C-648/15 Østrig mod Tyskland - Dom

DOMSTOLENS DOM (Store Afdeling)

12. september 2017

»Artikel 273 TEUF – tvistighed mellem medlemsstater, som forelægges Domstolen i henhold til en voldgiftsaftale – skatter og afgifter – bilateral overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning – beskatning af renter af værdipapirer – begrebet »gældsfordringer med andel i fortjenesten««

I sag C-648/15,

vedrørende en stævning i henhold til artikel 273 TEUF, indleveret den 3. december 2015,

Republikken Østrig ved C. Pesendorfer, F. Koppensteiner og H. Jirousek, som befuldmægtigede,

sagsøger,

mod

Forbundsrepublikken Tyskland ved T. Henze og J. Möller, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

har

DOMSTOLEN (Store Afdeling),

sammensat af præsidenten, K. Lenaerts, vicepræsidenten, A. Tizzano, afdelingsformændene R. Silva de Lapuerta, T. von Danwitz og J.L. da Cruz Vilaça samt dommerne J. Malenovský, E. Levits, J.-C. Bonichot (refererende dommer), A. Arabadjiev, C. Toader, C.G. Fernlund, C. Vajda, S. Rodin, F. Biltgen og K. Jürimäe,

generaladvokat: P. Mengozzi,

justitssekretær: fuldmægtig K. Malacek,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 6. december 2016,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 27. april 2017,

afsagt følgende

Dom

1 Republikken Østrig har i stævningen nedlagt påstand om, at Domstolen skal afgøre en tvistighed mellem Republikken Østrig og Forbundsrepublikken Tyskland vedrørende fortolkningen af artikel 11, stk. 2, i Abkommen zwischen der Republik Österreich und der Bundesrepublik Deutschland zur Vermeidung der Doppelbesteuerung auf dem Gebiet der Steuern vom Einkommen und vom Vermögen (overenskomsten mellem Republikken Østrig og Forbundsrepublikken Tyskland til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomst- og formueskatter) af 24. august 2000 (BGBl. III, 182/2002, herefter »den østrigsk-tyske overenskomst«) for så vidt angår beskatning af renter af værdipapirer (Genussscheine), der er udstedt af et selskab med hjemsted i Forbundsrepublikken Tyskland, og som ejes af et selskab med hjemsted i Republikken Østrig.

Retsforskrifter

Wienerkonventionen

2 Artikel 31, stk. 1, i Wienerkonventionen om traktatretten af 23. maj 1969 (United Nations Treaty Series, bind 1155, s. 331, herefter »Wienerkonventionen«) har følgende ordlyd:

»En traktat skal fortolkes loyalt i overensstemmelse med den sædvanlige betydning, der måtte tillægges traktatens udtryk i deres sammenhæng og belyst af dens hensigt og formål.«

Den østrigsk-tyske overenskomst

3 Artikel 3, stk. 2, i den østrigsk-tyske overenskomst bestemmer:

»Ved anvendelsen af [den østrigsk-tyske overenskomst] til enhver tid af en kontraherende stat skal ethvert udtryk, som ikke er defineret deri, medmindre andet følger af sammenhængen, tillægges den betydning, som det har på dette tidspunkt i henhold til denne stats lovgivning om de skatter, på hvilke overenskomsten finder anvendelse. Enhver betydning i de skattelove, der anvendes i denne stat, skal gå forud for den betydning, dette udtryk måtte være tillagt i denne stats anden lovgivning.«

4 I henhold til den østrigsk-tyske overenskomsts artikel 11, stk. 1, beskattes indkomst i form af renter i den stat, hvor ejeren har bopæl eller driftssted. Til gengæld finder beskatning af renter af udbytte i henhold til overenskomstens artikel 10 i princippet sted i den stat, hvor kilden til udbyttet er.

5 Overenskomstens artikel 11, stk. 2, fastsætter:

»Indkomst af rettigheder eller gældsfordringer med andel i fortjenesten, herunder en stille partners indkomst fra sin deltagelse som stille partner, eller indkomst af lån med deltagerrettigheder og udbyttegivende obligationer kan dog også beskattes i den kontraherende stat, hvor de har deres oprindelse, i overensstemmelse med denne stats lovgivning.«

6 For at undgå dobbeltbeskatning af sådan indkomst har de to kontraherende parter valgt den såkaldte »modregningsmetode«, som er defineret i overenskomstens artikel 23, hvorefter det påhviler den stat, hvor ejeren af renterne har bopæl eller driftssted, at modregne et beløb, som svarer til den skat af den pågældendes indtægter, som allerede er opkrævet af kildestaten, i den skattepligtige indkomst, som skal betales i den førstnævnte stat.

