Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgerichtshof (Østrig) den 10. februar 2014 – Finanzamt Linz mod Bundesfinanzgericht, Außenstelle Linz
Den forelæggende ret
Verwaltungsgerichtshof
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Finanzamt Linz
Sagsøgt: Bundesfinanzgericht, Außenstelle Linz
Procesdeltager: IFN-Holding AG, IFN Beteiligungs GmbH
Præjudicielle spørgsmål
Er artikel 107 TEUF (tidligere artikel 87 EF), sammenholdt med artikel 108, stk. 3, TEUF (tidligere artikel 88, stk. 3, EF), til hinder for en national foranstaltning, hvorefter der ved koncernbeskatning kan foretages afskrivning på goodwill – hvorved skatteberegningsgrundlaget og følgelig skattebyrden reduceres – ved erhvervelse af en indenlandsk kapitalandel, mens en sådan afskrivning på goodwill ikke er lovlig ved erhvervelse af en kapitalandel i andre indkomst- og selskabsskatteretlige situationer?
Er artikel 49 TEUF (tidl. artikel 43 EF), sammenholdt med artikel 54 TEUF (tidl. artikel 48 EF), til hinder for retsforskrifter i en medlemsstat, hvorefter der ved koncernbeskatning kan foretages afskrivning på goodwill ved erhvervelse af en indenlandsk kapitalandel, mens der ved erhvervelse af en kapitalandel i et ikke-hjemmehørende selskab (især ved hjemsted i en anden EU-medlemsstat) ikke må foretages en sådan afskrivning på goodwill?