C-55/14 Régie communale autonome du stade Luc Varenne - Ny sag
C-55/14 Régie communale autonome du stade Luc Varenne - Ny sag
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af cour d'appel de Mons (Belgien)
den 5. februar 2014 – Régie communale autonome du stade Luc Varenne mod État
belge
Den forelæggende ret
Cour d'appel de Mons
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Régie communale autonome du stade Luc Varenne
Sagsøgt: État belge
Præjudicielt spørgsmål
Udgør tilrådighedsstillelse af faciliteter i et sportsanlæg, som udelukkende
anvendes til fodbold, hvorved der ved tilrådighedsstillelse skal forstås
muligheden for på visse tidspunkter at anvende og udnytte stadionets fodboldbane
samt omklædningsrum til spillere og dommere i højst 18 dage i hver sportssæson
(en sportssæson løber fra 1. juli i et kalenderår til den 30. juni det
efterfølgende år), udlejning af fast ejendom, der er afgiftsfritaget i henhold
til artikel 13, punkt B, litra b), i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17.
maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter –
Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag 1 (artikel
135, stk. 1, litra l), i momsdirektiv 2006/112 2 ), for så vidt som
den, der overdrager brugs- og udnyttelsesretten:
- har den fulde og ubegrænsede mulighed for at indrømme tilsvarende
rettigheder til andre fysiske eller juridiske personer efter eget valg uden
for de ovennævnte 18 dage
- har ret til på et hvilket som helst tidspunkt at få adgang til de
pågældende faciliteter uden forudgående tilladelse fra indehaveren af brugs-
og udnyttelsesretten, navnlig for at sikre en korrekt anvendelse af
faciliteterne og forhindre skade, alene på betingelse af, at den korrekte
afvikling af sportsbegivenhederne ikke forstyrres
- desuden bevarer retten til på permanent basis at kontrollere adgangen
til faciliteterne, også i den periode, hvor de bruges af R.F.C.T.
- opkræver et fast vederlag på 1 750 EUR om dagen for brug af bane,
omklædningsrum, benyttelse af udskænkningssted, viceværttjenester, tilsyns-
og kontroltjenester for alle faciliteter, idet 20% af det opkrævede beløb i
henhold til aftalen vedrører retten til adgang til fodboldbanen og 80% udgør
modydelsen for de forskellige ydelser i tilknytning til vedligeholdelse,
rengøring, pasning (slåning, såning af græs osv.) og sikring af, at banen
lever op til standarderne samt tilknyttede tjenesteydelser, der leveres af
overdrageren af brugs- og udnyttelsesretten (i den foreliggende sag Régie,
der er appellant)?