7 Den østrigsk-tyske overenskomsts artikel 25, stk. 1, bestemmer, at enhver person, der er af den opfattelse, at den pågældende er berørt af en beskatning, som ikke er i overensstemmelse med denne overenskomst, kan iværksætte en forligsprocedure mellem de kompetente myndigheder i de stater, der er parter i overenskomsten.

8 Overenskomstens artikel 25, stk. 5, har følgende ordlyd:

»Såfremt der opstår vanskeligheder eller tvivl med hensyn til fortolkningen eller anvendelsen af overenskomsten, som ikke kan løses i en forligsprocedure mellem de kompetente myndigheder, der organiseres i henhold til denne artikels stk. 1-4, er de kontraherende parter, inden for tre år fra, at proceduren indledes, forpligtede til på anmodning af den i stk. 1 omhandlede person at indbringe tvistigheden for [Den Europæiske Unions] Domstol inden for rammerne af en voldgiftsprocedure i henhold til artikel [273 TEUF].«

9 Den østrigsk-tyske overenskomsts artikel 30 præciserer, at dens protokol udgør en integrerende del af overenskomsten.

10 Punkt 16 i denne protokol bestemmer, at den østrigsk-tyske overenskomsts bestemmelser, der er affattet i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i den modeloverenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomst- og formueskatter, der er udarbejdet af Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD), overordnet har den samme betydning som den, der fremgår af kommentarerne til artiklerne i denne modeloverenskomst. Af samme punkt fremgår det endvidere, at kommentarerne udgør en hjælp til fortolkningen af den østrigsk-tyske overenskomst i den i Wienerkonventionen anvendte betydning.

De faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tvistigheden

11 I perioden fra 1996 til 1998 erhvervede selskabet Bank Austria AG, der har hjemsted i Republikken Østrig og er ubegrænset skattepligtig i denne medlemsstat, værdipapirer fra Westdeutsche Landesbank Girozentrale Düsseldorf und Münster, der senere blev til Landesbank NRW, som har hjemsted i Forbundsrepublikken Tyskland.

12 Ifølge Republikken Østrigs oplysninger, som ikke er bestridt af Forbundsrepublikken Tyskland, kan emissionsvilkårene for disse værdipapirer sammenfattes som følger:

– Værdipapirerne giver ret til en årlig betaling til en fast procentdel af deres pålydende værdi.

– Hvis den årlige betaling kan medføre et regnskabsmæssigt tab, reduceres beløbet tilsvarende.

– Værdipapirerne giver dog i deres løbetid ret til efterbetaling i de efterfølgende år, under forudsætning af, at denne justering ikke medfører et regnskabsmæssigt tab.

– Betalingen af renter og efterbetalingen går forud for overførsel til reserver og betalinger til garanter.

– Den kapital, som er stillet til udsteders rådighed til gengæld for værdipapirerne, tilbagebetales til disses pålydende værdi.

– Hvis balancen viser et tab, reduceres tilbagebetalingskravet imidlertid tilsvarende. I dette tilfælde dækkes forskellen til værdipapirets pålydende værdi i de efterfølgende år, for så vidt som dette ikke medfører et regnskabsmæssigt tab.

– Værdipapirerne giver ikke ret til andel i provenuet fra det udstedende selskabs likvidation.

– Det udstedende selskab har opsigelsesret, såfremt værdipapirerne ikke længere giver mulighed for skattefradrag.

13 Mens det er ubestridt, at indkomsten fra de omhandlede værdipapirer udgør renter som omhandlet i den østrigsk-tyske overenskomsts artikel 11 og ikke udbytte som omhandlet i overenskomstens artikel 10, er Republikken Østrig og Forbundsrepublikken Tyskland uenige om, hvorvidt renterne er omfattet af stk. 1 eller 2 i artikel 11. Republikken Østrig er nærmere bestemt af den opfattelse, at de pågældende værdipapirer ikke udgør en andel i fortjenesten som omhandlet i artikel 11, stk. 2, mens Forbundsrepublikken Tyskland er af den modsatte opfattelse.

14 Denne uenighed med hensyn til den retlige kvalificering af Bank Austrias renteindkomst har medført, at begge stater har gjort krav på eneretten til at beskatte renterne, hvilket har medført dobbeltbeskatning af dette selskab i regnskabsårene 2003-2009.

