Sag anlagt den 18. april 2013 - Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland mod Rådet for Den Europæiske Union
Parter
Sagsøger: Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (ved E. Jenkinson og S. Behzadi-Spencer, som befuldmægtigede, M. Hoskins, QC, P. Baker, QC, og barrister V. Wakefield)
Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union
Sagsøgerens påstande
Rådets afgørelse 2013/52/EU om bemyndigelse til forstærket samarbejde på området for afgift på finansielle transaktioner annulleres.
Rådet tilpligtes at betale de omkostninger, som Det Forenede Kongerige har afholdt under denne sag.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Med det første anbringende gøres gældende, at Rådets afgørelse 2013/52/EU er i strid med artikel 327 TEUF, idet den tillader indførelse af en afgift på finansielle transaktioner (herefter "FTT") med ekstraterritorial virkning, hvilket vil tilsidesætte de ikke-deltagende staters beføjelser, rettigheder og forpligtelser.
Med det andet anbringende gøres gældende, at Rådets afgørelse 2013/52/EU er ulovlig, idet den tillader indførelse af en FTT med ekstraterritorial virkning, som ikke finder nogen begrundelse i folkeretlig sædvaneret.
Med det tredje anbringende gøres gældende, at Rådets afgørelse 2013/52/EU er i strid med artikel 332 TEUF, idet den tillader et forstærket samarbejde om en FTT, hvis gennemførelse uundgåeligt vil medføre udgifter for de ikke-deltagende stater.