra Malaysia, uanset om varen er angivet med oprindelse i Malaysia eller ej (EUT 2016, L 52, s. 24).
10 – Jf. dom af 16.12.1976, Rewe-Zentralfinanz og Rewe-Zentral (33/76, EU:C:1976:188).
11 – Jf. dom af 16.12.1976, Comet (45/76, EU:C:1976:191).
12 – Jf. dom af 9.11.1983, San Giorgio (199/82, EU:C:1983:318).
13 – Jf. dom af 26.6.1979, McCarren (177/78, EU:C:1979:164).
14 – Jf. dom af 9.2.1999, Dilexport (C-343/96, EU:C:1999:59).
15 – Jf. dom af 2.12.1997, Fantask m.fl. (C-188/95, EU:C:1997:580).
16 – Jf. dom af 8.3.2001, Metallgesellschaft m.fl. (C-397/98 og C-410/98, EU:C:2001:134).
17 – Jf. dom af 19.7.2012, Littlewoods Retail m.fl. (C-591/10, EU:C:2012:478) (herefter »Littlewoods Retail-dommen«).
18 – Jf. dom af 18.4.2013, Irimie (C-565/11, EU:C:2013:250) (herefter »Irimie-dommen«), og af 15.10.2014, Nicula (C-331/13, EU:C:2014:2285).
19 – Jf. dom af 9.9.2021, Hauptzollamt B (Fakultativ afgiftslempelse) (herefter »Hauptzollamt B-dommen«) (C-100/20, EU:C:2021:716).
20 – Denne retspraksis begyndte med dom af 9.11.1983, San Giorgio (199/82, EU:C:1983:318, præmis 12). Den er blevet bekræftet i senere retspraksis, såsom dom af 8.3.2001, Metallgesellschaft m.fl. (C-397/98 og C-410/98, EU:C:2001:134, præmis 84), eller senere af 9.9.2021, Hauptzollamt B (Fakultativ afgiftslempelse) (C-100/20, EU:C:2021:716, præmis 26).
21 – Det kan endog hævdes, at retten til tilbagebetaling var det første retsmiddel i EU-retten, som Domstolen anså for uadskilleligt forbundet med den ordning, der er indført ved traktaterne. Retspraksis vedrørende retten til tilbagebetaling ligger forud for den retspraksis, hvori Domstolen har udviklet andre retsmidler, såsom retten til foreløbige retsmidler (begyndende med dom af 19.6.1990, Factortame m.fl., C-213/89, EU:C:1990:257) eller retten til erstatning (begyndende med dom af 19.11.1991, Francovich m.fl., C-6/90 og C-9/90, EU:C:1991:428). Retten til tilbagebetaling blev dog ikke straks anerkendt som et retsmiddel i EU-retten, fordi størstedelen af de nationale retssystemer fastsætter en eller anden form for krav på tilbagebetaling af afgifter, der er betalt med urette. Det var således ikke umiddelbart klart, at EU-retten indeholder sit eget retsgrundlag for en tilbagebetaling, som ikke afhænger af national ret. Jf. i denne forbindelse M. Dougan, »Cutting Your Losses in the Enforcement Deficit: A Community Right to the Recovery of Unlawfully Levied Charges?«, Cambridge Yearbook of European Legal Studies, bind 1, 1998-1999, s. 233; T. Ćapeta, Sudovi Europske unije. Nacionalni sudovi kao europski sudovi (EU Courts. National Courts as European Courts), Institut za međunarodne odnose, IMO, Zagreb, 2002, s. 109 ff.
22 – Jf. f.eks. dom af 19.7.2012, Littlewoods Retail Ltd m.fl. (C-591/10, EU:C:2012:478, præmis 25), og af 9.9.2021, Hauptzollamt B (Fakultativ afgiftslempelse) (C-100/20, EU:C:2021:716, præmis 27).
23 – Jf. f.eks. dom af 19.7.2012, Littlewoods Retail Ltd m.fl. (C-591/10, EU:C:2012:478, præmis 26), og af 9.9.2021, Hauptzollamt B (Fakultativ afgiftslempelse) (C-100/20, EU:C:2021:716, præmis 27).