15 Bank Austria indgav i henhold til den østrigsk-tyske overenskomsts artikel 25, stk. 1, en anmodning til de østrigske myndigheder om indledning af en forligsprocedure. Denne procedure blev iværksat af Republikken Østrig, men blev afsluttet ved udgangen af 2011 med en konstatering af, at den var mislykkedes.

16 Bank Austria har derfor anmodet Republikken Østrig om, at tvistigheden indbringes for Domstolen i henhold til den østrigsk-tyske overenskomsts artikel 25, stk. 5.

Parternes påstande

17 Republikken Østrig har nedlagt påstand om, at Domstolen fastslår følgende:

– De omhandlede værdipapirer skal ikke anses for at være gældsfordringer med andel i fortjenesten i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i den østrigsk-tyske overenskomsts artikel 11, stk. 2, og det er følgelig Republikken Østrig, der som hjemsted for den retmæssige ejer har eneret til at beskatte renteindtægter heraf.

– Forbundsrepublikken Tyskland tilpligtes følgelig at undlade at beskatte disse renteindtægter og at tilbagebetale den skat, der allerede er blevet indeholdt heraf.

– Forbundsrepublikken Tyskland tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

18 Forbundsrepublikken Tyskland har nedlagt påstand om, at Domstolen fastslår følgende:

– De omtvistede værdipapirer skal anses for at være gældsfordringer med andel i fortjenesten i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i den østrigsk-tyske overenskomsts artikel 11, stk. 2, og det er følgelig Forbundsrepublikken Tyskland, der som kildestat har eneret til at beskatte renteindtægter heraf.

– Republikken Østrig tilpligtes følgelig at undlade at dobbeltbeskatte disse renteindtægter og at tilbagebetale den skat, der allerede er blevet indeholdt heraf.

– Republikken Østrig tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anmodningen om afgørelse af tvistigheden

Domstolens kompetence

19 Sagen er indbragt for Domstolen på grundlag af artikel 273 TEUF, hvorefter denne »har kompetence til at afgøre enhver tvistighed mellem medlemsstaterne, der har forbindelse med traktaternes sagsområde, såfremt tvistigheden forelægges den i henhold til en voldgiftsaftale«.

20 I henhold til bestemmelsen er Domstolens kompetence for det første betinget af, at der består en tvistighed mellem medlemsstater, hvilket utvivlsomt er tilfældet i den foreliggende sag.

21 Således har både Republikken Østrig og Forbundsrepublikken Tyskland gjort krav på eneretten til at beskatte indkomst, der kan henføres til regnskabsår, hvor begge stater var medlemmer af Den Europæiske Union. Dette dobbelte krav har ført til dobbeltbeskatning af den skattepligtige, hvilket er i strid med målene i den østrigsk-tyske overenskomst, hvormed de stater, der er parter i overenskomsten, netop har haft til hensigt at undgå dobbeltbeskatning. Idet anvendelsen af den i overenskomsten fastsatte forligsprocedure var forgæves, må det konkluderes, at der består en tvistighed mellem medlemsstater i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 273 TEUF.

22 Domstolens kompetence er for det andet betinget af, at den tvistighed, som den forelægges, har forbindelse med traktaternes sagsområde.

23 Således som generaladvokaten har anført i punkt 43 i forslaget til afgørelse, kan det ved at sammenholde de forskellige sprogversioner af artikel 273 TEUF udledes, at begrebet »forbindelse« skal forstås således, at tvistigheden skal have en tilknytning til, men ikke nødvendigvis præcis vedrøre, sagsområdet.

24 Denne fortolkning bestyrkes ved en sammenligning med den mulighed, som en medlemsstat har i henhold til artikel 259 TEUF for at anlægge en traktatbrudssag mod en anden medlemsstat, når den finder, at sidstnævnte ikke har overholdt en forpligtelse, der påhviler den i henhold til traktaterne.

25 Betingelsen i artikel 273 TEUF om, at der skal være en forbindelse, er således opfyldt, når det kan fastslås, at den for Domstolen forelagte tvistighed har en tilknytning, der objektivt kan identificeres med traktaternes sagsområde.

