Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) (Det Forenede Kongerige) den 24. november 2015 – The Trustees of the BT Pension Scheme mod Commissioners for Her Majesty’s Revenue and Customs
Den forelæggende ret
Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division)
Parter i hovedsagen
Sagsøger: The Trustees of the BT Pension Scheme
Sagsøgt: Commissioners for Her Majesty’s Revenue and Customs
Præjudicielle spørgsmål
1 Henset til, at Domstolen i sit svar på spørgsmål 4 i dom 12. december 2006, sag C-446/04, Test Claimants in the FII Group Litigation mod Commissioners of Inland Revenue, Sml. I, s. 11753, afgjorde, at EF-traktatens artikel 43 og 56 – nu artikel 49 og 63 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde – var til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, hvorefter hjemmehørende selskaber, som til deres aktionærer udlodder udbytte, har mulighed for at vælge en ordning, hvorefter de kan få den selskabsskat, de har betalt forskudsvis, tilbagebetalt, men herved dels forpligter disse selskaber til at betale denne forskudsskat og efterfølgende kræve denne tilbagebetalt, dels ikke giver deres aktionærer ret til en skattegodtgørelse, mens de ville have fået en sådan skattegodtgørelse ved en udlodning foretaget af et hjemmehørende selskab på grundlag af udbytte af indenlandsk oprindelse: Tildeles disse aktionærer da selv nogen EU-retlige rettigheder, enten i henhold til artikel 63 TEUF eller andre bestemmelser, i tilfælde, hvor de modtager udbytte, som er valgt udloddet i henhold til denne ordning, og navnlig når en aktionær er hjemmehørende i den samme medlemsstat som det selskab, der udlodder udbyttet?
2 Såfremt den i spørgsmål 1 omhandlede aktionær ikke selv har rettigheder i henhold til artikel 63 TEUF, kan vedkommende da støtte ret på en krænkelse af det udloddende selskabs rettigheder i henhold til artikel 49 TEUF eller artikel 63 TEUF?
3 Såfremt svaret på spørgsmål 1 eller spørgsmål 2 er, at aktionæren har rettigheder i henhold til eller kan støtte ret på EU-retten, opstiller EU-retten da nogen krav til den afhjælpning, som aktionæren skal tilbydes i henhold til national ret?
4 Gør det nogen forskel for Domstolens svar på ovenstående spørgsmål, at:
(a) aktionæren ikke er indkomstskattepligtig i medlemsstaten af noget modtaget udbytte med den følge, at i tilfælde af udlodning foretaget af et hjemmehørende selskab uden for ovennævnte ordning kan den skattegodtgørelse, som aktionæren har ret til i henhold til national lovgivning, medføre, at medlemsstaten udbetaler skattegodtgørelsen til aktionæren
(b) den nationale ret har besluttet, at den pågældende nationale lovgivnings tilsidesættelse af EU-retten ikke var tilstrækkeligt alvorlig til at gøre medlemsstaten erstatningsansvarlig over for det selskab, der udloddede udbyttet, i henhold til de principper, der blev opstillet i dom af 5. marts 1996, forenede sager C-46/93 og C-48/93 Brasserie du Pêcheur SA mod Forbundsrepublikken Tyskland og The Queen mod Secretary of State for Transport, ex parte Factortame Limited m.fl., Sml. I, s. 1029, eller at
(c) det selskab, der udlodder udbyttet i henhold til ovennævnte ordning, i nogle tilfælde, men ikke i alle, kan have øget det udbytte, der blev udloddet til alle aktionærer, for at yde et kontantbeløb, som svarede til det, som en fritaget aktionær ville have modtaget fra udlodning af udbytte uden for ordningen?