24 – Jf. i denne forbindelse generaladvokat Trstenjaks forslag til afgørelse Littlewoods Retail Ltd m.fl. (C-591/10, EU:C:2012:9, punkt 26-30) samt generaladvokat Wathelets forslag til afgørelse Irimie (C-565/11, EU:C:2012:803, punkt 21-29).
25 – Jf. f.eks. F. Gazin, »L’étendue du versement des sommes dues par les États en violation du droit de l’Union européenne: le beurre et l’argent du beurre au service de l’efficacité du droit«, Revue du marché commun et de l’Union européenne, nr. 571, 2013, s. 475, M. Schlote, »The San Giorgio »cause of action««, British Tax Review, 2014, s. 103, M. van de Moosdijk, Unjust Enrichment in European Union Law, Kluwer, 2018, navnlig s. 68-83, og F. Episcopo, »The Vicissitudes of Life at the Coalface: Remedies and Procedures for Enforcing Union Law before the National Courts« i P. Craig og de G. Búrca (red.), The Evolution of EU Law, tredje udg., Oxford University Press, 2021, s. 275, på s. 290 og 291.
26 – Den forelæggende ret henviser i denne forbindelse til dom af 27.9.2012, Zuckerfabrik Jülich m.fl. (C-113/10, C-147/10 og C-234/10, EU:C:2012:591) (herefter »Zuckerfabrik Jülich-dommen«), af 18.4.2013, Irimie (C-565/11, EU:C:2013:250), og af 18.1.2017, Wortmann (C-365/15, EU:C:2017:19).
27 – Jf. dom af 27.9.2012, Zuckerfabrik Jülich m.fl. (C-113/10, C-147/10 og C-234/10, EU:C:2012:591).
28 – Jf. dom af 18.4.2013, Irimie (C-565/11, EU:C:2013:250).
29 – Jf. dom af 18.1.2017, Wortmann (C-365/15, EU:C:2017:19).
30 – Jf. dom af 19.7.2012, Littlewoods Retail m.fl. (C-591/10, EU:C:2012:478).
31 – I sag C-419/20 oplyste Reyher f.eks., at selskabet betalte 774 000 EUR i 2013, mens beløbet først blev tilbagebetalt i 2019.
32 – Jf. f.eks. Dougan, nævnt i fodnote 21 i dette forslag til afgørelse, og Gazin, nævnt i fodnote 25 i dette forslag til afgørelse.
33 – Dom af 20.10.2011, Danfoss og Sauer-Danfoss (C-94/10, EU:C:2011:674, præmis 23).
34 – Jf. f.eks. dom af 19.7.2012, Littlewoods Retail Ltd m.fl. (C-591/10, EU:C:2012:478, præmis 25), og af 9.9.2021, Hauptzollamt B (Fakultativ afgiftslempelse) (C-100/20, EU:C:2021:716, præmis 27).
35 – Jf. i denne forbindelse van de Moosdijk, nævnt i fodnote 25.
36 – Jf. C-113/10, C-147/10 og C-234/10 (EU:C:2011:701, punkt 125-129).
37 – Jf. C-47/07 P (EU:C:2008:726, navnlig præmis 44-50).
38 – Jf. C-575/18 P (EU:C:2020:530, navnlig præmis 81-84). Jf. ligeledes generaladvokat Sharpstons forslag til afgørelse Den Tjekkiske Republik mod Kommissionen (C-575/18 P, EU:C:2020:205, punkt 120-129) samt generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse Slovakiet mod Kommissionen og Rumænien mod Kommissionen (C-593/15 P, C-594/15 P og C-599/15 P, EU:C:2017:441, punkt 108).
39 – Det er i denne forbindelse hensigtsmæssigt at nævne den retspraksis, hvori Domstolen har givet medlemsstaterne mulighed for at tage princippet om ugrundet berigelse i betragtning. Denne retspraksis er blevet udviklet under omstændigheder, der vedrører en national lovgivning, som begrænser retten til tilbagebetaling af beløb betalt med urette i strid med EU-retten, hvor beløbene er blevet overvæltet på andre forhandlere eller forbrugere. Jf. f.eks. dom af 27.2.1980, Just (68/79, EU:C:1980:57, præmis 26 og 27). Denne retspraksis bekræfter det foreslåede synspunkt om, at retten til betaling af renter i henhold til EU-retten er begrundet i behovet for at forhindre tab i strid med EU-retten. En person, der har overvæltet beløb, der er opkrævet med urette, på andre, vil ikke blive påført tab, hvilket er grunden til, at denne persons ret til tilbagebetaling med renter kan nægtes i henhold til EU-retten.