26 Dette er utvivlsomt tilfældet i den foreliggende sag, når der henses til den positive virkning, som afhjælpning af dobbeltbeskatning har på funktionen af det indre marked, som Unionen i henhold til artikel 3, stk. 3, TEU og artikel 26 TEUF har som mål at oprette. Således som Europa-Kommissionen i det væsentlige har anført i sin meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, »Dobbeltbeskatning i det indre marked« (KOM(2011)712 endelig), har den omstændighed, at to medlemsstater indgår en overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning, det formål og den virkning at fjerne eller afbøde visse konsekvenser af medlemsstaternes ukoordinerede udøvelse af beskatningskompetencen, som efter sin art kan begrænse anvendelsen af den i TEUF fastsatte frie bevægelighed, afskrække borgerne fra at gøre brug heraf eller gøre dette mindre tiltrækkende.

27 Endelig har Domstolen alene kompetence til at træffe afgørelse med hensyn til en stævning efter artikel 273 TEUF, såfremt den indgives i henhold til en voldgiftsaftale.

28 Ganske vist er den foreliggende anmodning ikke blevet indgivet i henhold til en voldgiftsaftale, som er vedtaget særligt med henblik på bilæggelse af den foreliggende tvistighed, men i medfør af en generel klausul i den østrigsk-tyske overenskomst, nemlig artikel 25, stk. 5, heri, som er fastsat, før tvistigheden opstod, og ifølge hvilken de kontraherende parter er forpligtede til at indbringe enhver vanskelighed, der kan opstå vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af overenskomsten, for Domstolen, såfremt den ikke er blevet løst ved forlig.

29 Henset til det mål, der forfølges med artikel 273 TEUF, som består i at give medlemsstaterne et middel til bilæggelse af deres tvistigheder, der har forbindelse med traktaternes sagsområde, i Unionens retssystem, er der imidlertid intet til hinder for, at parterne, inden der eventuelt opstår en tvistighed, indgår en aftale om forelæggelse for Domstolen i tilfælde, som fastsættes i en klausul, såsom den østrigsk-tyske overenskomsts artikel 25, stk. 5 (jf. i denne retning dom af 27.11.2012, Pringle, C-370/12, EU:C:2012:756, præmis 172).

30 Domstolen har således kompetence til at afgøre den forelagte tvistighed.

Realiteten

31 Tvistigheden angår spørgsmålet om, hvorvidt begrebet »gældsfordringer med andel i fortjenesten« i den østrigsk-tyske overenskomsts artikel 11, stk. 2, skal fortolkes således, at det omfatter værdipapirer som de i hovedsagen omhandlede.

32 Det skal i denne henseende bemærkes, at værdipapirerne kan anses for en særlig type forpligtelser. Det følger således af emissionsvilkårene for disse, at de forrentes med en fast rente af deres pålydende værdi. Det særegne ved værdipapirerne er imidlertid i det væsentlige, at betalingen af renter reduceres eller endog standses, såfremt det udstedende selskab som følge af en sådan betaling afslutter sit regnskab med tab, inden den justeres med efterbetalinger, når selskabet igen giver overskud, under forudsætning af, at justeringen ikke medfører tab.

33 For at løse tvistigheden skal det således undersøges, om måden, hvorpå værdipapirerne giver afkast, er af en sådan art, at der er tale om en »andel i fortjenesten« som omhandlet i den østrigsk-tyske overenskomsts artikel 11, stk. 2, idet dette begreb ikke er defineret i overenskomsten.

34 I denne forbindelse har Forbundsrepublikken Tyskland støttet sig på en fortolkning, der er anlagt i tysk ret, nærmere bestemt i en dom afsagt af Bundesfinanzhof (forbundsdomstol i skatte- og afgiftsretlige sager, Tyskland) den 26. august 2010, hvorefter afkastet af de pågældende værdipapirer udgjorde en andel i fortjenesten.

35 Den østrigsk-tyske overenskomsts artikel 3, stk. 2, indeholder ganske vist en fortolkningsregel, hvorefter ethvert udtryk, som ikke er defineret i overenskomsten, tillægges den betydning, som det har i henhold til skattelovgivningen i den stat, som anvender den.

36 Denne regel om en enkelt stats fortolkning til enhver tid kan imidlertid ikke anses for at være en regel, som har til formål at løse forskellene i fortolkningstilgangene i de to stater, der er parter i overenskomsten.

37 En modsat fortolkning ville i øvrigt gøre overenskomstens artikel 25, stk. 5, overflødig, idet forligsproceduren og den værnetingsklausul, der peger på Domstolen, ville være meningsløse, såfremt de kontraherende parter havde aftalt, at overenskomsten kun skulle fortolkes i henhold til national ret, selv når indholdet heraf, således som det er tilfældet i den foreliggende sag, er fuldstændig modsatrettet.

