Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesfinanzhof (Tyskland) den 17. juli 2014 – Kyowa Hakko Europe GmbH mod Hauptzollamt Hannover
Den forelæggende ret
Bundesfinanzhof
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Kyowa Hakko Europe GmbH
Sagsøgt: Hauptzollamt Hannover
Præjudicielle spørgsmål
Er aminosyreblandinger som de i hovedsagen omhandlede (RM0630 og RM0789), ved hjælp af hvilke der (tillige med kulhydrater og fedtstoffer) fremstilles et næringsmiddel til erstatning af et principielt livsnødvendigt stof, der er til stede i normal ernæring, men som konkret kan være allergiudløsende, hvorved allergibetingede sundhedsskadelige virkninger kan undgås, og som kan give mulighed for lindring eller endog helbredelse af skader, der allerede er indtrådt, et lægemiddel bestående af flere produkter, der er blandede til profylaktisk eller terapeutisk brug, som omhandlet i pos. 3003 i den kombinerede nomenklatur?
Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende:
Er aminosyreblandingerne næringsmidler henhørende under position 2106 i den kombinerede nomenklatur, der i henhold til bestemmelse 1, litra a), til kapitel 30 i den kombinerede nomenklatur ikke er omfattet af dette kapitel, idet de ikke har yderligere profylaktisk eller terapeutisk virkning end tilførsel af næring?