40 – Tilbagebetaling af skatter, afgifter og andre omkostninger er ikke den eneste situation, hvori EU-retten anviser betaling af renter. Sådanne renter er f.eks. ligeledes skyldige i forbindelse med erstatningskrav som følge af tilsidesættelsen af EU-retten. Jf. f.eks. dom af 2.8.1993, Marshall (C-271/91, EU:C:1993:335, præmis 31).
41 – Jf. i denne forbindelse generaladvokat Campos Sánchez-Bordonas forslag til afgørelse Wortmann (C-365/15, EU:C:2016:663, punkt 66).
42 – Jf. dom af 19.7.2012, Littlewoods Retail m.fl. (C-591/10, EU:C:2012:478).
43 – Jf. dom af 9.9.2021, Hauptzollamt B (Fakultativ afgiftslempelse) (C-100/20, EU:C:2021:716).
44 – Jf. f.eks. dom af 27.2.2018, Associação Sindical dos Juízes Portugues (C-64/16, EU:C:2018:117, præmis 32), og af 16.11.2021, WB m.fl. (C-748/19 – C-754/19, EU:C:2021:931, præmis 59).
45 – Jf. f.eks. udtalelse 1/09 (aftale om indførelse af en fælles patentdomstolsordning) af 8.3.2011 (EU:C:2011:123, præmis 69) og dom af 27.2.2018, Associação Sindical dos Juízes Portugueses (C-64/16, EU:C:2018:117, præmis 33).
46 – Jf. f.eks. dom af 25.6.2020, SatCen mod KF (C-14/19 P, EU:C:2020:492, præmis 61), og af 6.10.2021, Consorzio Italian Management and Catania Multiservizi (C-561/19, EU:C:2021:799, præmis 31).
47 – Jf. i denne forbindelse forslag til afgørelse 1/09 (aftale om indførelse af en fælles patentdomstolsordning) af 8.3.2011 (EU:C:2011:123, præmis 80).
48 – Jf. dom af 18.1.2017, Wortmann (C-365/15, EU:C:2017:19, præmis 38, min fremhævelse).
49 – I sit forslag til afgørelse Wortmann (C-365/15, EU:C:2016:663, punkt 45) foreslog generaladvokat Campos Sánchez-Bordona som en af de mulige løsninger i denne sag, at den bestemmelse i toldkodeksen, der udelukker betaling af renter, erklæres ugyldig. Det var ikke den løsning, som han foreslog Domstolen, eftersom den omtvistede bestemmelse havde en acceptabel begrundelse. Det bemærkes, at denne bestemmelses gyldighed ikke er blevet anfægtet i de foreliggende sager.
50 – Jf. dom af 18.1.2017, Wortmann (C-365/15, EU:C:2017:19, navnlig præmis 24-32).
51 – Den samme begrundelse støttes af Kommissionen både i Wortmann-sagen og i dens indlæg i de foreliggende sager.
52 – Dom af 18.1.2017, Wortmann (C-365/15, EU:C:2017:19, præmis 27).
53 – Generaladvokat Campos Sánchez-Bordonas forslag til afgørelse Wortmann (C-365/15, EU:C:2016:663, punkt 50).
54 – Denne symmetri, som udelukker forpligtelsen til betaling af renter for både toldmyndighederne, hvis tolden nedjusteres, og for den erhvervsdrivende, hvis tolden opjusteres, blev fremhævet som et vigtigt element for begrundelsen af den omtvistede regel. Jf. dom af 18.1.2017, Wortmann (C-365/15, EU:C:2017:19, præmis 29-31), og generaladvokat Campos Sánchez-Bordonas forslag til afgørelse Wortmann (C-365/15, EU:C:2016:663, punkt 48-52).