38 Begrebet »gældsfordringer med andel i fortjenesten« som omhandlet i den østrigsk-tyske overenskomst skal således fortolkes efter de metoder, der anvendes i international ret.

39 I denne henseende skal det bemærkes, at det følger af bestemmelserne i Wienerkonventionen, som både Republikken Østrig og Forbundsrepublikken Tyskland er parter i, at en traktat skal fortolkes loyalt i overensstemmelse med den sædvanlige betydning, der måtte tillægges traktatens udtryk i deres sammenhæng og belyst af dens genstand og formål, idet der tages hensyn til alle relevante folkeretlige bestemmelser, som finder anvendelse i forholdet mellem traktatens parter (jf. i denne retning dom af 25.2.2010, Brita, C-386/08, EU:C:2010:91, præmis 43).

40 For så vidt angår den sædvanlige betydning, der tillægges udtrykket »andel i fortjenesten«, peger såvel den daglige sprogbrug som de mest almindeligt anerkendte regnskabsstandarder i retning af, at det i princippet skal forstås som en del af det positive resultat af en virksomheds årlige drift. Dette er generelt tilfældet for aktionærer, men ligeledes for navnlig lønmodtagere, hvis ansættelseskontrakt fastsætter ret til udbetaling af en bonus svarende til en andel af arbejdsgiverens fortjeneste.

41 Udtrykket »andel i fortjenesten« associeres endvidere sædvanligvis med den uforudsigelighed og manglende stabilitet, der er forbundet med de årlige resultater af risikofyldt økonomisk aktivitet. En andel i fortjenesten i et regnskabsår skal almindeligvis ligeledes forstås som retten til at modtage et ubestemt beløb ved regnskabsårets påbegyndelse, som kan variere fra det ene regnskabsår til det andet, og også kan være lig nul.

42 Udtrykket »gældsfordringer med andel i fortjenesten« knytter sig således til finansielle produkter, hvis afkast i det mindste delvist varierer efter størrelsen af debitors årlige fortjeneste.

43 Denne fortolkning bekræftes af en analyse af sammenhængen og en analyse af formålet med de bestemmelser, som indeholder begrebet »gældsfordringer med andel i fortjenesten«, som er kernen i den foreliggende tvistighed.

44 Hvad dernæst angår sammenhængen bemærkes, at dette begreb er indsat i den østrigsk-tyske overenskomsts artikel 11, stk. 2, før en illustrerende opregning, som indeholder tre typer af finansielle instrumenter, der, således som generaladvokaten har anført i punkt 94-97 i forslaget til afgørelse, alle er kendetegnet ved, at deres afkast varierer i forhold til udstederens årlige fortjeneste.

45 Det samme gælder for »udbyttegivende obligationer«, der almindeligvis defineres som obligationer, der ud over en fast rente giver ret til en andel af udstederens fortjeneste.

46 På samme måde er »lån med deltagerrettigheder« i princippet ofte kendetegnet ved en fast eller variabel grundrente, der er suppleret af en rente, som er knyttet til størrelsen af debitors fortjeneste.

47 For så vidt angår den »stille partner« modtager denne uanset sin art pr. definition en del af fortjenesten hos det selskab, hvori denne besidder andele, således som Republikken Østrig i øvrigt har gjort gældende, uden at dette er blevet bestridt.

48 Hvad endelig angår formålet med de bestemmelser, der indeholder udtrykket »gældsfordringer med andel i fortjenesten«, skal det bemærkes, at den østrigsk-tyske overenskomsts artikel 11, stk. 2, er en undtagelse til det princip om fordeling af beskatningskompetencen mellem de kontraherende parter, som er fastsat i overenskomstens artikel 11, stk. 1, hvorefter renterne i princippet kun beskattes i den stat, hvor ejeren har bopæl eller driftssted. Denne undtagelsesbestemmelse bevirker, at renter af gældsfordringer med andel i fortjenesten »også« beskattes i den stat, hvori de har deres oprindelse. Det tilkommer således den stat, hvor ejeren af renterne har bopæl eller hjemsted, at undgå dobbeltbeskatning ved at modregne den kildeskat, som allerede er opkrævet, i den øvrige skat, som indehaveren af gældsfordringen skylder.