55 – Der er efter min opfattelse ingen grund til, at de betragtninger, der blev fremsat i Wortmann-dommen, som vedrørte EF-toldkodeksens artikel 241, ikke finder anvendelse på EU-toldkodeksens artikel 116, stk. 6. Jf. i denne forbindelse generaladvokat Campos Sánchez-Bordonas forslag til afgørelse Wortmann (C 365/15, EU:C:2016:663, punkt 51, fodnote 25).
56 – Generaladvokat Campos Sánchez-Bordonas forslag til afgørelse Wortmann (C-365/15, EU:C:2016:663, punkt 52).
57 – Jf. i denne forbindelse dog C.N. Kakouris, »Do the Member States Possess Judicial Procedural »Autonomy«?«, Common Market Law Review, bind 34, 1997, s. 1389. M. Bobek, »Why There is No Principle of »Procedural Autonomy« of the Member States«, i B. de Witte og H.-W. Micklitz (Red.), The European Court of Justice and the Autonomy of the Member States, Intersentia, 2011, s. 305; generaladvokat Trstenjaks forslag til afgørelse Littlewoods Retail Ltd m.fl. (C-591/10, EU:C:2012:9, punkt 23-25).
58 – Jf. i forbindelse med betaling af renter, f.eks. dom af 19.7.2012, Littlewoods Retail Ltd m.fl. (C-591/10, EU:C:2012:478, præmis 27 og 28), og af 23.4.2020, Sole-Mizo and Dalmandi Mezőgazdasági (C-13/18 og C-126/18, EU:C:2020:292, præmis 37). Som Domstolen har fastslået i disse domme, tilkommer det i mangel af EU-retlige bestemmelser hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at fastsætte betingelserne for, hvordan sådanne renter skal betales, forudsat at de ikke er mindre fordelagtige end dem, der regulerer tilsvarende krav på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og at de ikke i praksis gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Unionens retsorden (effektivitetsprincippet).
59 – Jf. i denne forbindelse S. Prechal, »Community Law in National Courts: The Lessons from Van Schijndel«, Common Market Law Review, bind. 35, 1998, s. 681, på s. 690. Jf. ligeledes f.eks. R. Widdershoven, »National Procedural Autonomy and General EU Law Limits«, Review of European Administrative Law, bind 12, 2019, s. 5, Episcopo, nævnt i fodnote 25 i dette forslag til afgørelse.
60 – C-430/93 og C-431/93 (EU:C:1995:441).
61 – C-312/93 (EU:C:1995:437).
62 – Jf. f.eks. dom af 19.12.2019, Cargill Deutschland (C-360/18, EU:C:2019:1124, præmis 51), og af 6.10.2021, Consorzio Italian Management and Catania Multiservizi (C-561/19, EU:C:2021:799, præmis 63 og 64).
63 – I modsætning til de argumenter, som Reyher har gjort gældende i sag C-419/20, synes de pågældende nationale regler efter min opfattelse ikke at behandle EU-retlige krav mindre gunstigt end krav, der er baseret på national ret. Den omstændighed, at de kompetente nationale myndigheder i hovedsagen kan gøre gældende, at EU-toldkodeksens artikel 116, stk. 6, finder anvendelse med henblik på at udelukke betaling af renter, følger af en eventuel begrænsning af retten til betaling af renter i henhold til EU-retten og ikke af national ret.
64 – Jf. f.eks. dom af 18.4.2013, Irimie (C-565/11, EU:C:2013:250, præmis 26 og 28). Jf. ligeledes i denne forbindelse dom af 23.4.2020, Sole-Mizo og Dalmandi Mezőgazdasági (C-13/18 og C-126/18, EU:C:2020:292, præmis 43).
65 – Jf. dom af 18.4.2013, Irimie (C-565/11, EU:C:2013:250, præmis 27 og 29). Jf. ligeledes i denne forbindelse dom af 15.10.2014, Nicula (C-331/13, EU:C:2014:2285, præmis 37 og 38).
66 – Jf. C-365/15 (EU:C:2016:663, præmis 14 og 69-73).
67 – Den forelæggende ret henviser i denne forbindelse til AO’s artikel 236, sammenholdt med artikel 14, stk. 2, i MOG.