49 Henset til denne opbygning af den østrigsk-tyske overenskomsts og formålet hermed, som er så vidt muligt at undgå juridisk dobbeltbeskatning i grænseoverskridende situationer mellem de to kontraherende stater, skal dette kriterium, der gør det muligt at fravige den aftalte fordeling af beskatningskompetencen, dvs. at der består en andel i fortjenesten, undergives en streng fortolkning som den, der er indeholdt i denne doms præmis 40-42.

50 En udvidende fortolkning af udtrykket »andel i fortjenesten« i overenskomstens artikel 11, stk. 2, ville nemlig kunne begrænse rækkevidden af overenskomstens artikel 11, stk. 1, som, idet den foreskriver en streng fordeling af kompetencen til at beskatte renter, tilsigter, at enhver dobbeltbeskatning undgås, mens en anvendelse af artikel 11, stk. 2, medfører en dobbeltbeskatning, hvis skadelige virkninger for det indre markeds funktion alene afværges ved hjælp af modregningsreglen i overenskomstens artikel 23, stk. 1, litra b), og artikel 23, stk. 2, litra b).

51 I den foreliggende sag er det ubestridt, at de omhandlede værdipapirer forrentes årligt på grundlag af en fast rente af deres pålydende værdi, som ligeledes er fast, idet både renten og den pålydende værdi er fastsat forud for undertegnelsen.

52 Der er ganske vist det særegne ved værdipapirernes afkast, at det reduceres eller afbrydes, hvis det udstedende selskabs årsregnskab afsluttes med tab som følge afkastet, inden den justeres i løbet af efterfølgende overskudsgivende regnskabsår, under forudsætning af, at efterbetalingen ikke medfører tab, idet denne efterbetaling i så fald lægges til udbetalingen af de renter, som normalt pålægges i de nævnte efterfølgende regnskabsår.

53 Denne særegenhed betyder imidlertid alene, at den årlige rentebetaling er betinget af, at der er en tilstrækkeligt regnskabsmæssig fortjeneste i samme regnskabsår, og ikke, at de omhandlede værdipapirer ud over de årlige renter giver ret til en del af denne fortjeneste.

54 Henset til samtlige de ovenfor anførte betragtninger skal begrebet »gældsfordringer med andel i fortjenesten« i den østrigsk-tyske overenskomsts artikel 11, stk. 2, fortolkes således, at det ikke omfatter værdipapirer som de i hovedsagen omhandlede.

55 Domstolens besvarelse af spørgsmålet om fortolkning af den østrigsk-tyske overenskomsts artikel 11, stk. 2, er tilstrækkeligt til at afgøre spørgsmålet om Republikken Østrigs og Forbundsrepublikken Tysklands gensidige anmodninger om at ophøre med at udøve beskatningskompetencen på indkomsten af de omhandlede værdipapirer.

56 Hvad angår Republikken Østrigs og Forbundsrepublikken Tysklands gensidige anmodninger om at anordne tilbagebetaling af den skat, der uretmæssigt er blevet opkrævet, må disse under alle omstændigheder afslås.

57 Domstolen råder således ikke over oplysninger, der er tilstrækkelige til, at den kan tage stilling i denne henseende, og navnlig ikke oplysninger om, hvorvidt dette ville gribe ind i eventuelt verserende sager ved retterne i den ene eller den anden skat.

58 Det tilkommer således Republikken Østrig og Forbundsrepublikken Tyskland i loyalt samarbejde at drage konsekvenser af nærværende afgørelse.

Sagsomkostninger

59 I henhold til artikel 138, stk. 1, i Domstolens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

60 Da Republikken Østrig har nedlagt påstand om, at Forbundsrepublikken Tyskland tilpligtes at betale sagsomkostningerne, og da Forbundsrepublikken Tyskland har tabt sagen, bør det pålægges den at betale sagsomkostningerne.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret:

1) Begrebet »gældsfordringer med andel i fortjenesten« i artikel 11, stk. 2, i Abkommen zwischen der Republik Österreich und der Bundesrepublik Deutschland zur Vermeidung der Doppelbesteuerung auf dem Gebiet der Steuern vom Einkommen und vom Vermögen (overenskomsten mellem Republikken Østrig og Forbundsrepublikken Tyskland til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomst- og formueskatter) af 24. august 2000 skal fortolkes således, at det ikke omfatter værdipapirer som de i hovedsagen omhandlede.

2) Forbundsrepublikken Tyskland betaler sagsomkostningerne.